Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Planter til overvintring

Billede: Agapanthus

Trods to vintre med hård frost og masser af snedække, har nogle haveejere stadig – eller igen – planter, der skal vinterbeskyttes. Det kan være planter med oprindelse fra Middelhavet eller store stueplanter, der har nydt godt af frisk luft på terrassen hele sommeren. Der er også mange af os, der har glæde af krukker fyldt med blomster, krydderurter eller stedsegrønne planter. Krukkerne kan godt stå i frostvejr hele vinteren, men det er ikke altid, at planterne i krukkerne overlever. Det skyldes vand! Vand, som fylder krukken op, så planterne drukner – og i frostvejr sprænges de vandmættede planteceller. Indtil dato har efteråret ikke vist sig fra sin meget våde side, men det kan hurtigt ændre sig, så husk at sætte krukkerne under udhæng eller i carporten, så dine planter ikke drukner. Vælger du at bruge det tomme drivhus til at opbevare krukkeplanter i, skal du huske, at solrige dage får temperaturen op på tocifrede varmegrader – også midt om vinteren! Så høje temperaturer giver vækst og fordampning. Planter i drivhuset om vinteren skal passes med vand og ekstra beskyttelse i de perioder, hvor der kan blive frostgrader inde i huset.

Der findes ikke en helt gennemprøvet liste over planternes optimale overvintringsforhold, men her er et bud på nogle af de mest almindelige sarte planters behov:


Lys/mørkeTemperatur
CitrusplanterMeget lys+7 – +17 grader C
BougainvilleaLyst+5 – +8 grader C
NerieLyst-5 – +13 grader C
FigenMørkt eller lyst– 5 – + 15 grader C
Skærmlilje (Agapanthus)Mørkt eller lyst+ 3 – + 13 grader C
EngeltrompetMørkt+5 – +10 grader C
FuchsiaMeget lidt lys er nok+5 – +10 grader C


Husk også, at dine sarte haveplanter snart skal beskyttes for frost. Her tænker jeg især på mammutblad, men også knopperne på hortensia dækker jeg hvert år, for at sikre næste års blomstring.