Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Bambus - også som hæk. Liv og lyd året rundt

Bambus som hæk? Hvad er nu det for noget? Var der ikke engang noget med at bambus døde og måtte sprænges væk af hjemmeværnet og Søren Ryge og bliver de ikke kæmpestore og breder sig ukontrolleret med rodskud?

Ikke helt. Der var ganske vist engang i 1990’erne, hvor bambus døde i hele europa - og det gjorde de fordi de alle som en stammede fra den samme moderplante som var kommet til europa omkring 110 år tidligere - og længere end dét lever bambus altså ikke, før de blomstrer, sætter frø….og går ud.

Heldigvis var der vakse gartnere der samlede frøene ind, såede dem og holdt øje med de nye planter, der blev så forskellige som søskende nu overhovedet kan være.
Gartnerne selekterede i frøplanterne og valgte nye sorter ud, som derefter blev formeret op ved deling, så alle de gode egenskaber blev bevaret.


For de gamle, som faldt, er der ny overalt

De nye sorter af bambus er alle dét der kaldes “tæt klumpdannende” hvorved vi er sluppet for udløbertendensen. I stedet skyder nye unge skud op ganske tæt ved de gamle, og planten vokser kun langsomt i diameter.

Vi har derfor masser af spændende nye sorter af bambus i handlen - lige fra de små nuttede, der kan vokse i en krukke hele deres liv - eller danne en lille lav hæk på 100-125 cm. - og til de kæmpestore, som bliver både 3 og 4 meter høje på ingen tid. Og derefter ikke højere.

Dét er nemlig fordelen ved bambus i haven - og som hæk: Den kan ikke vokse højere end dens arveanlæg byder den. Ikke om den så får samtlige sine 110 år til det.
Du ved derfor på forhånd, når du køber dine bambus, hvor høje de vil blive.
Du ved næsten også, hvornår de vil have nået den fulde højde - for bambus sætter deres hele længdetilvækst i løbet af eet eneste år. Fra en lille knop i jordoverfladen, til et flot skud med masser af blade, på ganske kort tid.
Hvis din bambus passes optimalt, vil den allerede året efter plantning sætte nye skud op til færdig højde. Under lidt mindre optimale vilkår kan der gå et år til - men SÅ er den der også, hvad enten den skal vokse 1 meter, eller 2, eller 3 - måske endda 4 meter.
Med en hæk af bambus, behøver du med andre ord ikke at vente i hverken fem eller ti år, på at få en hæk, der kan danne ordentligt læ eller give privatliv.
Du kan næsten høre dem gro.
Hvad du i hvert fald kan høre, er vinden, der hvisker i bambus’ens rør og blade. Det giver den dejligste, rislende lyd ved blot den mindste brise hele året rundt - for bambus beholder alle sine grønne blade selv i den koldeste vinter.

Får bambus lov, vil den vokse med tueform, som den græs den botanisk set er.
Ønsker du en smal hæk, eller planter med en mindre organisk facon - så tåler bambus også klipning.
Siden den kun vokser i forsommeren, kan den nøjes med een årlig klipning, og derefter holder den faconen til samme tid næste år, hvor de nye skud vokser frem.

Følgende sorter er i almindelig handel og er velegnede både som fristående eksemplarer og som hække:

Bimbo’ Laveste type af gul bambus, velegnet som en lille hæk - eventuelt i krukker eller kummer, som flytbart læ i haven. Væksten er opret og tæt med lysegrønne blade. Nye skud er gulgrønne. 

Højde 100-150 cm. Ved brug som hæk anbefales 3 planter pr. løbende meter.

Tiny’ Fint opretvoksende bambus med mange tynde stængler. En vidunderlig havebambus, som når den er etableret på voksestedet, har næsten blågrønne blade.

Højde: 150-200 cm. Ved brug som hæk anbefales 2 planter pr. løbende meter.

Rufa’ Fin, tæt og let overhængende vækst. Æblegrønne blade og mørkegrønne stængler. Meget hårdfør og let dyrkelig type, som hurtigt får fylde.
En meget robust sort, der tåler selv meget hård vinter, uden at tage skade på bladene. 
Højde 200-250 cm. Ved brug til hæk, beregnes 2 planter pr. løbende meter.

Pemo Trifina’  er en såkaldt sort bambus, hvilket adskiller den fra de øvrige havebambus. Alle  plantens stængler er mørke - og om vinteren helt sorte. 
Det giver denne bambus en stor prydværdi, da de mørke stængler er meget dekorative og giver en smuk kontrast til de blågrønne blade. Meget hårdfør og egnet som middelhøj til høj hæk også på vindudsatte områder. 
Højde omkring 300 cm. Ved brug som hæk, anvend 2 planter pr. løbende meter.

Jumbo’ Høj og opret vækstform. Stængler er gulgrønne og bladene er friskgrønnne året rundt. Velegnet i hegn eller som en høj hæk. 
Højde 300-350 cm. Ved brug til hæk, anvend 2 planter pr. løbende meter.

Dino’ er en stærk og hurtigt voksende bambus med kraftige gulgrønne stængler og friskgrønne blade. Kræver plads, da det er kæmpen blandt de danske bambussorter og når en højde af op til 400 cm. i løbet af få år. Ved brug som hæk og hegn, anbefales 2 planter pr. løbende meter.


Bambus vokser i almindelig god jord, men er som andre græsser glad for vand og næring især i vækstsæsonen. 
Hvis din bambushæk ruller bladene sammen som små cigarer, er det fordi den er meget tørstig - så må du ud med haveslangen! 

Da bambus har blade året rundt, må du også skænke den en lille tanke og lidt vand, hvis der om vinteren har været perioder med blæst og frostvejr, da der kan fordampe meget vand fra de mange smalle blade. Du kan naturligvis ikke vande i frostvejr - men husk din tørstige bambus, så snart det atter er tø. Bambus har overfladiske rødder og kan ikke blot gå længere ned efter vand.

Spørgsmål til gartneren? Skriv til os.