Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Beskæring af frugttræer

Sommeren går på hæld men hvilken fantastisk afslutning vejrmæssigt.
Buske, hække og træer har nu næsten tillagt sig årets mulige tilvækst, og sav og saks vil gerne frem for at klippe og beskære. Jeg vil dog anbefale at der klippes med omtanke. Æbler, pære og de fleste blommetræer har stadig umodne frugter, der har brug for sukkerstofferne fra fotosyntesen i bladene, til at vokse færdige og blive til god frugt. Her vil jeg vente med at beskære til efter høst, dog helst inden udgangen af september.
Når vi ind i oktober begynder safttrækningen fra bladene, derved får de høstfarve. Beskæring i den periode (oktober – november) kan medføre forøget risici for svampeangreb ind i træet.
Beskærer du lige nu kan det ske at træet skyder igen inden sæsonafslutning, hvilket medfører umodne skud til vinter, skud der ofte går tabt. Men med udtynding i sidste halvdel af september kan denne nyvækst helt undgås.
Ved en udtynding i kronen bør du aldrig fjerne mere end en tredjedel af den bladbærende del af træet. Personligt foretrækker jeg at fjerne få, lidt større grene, frem for mange små. Husk at træets naturlige cyklus bør bevares. Årets nye grene bærer måske først frugt om 2-3 år, så fjerner du alle dem ødelægges træets cyklus.
Alt efter om du ønsker et træ med lav krone, eller du ønsker det fuldkronede frugttræ, kan du følge det gamle husråd, at man skal kunne kaste en hat op gennem træet. Forstået på den måde at der er luft mellem grenene i kronen.
Det kan være en hjælp at bruge nogle korte stykker snor til, i første omgang, at markere de grene der vurderes skal fjernes.

Beskæring af frugttræer

Når de hænger der, kan man gå rundt om træet og danne sig et indtryk af om valget er rigtigt. Snorene kan flyttes rundt, en afsavet gren kan ikke sættes på igen.
Sav altid grenene af i flere omgange ved at fjerne ude fra og ind mod det endelige snit. Grenene er meget tunge nu, og du risikere en flækning ind i resten af træet hvis du forsøger at tage det hele på en gang.
Billedet viser en ’Victoria’ blomme der gennem mange år, hvert år er blevet udtyndet lige efter høst. Resultatet af den kontinuerlige udtynding ses ved at stammer og hovedgrene efterhånden er ret tykke. På dem sidder grene der er fra et til ca. syv år. Det er disse grene der udtyndes i, stamme og hovedgrene beskæres ikke.

Anlægsgarnter Arne Biering
ARNE BIERING