Forsiden - Guides til haven - Guides til frugttræer

Få succes med frugttræer & frugtbuske

 

Frugttræer og frugtbuske er de sidste år blevet meget populære i haven. Mange vil gerne være selvforsynende med frugt og grønt fra haven. I vores online salg af frugttræer har vi bl.a. lavet billige pakke tilbud bestående af flere slags frugttræer til din have, så du hurtigt selv kan blive selvforsynede med varieret frugt.

Men for, at du kan få den helt store succes, er det vigtigt, at du forholder dig til placering, jordbund, lysforhold og meget mere. Alt dette kan du læse om i vores frugtbusk- og frugttræguide:

Bestøvningsoversigter


Placering af frugttræer og frugtbuske

Æbletræ

Generelt kan man sige, at frugttræer og frugtbuske gerne vil placeres beskyttet og i fuld sol. Der er dog nogle arter, der kan tåle halvskygge. På hver enkelt sort kan du se hvilke lysforhold frugttræet eller frugtbusken kræver.

Frugttræer og frugtbuske tåler vind, men det kan gå ud over bestøvning og derved frugtsætningen, så placer så beskyttet som muligt. De fleste frugttræer og frugtbuske kræver en relativ god havemuld. Du kan altid jordforbedre med fx en god kompost.

I forhold til frugttræer og frugtbuske er det særligt vigtigt, at plantestedet er drænet, så der ikke står vand i plantehullet.


Pasning og pleje af frugttræer

Frugttræer og frugtbuske er lette at passe, dog kan frugtsætningen, og derved udbyttet, være meget afhængigt af hvor godt planten har det.

Er træet placeret korrekt og er der meget liv i jorden, vil den bære mere frugt. Alternativt kan der suppleres med god havegødning, specielt i de perioder hvor frugterne dannes.

Jorden må aldrig være våd, men gerne fugtig. Er du i tvivl, om du skal vande, kan du altid grave et lille hul tæt på frugttræet. Er jorden fugtig ca. 5-7 cm. nede, er det perfekt. Er jorden til gengæld ikke fugtig, bør du vande.


Hvor stort skal frugttræet være?

Et frugttræs størrelse og vækst bestemmes af hvilken grundstamme træet kommer af. Der findes mange forskellige grundstammer. Formålet er at styre væksten på frugttræet. Der findes grundstammer til at begrænse væksten meget. De kaldes typisk dværgtræer.
De fleste frugttræer sælges med normal vækst, som dog faktisk er en lettere begrænset vækst i forhold til vildstammer, som giver en meget kraftig vækst. Typisk skal du vælge normal vækst til almindelige villahaver, men har du en meget lille have og ønsker flere frugttræer, bør du vælge dværgtræer.

Størrelser på frugttræer

Vil du have store frugttræer eller frugttræer med højstamme, skal du vælge et frugttræ fra en vildstamme. Mængden af frugt træet kan producere og bære, hænger meget sammen med hvor kraftig væksten er. Så jo kraftigere vækst, jo mere frugt vil træet bære.

Typer af frugttræer

Der findes mange forskellige typer frugttræer, som kan bruges til noget forskelligt. Herunder har vi listet de forskellige typer af frygttræer.

Halvstamme (den mest almindelige)

Det mest almindelige er, at frugttræerne bliver solgt som 2 års træer på halvstamme. Dvs. at der er ca. 60 cm hvor der ikke er grene og der er ingen gennemgående topskud. Der vil typisk være 3-5 sidegrene.

Spindeltræ

Denne form bruges typisk hvis man vil lave fx en mindre hæk eller have et frugttræ med en gennemgående stamme. Spindeltræet kommer med en gennemgående stamme og er produceret på en vildstamme.

Alletræer

Man kan købe nogle af sorterne som større træer. Nogle af sorterne er højstammet, hvilket vil sige ca. 180 cm stamme plus krone, andre sorter har grene ned til jorden. Typisk er alle større træer podet på vildstamme.

Espalier frugttræer

Nogle sorter kan købes færdige som espalier, enten med to eller fire etager. De er forberedt på den måde, at de har vandrette grene til begge sider af hovedstammen. Typisk er nederste grensætning mellem 40-60 cm fra jorden og typisk er der 30-40 cm mellem hver grensætning.

Frugttræer til hæk

En lidt anderledes måde at have frugttræer er at plante dem som hæk, du kan læse mere om plantning af frugttræer til hæk her

Beskæring af frugttræer

Beskæring af frugttræer

Man beskærer frugttræer for at sikre mest mulig luft og lys til alle grene. Derudover beskærer man for at forme træet, så man nemt kan nå alle frugter.

Frugttræer skal også beskæres, hvis træet rammes af sygdom. Der er fx mange sorter der får skurv eller kræft. Du skal altid klippe en syg gren af et stykke under det sted grenen er angrebet, så du fjerner sygdommen.

Grundlæggende får man mest ud af sine æble- og pæretræer, hvis de beskæres ofte og korrekt, hvorimod blomme- og kirsebærtræer skal beskæres så lidt som muligt.

Skal du beskære blomme- og kirsebærtræer er det bedst at gøre det i de perioder, hvor der er blade på træerne. Det bedste tidspunkt er i efteråret lige efter frugtfald. Det kan være en fordel at beskære æble- og pæretræer i vinterhalvåret, fx i februar, da det er let at komme til og samtidig undgår man svampesygdomme.

Rigtig god fornøjelse med frugt fra egen avl!


Nedenfor kan i trykke jer videre til vores store udvalg af frugttræer.


l