Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Havens dag

Havens dagclip_image001

Lørdag d. 10. september er det havens dag. En årlig tilbagevendende dag, hvor vi har ekstra fokus på haven. Det betyder ikke, at dit havecenter glemmer haven alle de andre dage i løbet af året, men vi bruger dagen til at sætte fokus på aktuelle emner. Dette års emne er ”Den selvforsynende have”. Vores haver bugner af planter, frugter og grønt, som vi kan bruge. Det spiselige kan de fleste nemt finde ud af at anvende, men når det gælder om at finde inspiration til at binde buketter, lave kranse af bær eller bruge skud fra de stedsegrønne planter, er vi mange, der søger inspiration. Vi uddeler i år en informativ folder, hvor du kan se og læse dig til nogle af de mange aktiviteter, som den selvforsynende have byder på. Hent den – den er helt gratis!

Læs mere på www.havensdag.dk


Beskæring

clip_image002August og første halvdel af september er optimal beskæringstidspunkt for mange træer. Har du store træer, der skal have store grene fjernet, skal du ikke vente til det bliver vinter. De professionelle træskærere anbefaler – og udøver næsten kun beskæringsarbejde på store gamle træer på denne årstid. Årsagen er, at træerne skal have fred og ro til at komme sig over beskæringen. Mange gange drejer det sig om en reduktion af træets samlede bladmasse på 20 % eller mere, hvilket for nogle træer kan være dødelig. Har du træer, som tilhører ”bløderne”, skal du også sørge for at få den beskåret nu – også selvom det kun drejer sig om småjusteringer. Til ”bløderne” hører kirsebær, blommer, japanske kirsebær, ahorn, japansk ahorn, birk og valnød.

Frugtbuskene kan du også gå i gang med nu. Hos sommerhindbær drejer det sig om at fjerne alle de grene, der har båret frugt, mens det hos efterårshindbærplanterne endnu er for tidligt at klippe. I frugtbuskene solbær, ribs og stikkelsbær er det en fordel at fjerne 1/3 af de ældste grene helt ved basis af buskene – det fremmer næste års høst. Når du ikke at beskære frugtbuske i efteråret, kan det godt vente til efter vinteren.

Nyt græs?clip_image003

Begyndelsen af efteråret er ekstra god til at anlægge græsplæner i. Jordens temperatur er høj nok til at græsfrøene spirer og hvad angår den fugtige jord, behøver vi ikke at vade for meget rundt. Egentlig har sommeren 2011 været optimal for græssåning i hele perioden, nu må vi vente på, at jorden er tørret så meget, at man kan arbejde med den, uden at den klasker sammen og klumper.

For at få et godt resultat:

  • Overfladen skal have en god krummestruktur – skal ligne groft rugbrød. Så skal den selvfølgelig være jævn, lige og fri for sten i overfladen
  • Er din jord komprimeret og hård, skal det komprimerede lag enten graves af eller du kan grube og så grøntafgrøder i stykket året inden du anlægger græs
  • Så ca. 3 kg græsfrø pr. 100 m2. Typen af græsfrø afhænger af, hvor stærkt det skal være, om du skal spille golf eller blot kunne ta’ en omgang kroket med familien
  • Græsfrø fordeles ovenpå jorden, der efterfølgende rives let over, så frøene ligger fast i de små fordybninger
  • Vand aldrig nysået græs – de små frø risikerer at svømme væk. Følg derfor nøje med i vejrudsigten, så et skybrud ikke skyller det hele væk
  • Vælger du at etablere rullegræs, skal du vande hver dag, så der hurtigt kommer god kontakt mellem rødder og din jord

Høstastersclip_image004

Til høsthaven hører helt klart høstasters. Asters er solide stauder, der ikke regner dårligt vejr for nogen hindring i at vise sig fra deres flotteste side. Der er stor forskel på sorterne i forhold til højde og størrelse på blomsterne.

Amellusasters er mellemhøje og bliver omkring 50 cm høje. Blomstrer allerede fra august måned.

Pudeasters er lidt lavere og blomstrer først fra september måned. 30 – 50 cm.

Høstasters er ofte meget høje – op til 1 m og de blomstrer fra september.

Asters elsker sol, men står også fint i halvskygge. De vokser i almindelig havejord, hvor de langsomt breder sig til store flader med oprette blomsterstængler, der fra august og frem til oktober bringer pryd i staudehaven. Asters er velegnede i sensommerens krukker sammen med alunrod, prydgræsser og lyng.