Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Novemberglæder – og sorger

Signe_Wenneberg_150

Året har 16 måneder. November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november …

Hvert eneste år surmuler jeg i november over, at det er ved at blive vinter – og hvert år bliver jeg glædeligt overrasket. I november er der stadig meget at gøre i haven og meget at se på. Der er stadig liv, selv om det er den mørke tid. Der er hindbær at plukke (det er der virkelig), nogle æbler sidder stædigt fast på træerne, der er endda blomster at tage ind. Et år blev det til store buketter. Men der havde heller ikke været frost i oktober, der skader meget. November er på en eller anden smuk hvert år, fordi man ikke forventer noget af november i haven og derfor bliver man så helt utroligt glad for en solskinsdag.

Det er for tidligt at pynte rigtigt op til jul. Men det er tid til kranse. Hvis man er til den slags. Kranse er nemme at binde selv – der er ingen grund til at lade sig nøje med de runde kranse af gran, man kan købe overalt.

Her er en god idé til at få bundet kranse på en hyggelig måde: Min veninde Lykke inviterer en bunke piger, tager på torvet om fredagen og køber stort ind af grene og grønt. Om lørdagen dukker pigerne op, binder kranse og betaler for materialerne, der er meget mere spændende end hvis én person, skulle købe ind til sine egne kranse.

Der er travlhed i haven. Også nu hvor vinteren er på vej. Jeg rydder op, dækker med gran, og børnene passer dyr. Æblerne er pakket i kasser, pelagonierne er kommet i kælderen og drivhuset kan stadig være varmt og rart, at opholde sig i.

Denne uge i haven

· Ørentvisten går i hi. Tak for det! Gå gerne i hi langt væk!

· Vend komposten inden frosten og læg ikke alle havens blade på komposten… Det skal være en god blanding, ikke kun blade.

· På træstubbe findes østershatte

· Nogle år har jeg spottet jordbærblomster og jordbær, røde jordbær, i jordbærbedet på denne tid

· Lav en krans til døren – den første julepynt. Brug andet end gran – det kan være efeu (vedbend), eucalyptus, taks, tuja, kristtjørn, enebær, cypres, kirsebærlaurbær og røde bær fra røn og roser

· Sæt løg – tulipaner og måske scilla – hvis du ikke har gjort det før. Det er ved at være sidste udkald.

· Sæt foderbrætter op til fuglene – rens sidste vinters fodringspladser. Sæt foderhuse langt fra bænke og træer, sådan at der ikke bliver et springbræt for katten på jagt efter fugle

· Hvis du har en udendørs vandhane, og den ikke er frostsikret, så skal den tømmes for vand, så det ikke springer

· Når du rydder op i bedene, så saml gerne frø fra tallerkensmækkere – så mange som muligt. De sår sig selv helt vildt, og det kan blive for meget af det gode

· Hvis efterårsstorme har blæst slyngplanter ned, skal de bindes op. Eller endnu bedre: Bind op, før der kommer storm

· Ryd op. Brug visne blade til at beskytte og dække. Læg dem på bede og under hækken og om de mere sarte stauder som løjtnantshjerte og den lyseblå skærmlilje

· Nu, hvor jorden stadig er blød: Sæt pinde omkring de sarte planter, der kommer til foråret, men som ikke ses i begyndelsen. Så ved børnene, hvor de ikke må træde Hos mig er det især bede med kærmindesøster og primula, jeg udstyrer med pinde

· Tøm lerkrukker for jord og sten, hvis de skal stå ude i haven eller på altanen. Vend bunden i vejret. Krukker går ikke så nemt itu af frosten, hvis de er tømt

· Rens plæneklipperen og smør den med olie, inden den stilles væk for vinteren

· Hvis du ikke har grønkål i haven, er det nu, ved den første frost, at du fortryder og lover dig selv at plante næste år. Har du grønkål og rosenkål, ser de så flotte ud i haven og er bedst efter et slag frost

· Lav en havescrapbog – gerne sammen med børnene. Sæt billeder, tegninger og ideer ind. Husk, hvor der er sat blomsterløg, og hvilke tanker du gjorde dig for haven denne sommer

· Ser man godt efter, er der mange røde pletter at finde i haven. Her er det en ukrudtsvalmue, sankthansurt, frøkenhat og æbler.

- Henrik Nordbrandt