Der findes rigtig mange smukke sent blomstrende stauder, der er klar til at tage over, når roserne og sommerblomsterne takker af. Hvis du sætter dem i jorden nu, kan du have glæde af dem allerede i år - og mange år fremover. Her er fem af de bedste.
Tidselkugle er en herlig gammeldags plante, der tåler en del tørke. Den bliver 80–100 cm høj, får smukke sølvgrå blade og blomstrer fra august til langt ind i oktober med fine blå kugler, der har en nærmest magisk tiltrækning på bier og sommerfugle. Siden skifter blomsten farve til en køn gråbrun, der klæder vinterlandskabet perfekt.
Stokrosen skyder med en dramatisk kraft og de enorme blomsterspir bliver op til to meter høje og blomstrer over en lang periode fra juli til langt ind i september. Stokrosen er en kortlivet staude, der kommer nogle år i træk for derefter pludselig at forsvinde. Til gengæld er den meget villig til at kaste spiredygtige frø, så hvis den først er etableret i haven, kommer der helt af sig selv stokroser hver sommer. Ofte endda på steder, hvor du ikke engang vidste, at der var brug for et blomsterspir.
Plant dine stokroser på række op af husmuren eller i grupper med ca. 5 planter pr. kvadratmeter, enten i sol eller halvskygge.
Høstanemonen er en af de ganske få stauder, der reelt kan holde stand mod skvalderkålen, og den kan med tiden brede sig med udløbere over et helt bed. Den hårdføre og nemme plante blomstrer med smukke rosa blomster fra slutningen af juli til helt ind i oktober, og trives både i sol og i halvskygge på steder, hvor det ellers kan være svært at få en rig blomstring. Høstanemonen bliver typisk omkring 50 - 100 cm høj og 30 - 50 cm bred. Sæt den i en gruppe med en afstand på ca. 55 cm mellem hver plante, så vil de flotte lappede blade hurtigt lukke sammen og forhindre ukrudt i at spire.
Syrisk rose er en smuk og meget rigt blomstrende staude med en kraftig buskagtig vækst. Den er lidt kuldefølsom og trives bedst i en velgødet jord på et lunt og solrigt sted. Her kan den blive omkring 100 - 200 cm høj og 120 - 150 cm bred. Syrisk rose fås med enkelte eller fyldte blomster i hvid, rosa, pink, lilla eller blå. Bladene er mørkegrønne og smukt lappede. Denne sort blomstrer fra juli til september med 10 - 12 cm store hvide blomster med en mørkerød tegning i midten.
Asters sætter med sine dybe og modne bærfarver kulør på staudebedet fra august til langt ind i oktober. De er også det perfekte valg til havens efterårskrukker, og her kan de blive ved og ved med at blomstre, især hvis du er flittig til at klippe de visne hoveder af. Asters findes i mange forskellige farver og højder. Væksten er stiv og opret, og blomsterne holder også fint i en vase.
Se hele vores sortiment af stauder her.