Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Signe Wenneberg - derfor skal du have træer i din have

Hvad du skal her i livet? Du skal føde en søn og plante et træ, siger et kinesisk ordsprog.

Gæsteblog af havebogsforfatter Signe Wenneberg – www.signewenneberg.dk

Signe Wenneberg om blomster og urtefrø

Og hvis du ikke lige har planer om at føde en søn i denne uge, så kan du måske plante et træ.

Et frugttræ. Eller et par stykker. Måske en hel lille lund af frugttræer. Om lidt giver jeg dig min liste af gode yndlingsfrugttræer og også en anvisning til, hvordan du planter dem. For træer skal vi have!

Der er intet som træer. Vi kan klatre i dem, plukke af dem og sidde under dem. Vores træer bliver ældre end os selv. Vi kan hænge tøj fra et træ til et andet, vi kan gynge vores børn i gynger, der hænger ned fra dem, vi kan få brænde fra dem til at varme os ved. Vi kan få flimreskygge fra dem frem for fuld sol. Vi kan få ilt fra dem – og de er helt nødvendige for vores overlevelse. Derfor er det dejligt at tænke på, at der nu er dobbelt så meget skov i Danmark nu, som der var for hundrede år siden.

Hjemme i haverne og i skel og krat udgør frugttræer den slags ”vild mad” som der er så meget tale om for tiden. At vi plukker frugt fra træer, som passer sig selv og som ikke skal dyrkes intentivt, ligesom fx grøntsager, er noget af det mest klimavenlige der findes. Sidste år rejste jeg i Afrika, på steder hvor der har været krige, og jeg så hvad det betød, at der er fældes store gamle mango-træer. De træer var et betydeligt bidrag til kosten dernede – samtidig med at skyggen under træerne var uvurderlig. Nu bliver der plantet nye træer – og det er træer med frugter på – så de gør nytte på flere måder. Træer er det bedste!

IMG_0309

Hjemme i haverne er træer også det bedste, der findes. Flytter du til en gammel have, så gør alt for at bevare gamle træer: Frugttræer, egetræer, magnolietræer, hængepil, guldregn osv. De kan ofte reddes, selv om de ser grå og triste ud på en vinterdag. I vores gamle have reddede vi for eksempel ”abetræet”, som de forhenværende ejeres fem børn havde klatret i. Det var dejligt at tænke på. I en nabohave mod syd stod nogle meget høje grantræer, dem vænnede jeg mig aldrig til ønskede ikke at redde fra noget som helst. De var meget grimme, fordi de ikke passede ind i en villahave, og de skyggede for i hvert fald fem havers sol. Hos ejeren stod de i nord og var ikke til gene. Kun for os andre. Den slags skal man også huske på. Og være lidt venlig og omsorgsfuld overfor sine naboer, også når det gælder lys og skygge.

IMG_0496Det er sagt, at ”en have uden træer fortjener knapt at blive kaldt en have!”. Det nytter ikke at fælde og opstamme alle træerne, der skal give struktur og karakter til haven. Det bliver kedeligt.

Det er til gengæld en god idé at tænke over, hvilke træer der passer til den type grund, man har. Er det en landhave, en rækkehushave, en villahave, en byhave, en kolonihave eller hvad? Træet skal passe til kvarteret nu og om 50 og 100 år. Små, søde juletræer er store som juletræet på Rådhuspladsen efter 25 år. Frugttræer er bedre til villahaver.

Køb dem store fra start, hvis du har børn. Børnene bliver jo ikke hængende hjemme i de 20-30 år, som det tager for træet at blive stort. Så skyd genvej.

æblegren At købe sig til nogle års vækst er en god idé, der ikke behøver at koste en bondegård. Det vil sige, at et stort træ koster fra 500 kroner og opefter, alt efter art og størrelse. Det er vel ikke galt, hvis man sammenligner med, hvad et klatrestativ koster. Eller hvad fornyelser inde i huset koster.

SÅDAN GØR DU

 

Lige nu er det perfekte tidspunkt til at plante frugttræer og andre træer (plus buske og hække). Grav et meget stort hul og sørg for, at jorden er løs. Smid sten væk. Vær forsigtig når du løsner rødderne fra det lille træ. Stil træet i hullet og vand rigtig godt. Træet skal soppe. Så smider du forsigtigt jord rundt om træet igen. Det skal ikke være store tørre klumper, men god brun havejord, der kommer ned til træet. Til slut stamper du rundt om træet. Og venter på mirakler. Frugttræer har den fortræffelighed, at de er to-i-et-planter. Først får man fornøjelse af smukke blomster. Derpå kommer dejlige frugter. Husk at spørge dig godt for, når du køber træer. Du skal købe flere, så træerne gensidigt kan bestøve hinanden – og hvis du kun har plads til et enkelt lille træ, så kan du købe et såkaldt familietræ. I ugerne efter du har plantet træer skal det gennemvandes et par gange. Hold øje med regn og frost. Frosten gør jorden hård – du skal vande, når der er tørt og blød jord.

HAR DU KUN PLADS TIL ET FRUGTTRÆ I HAVEN? SÅ PLANT SELVBESTØVENDE FRUGTTRÆER!

 

Der er stor glæde ved at have frugttræer i haven. frisk frugt lige fra træet er   

selvfølgelig altid dejligt, men også havens fugle og dyr sætter stor pris på frugttræerne. Specielt når det begynder at blive lidt koldt, har fugle og dyr behov for at få lidt kosttilskud, så pluk de gode frugter selv og overlad resten til havens fugle og dyr.

Æbler. Sorten Cox Orange kan fås i en udgave der er selvbestøvende.

 


Pærer. Concorde og Conference sætter helt normale frugter uden bestøvning

 

Kirsebær. Stella, Sunburst, og Surkirsebær er selvbestøvende

 

Blommer. Opal, Quillens Reine Claude og Victoria er selvbestøvende

HER ER MINE FAVOTITTER – FRUGTTRÆER

Æbler: Fillippa, Ingrid Marie, Rød Pigeon, Paradisæbler til gele, Rød Ananas, James Grieve

Pærer (som jeg dog ikke har held med pga gitterrust): Clara Frijs, Gråpære

Blommer: Victoria og blå sveske (Stanley). Desuden skal jeg plante et par hyld og et kirsebær i år. Hyld må man have. Og jeg skal have fat i et par nye ferskentræer, for dem jeg havde er gået til.