Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

På æblerov

Signe_Wenneberg_150Mine sønner ved ikke noget bedre end at gå på æblerov med naboens drenge. De er ikke blevet opdaget endnu. De slår til i kontortid, og jeg må huske at sige, at de gør det, der, hvor jeg tror, det er okay. Forbløffende mange steder gør det nemlig ikke spor, at de samler æblerne, for der er rigtig mange mennesker her på vejen og i området, som ikke bruger nedfaldsæbler til noget som helst. Det er ligesom gået af mode.

Min yngste søn fik et æbletræ i dåbsgave. Desværre er vi nu er flyttet fra æbletræet. Det sker jo. Så mere romantisk er det heller ikke. Men jeg kan rigtig godt lide tanken om, at ethvert nyfødt barn får et træ, der er plantet, fordi dette lille menneske er kommet til verden. Hvis træet så oven i købet er et æbletræ, så er verden ekstra heldigt stillet, fordi det er et ”dobbeltglædetræ”: Det har smukke blomster om foråret og spiselig frugt om efteråret.

Jeg har ikke noget æbletræ, som har været mit altid. Men jeg har mange æbletræer, som jeg har et ganske særligt forhold til, og som jeg kan smage frugten fra, bare jeg tænker på navnene. Skovfogedæblerne nede bagerst i køkkenhaven, ananasæblerne, som var gode at dele ud af, Ingrid Marie på højre side af det store podede æbletræ midt i plænen. For slet ikke at tale om de espalierede æbler og pærer langs den stråtækte gavl på kostalden eller min fars paradisæbler.

Æbler fyldte meget, da jeg var barn. Der var mange forskellige navne, smage og muligheder for at bruge æblerne fornuftigt. Selv om man nu kan få mange danske æblesorter – og endda økologiske og fra små øer, og hvad ved jeg – så er æbler ikke det, de var engang – fordi vi ikke bruger dem. Folk køber i ramme alvor babyæblemos eller spiseæbler i supermarkedet, selv om de har æbletræer, der bugner i haven! Æblerne ligger og rådner eller rives sammen på rydde-op-måden og smides ud. Hvorfor?

Brug de flotte æbler som spiseæbler og lav æblemos, æblegrød, æblesaft, æbleflæsk, æblesmør (marmelade), tørrede æbler og most af æblerne. Der er stadig mosterier som tager imod nedfaldsæblerne – og du får most med hjem i flasker. Du kan også lave et weekendprojekt ud af det og leje et mosteri. Læs om det på www.havenyt.dk. Pluk æblerne, gå på rov efter dem, saml dem op, spis dem, brug dem. Smid dem ikke ud. Stil dem ud i en kasse ved vejen med et gratis-skilt, hvis du ikke kan finde på andet og lad en lille bunke være inde i haven til dyrene i vinter.

Denne uge i haven

· Der er efterårsjævndøgn i denne uge – jo, vi går mod mørkere tider

· Stokroser blomstrer og kan lide af rust. Det er der ikke noget at gøre ved andet end at fjerne de syge blade og sørge for god fugtighed. Tørke kan også medføre spindelmideangreb. Lige meget hvad, så er blomsterne flotte

· Pluk og saml æbler

· Lav gammeldags æblekage eller en god æbletærte

· Gå på æblerov – men helst der, hvor du ved, at du må (baneskråninger, forladte haver, huse, der er til salg, og hos dem, der har givet lov)

· Tag på æbletur til en lokal plantage eller til Pometet i København, der kun har åbent i cirka denne uge (tjek det på hjemmesiden)

Tag overskudsfrugten til et mosteri, der leverer skøn, koldpresset æblemost i flasker eller kartoner

· Efterlad noget overskudsfrugt i haven til fuglene. Jo mere føde, der efterlades til dyrene, jo mere liv er der at se på til vinter

· Pelargonier skal ind i køligt gæsteværelse eller kældervindue inden frosten, som kan komme fra nu

· Rumstér ikke for meget med bunker af kvas, der kan være tudser eller pindsvin (begge er mere end velkomne i haven, da de sætter ind over for snegle)

· Nu er det rette tidspunkt at plante stauder. Gå staudebede efter – mangler der nye, friske indslag? Er der noget, der skal deles? Noget, der fylder for meget? Stik ved samme lejlighed kanter til staudebedet – det ser pænt ud

· Fjern blade med rust fra roser. Afklip med sygdomme bør brændes eller puttes i skraldespanden, så smitte hindres

· Georginer kan nu købes uforskammet billigt eller klippes i store mængder fra haven, hvis du var så forudseende at lægge knolde i forsommeren

Plant flere høstanemoner! Høstanemoner blomstrer i august, september og helt frem til oktober. De er mirakler, fordi de kan stå inde i skyggen og lyse op på den mest optimistiske måde. De gror også godt i delvis sol og har tilmed deres storhedstid, når mange andre blomster takker af. De breder sig voldsomt, så gør plads!


Åbent hus i Pometet – ÅBENT DEN 25.september i år!!!

Pometet, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles æblemuseum, ligger lidt syd for København. Her forvaltes Danmarks store æblekulturhistorie (700 sorter). En gang om året lukkes dørene op for publikum, som præsenteres for Danmarks mange æblesorter. Kig på æblerne og vis børnene, at der er andet end voksbehandlede DSB-æbler og Golden Delicius fra Tanken. Rigtige æbler er danske sorter, der har navne som yndige småpiger. De skal være dyrket i Danmark, koldt, lunefuldt og uden sprøjtegift, og de skal smage surt, sødt og kraftigt. Læs mere på. www.pometet.dk.