Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Græsplænens forårskur

Efter en lang vinter med kulde, sne og regn, er græsplænen ofte lidt trist at se på - du er klar til foråret nu, så det skal plænen naturligvis også være!

Græsplænen er havens store aktivitetsområde. Her spiller vi bold, leger og går rundt og nyder haven.  For at plænen atter kan komme i god form til en lang sommers brug, skal den have en god forårskur efter en lang og kold vinter.  
Perioden fra sidst i marts og til udgangen af april, er det ideelle tidspunkt til at fokusere på plænen, hvad enten vi taler om en foryngelseskur til en gammel, slidt og hullet plæne, eller du skal i gang med at anlægge en helt ny af slagsen. Men hvad skal der til - og hvornår går vi igang?


Lad plæneklipperen blive i skuret indtil april

Et af de områder, der falder mest i øjnene i forårssolens afslørende lys, er græsplænen. Efter en kold og våd vinter har mosset rigtig fået fat. Nogle steder er græsset helt gået ud. 

Andre steder er det vokset i ujævne grove totter, og det kribler i fingrene efter at køre det hele over på plæneklipperens laveste klippehøjde og begynde forfra på et ensartet nyt “lærred”. Men vent med det.

Græsset skal nemlig være i god vækst, før du begynder at slå det, ellers vil det svække rødderne og plænens trivsel. Indtil sidst i marts er det også stadig for koldt til at gøde, behandle med diverse mosmidler og efterså de bare pletter med græsfrø - kan du vente til april, er det endnu bedre.


Hvad kan jeg gøre i marts?

Selvom du må vente med at slå græsset, er der stadig mange andre opgaver, du kan gå i gang med i sidste halvdel af marts.

Hvis ikke du allerede har gjort det i løbet af vinterens frostfrie perioder, kan du stikke kanterne af med en kantskærer eller en skarp spade. Det får med det samme haven til at stå skarpt og flot, når der ikke længere er "lodne kanter" ind mod bede, stier og terrasse - og det hele virker pludselig mere lækkert og velplejet.

Riv plænen over på kryds og tværs, så du får fjernet plamager med mos og det "filt" der kan dannes af vissent græs i bunden af plænen sammen med  eventuelle rester af efterårets nedfaldsfrugter eller større bunker af blade.
Når du river, ilter du også det øverste jordlag og giver lys til det nye græs. 

Når du har revet, er du samtidig blevet opmærksom på, om plænen er blevet ujævn, knoldet eller hullet - er den det, kan du topdresse plænen og udjævne fordybninger nu, inden græsset begynder at vokse for alvor.

Mens du går der, kan du overveje om i år er tidspunktet, hvor du vil lave et område med højere græs - måske et slyngende bånd, måske afbrudte striber eller felter?
Områder med uklippet græs øger nemlig plænens omsætning af CO2, og samtidig vil både fugle og insekter nyde godt af dette. Den lille sommerfugl Græsrandøje har brug for stråene til at lægge sine æg på - og mange af havens småfugle vil med glæde spise frøene fra græsserne.


Gør den sure plæne glad

Var der bare vildt meget mos?  Mos er blødt og dejligt at gå på, men ikke særlig slidstærkt, hvorfor de fleste haveejere ønsker en GRÆSplæne, frem for en mosplæne.
Græs trives bedst på en jord med en pH-værdi på 6-7. Mos, derimod, stortrives på græssets bekostning når jorden er sur, skygget og/eller fattig på næring.
En sur jord vil have en pH værdi på omkring 6 eller mindre end det. Det er let at hæve pH værdien ved at give din græsplæne kalk.

Hvornår på året, du giver din græsplæne kalk, har ikke betydning for plænen, men det kan være en fordel at kalke om vinteren eller lige nu i marts, inden hele familien for alvor begynder at færdes på plænen og i samme ombæring får slæbt kalk med rundt i resten af haven - eller med indenfor.

Perlekalk kan anbefales, da kalken her kommer i pille-form og derfor ikke sviner på samme måde som kalk i pulverform vil gøre.

Men ER jorden egentlig sur? En jordanalyse giver svaret!

Det er langt fra nødvendigt at kalke en græsplæne hvert år. Ligger jordens surhedsgrad i det neutrale område, er der ingen nytte af kalkningen.

Det er derfor en god ide at få lavet en  jordanalyse, før du farer til poserne med kalk.
Testen tager du ved at indsamle små jordprøver fra forskellige steder i plænen/haven. Jordprøverne sendes til et laboratorium, som analyserer dem og vender tilbage til dig med en fiks og færdig gødningsplan for din plæne, så den atter bliver flot, grøn og slidstærk.

Hvis du har problemer med mos i plænen, men jordbundsanalysen viser, at din jord ikke mangler kalk, så er der andre årsager til mossets trivsel på græssets bekostning.

Græs trives nemlig ikke så godt som mosset gør, hvis der er skygge. Ligger din plæne i skygge meget af dagen, får mosset bedre betingelser end græsset, med mindre du vælger en græsfrøblanding, som er egnet specielt til områder med skygge.

Græs er derudover også væsentligt mere næringskrævende end mos. Har du lys nok og ingen kalkmangel, men alligevel problemer med mos i din græsplæne - så kan det hjælpe at “fodre” plænen bedre  i den kommende sæson. Lidt, men tit, er nøglen til  god gødskning. Start dog ikke gødskningen, før plænen er "vågnet" - jordtemperaturen i rodzonen skal gerne være oppe omkring de ti grader, før der er effekt af gødningen, så netop dét stykke arbejde skubber vi til april!


Hvad kan jeg gøre i april?

Det bliver jo ikke ved at være marts. Snart kommer foråret og den nye vækstsæson går i gang - også for græsset. Slå den etablerede plæne første gang. Start med en høj klippehøjde - kommer du alt for langt ned, tager det længere tid for plænen at komme ordentligt i gang og danne det ønskede grønne, bløde tæppe.

NU er det til gengæld tid til at give en trist og næringsfattig plæne en forårskur, så den bliver helt klar til den kommende sæson. Står det ikke helt så slemt til, kan du nøjes med at give første gang gødning  - naturligvis med en organisk plænegødning..

Var der virkelig mange og store, bare pletter i plænen, da du var færdig med at rive og topdresse? Nu kan du efterså, hvis der er bare pletter i plænen, f.eks. efter fjernelse af mos.


Helt ny have? Eller bare nye haveplaner? 

Måske har du fået en helt ny have - eller vil omlægge din nuværende, så der bliver brug for en helt ny plæne?  Nu i april, hvor jordtemperaturen er over 10 grader, kan du lægge rullegræs  - eller du kan starte den nye plæne fra frø.  April er en fremragende måned at så i, uanset om du ønsker dig en klassisk grøn, klippet græsplæne eller en blomstrende, uklippet blomstereng.

Går dine haveplaner den anden vej, så du overvejer, om en del af plænen skal inddrages til bede, er det også nu! Læg haveslangen ud som markør for bedkanten, før du graver - og gå en tur rundt i haven og se "bedet" fra alle sider: måske buen alligevel skal være lidt rundere, eller bedet lidt anderledes i størrelsen eller formen?
Tæt beplantede bede med stauder, græsser og buske - måske endda frugttræer - kræver færre arbejdstimer i haven og giver en helt ny haveglæde.
Vi hjælper dig gerne med planlægningen - helt gratis!
Bare skriv til gartnerne - vi har masser af gode ideer, hvad enten spørgsmålet drejer sig om mere plæne, mindre plæne - eller blomsterplæne!