Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Holdbare syrener i vase

20. maj 2019

Afskårne syrener kommer nemt til at hænge med hovedet. Her er blomsterbinderens trick til flotte holdbare buketter.

Syrenens blomstring er så overdådig, at du sagtens kan klippe løs til store buketter, også uden at der kommer 'huller' i busken. Desværre taber de afskårne blomster nemt hovedet. Løsningen er en kur, der involverer et bad, en hammer og noget meget varmt vand. Herefter kan de duftende skønheder holde sig friske i en vase i op til en uge.

Her er, hvad du skal gøre:

1. Skær syrenerne om morgenen, mens det stadig er køligt.

2. Fjern alle de grønne blade på hver stilk.

3. Læg syrenerne i en balje med vand, så både stilk og blomster er dækkede.

3. Tag stilkene op én af gangen. Bank den træagtige ende godt med en hammer og kom straks stilkene i kogende eller meget varmt vand.

4. Lad de afskårne grene trække i en times tid i det varme vand.

5. Flyt buketten over i en vase, der er skyllet med en lille dråbe klor og fyldt op med køligt vand.

6. Skift vand en gang om dagen, eller mindst hver anden dag. 

God fornøjelse!

Som krans: Klargør syrenerne som til en buket. Bind dem omkring en krans af ståltråd eller kunstige blomster. Lad kransen trække vand, til du skal bruge den og brug den som dørkrans eller hårpynt.

I skylleskålen: Læg et par blomster i skylleskålen, når menuen står på pille-selv-rejer i sommerlandet.

Til festen: Blomsterne er også fine som bordpynt eller som pynt på en pakke.

- Karina Demuth

  • Tilføjet
    20/05/2019
  • Senest opdateret
    12/08/2019