Kvæsurt ses undertiden vildt voksende i Danmark i enge og moser, især omkring Viborg. Den regnes for tilhørende den oprindelige danske flora - men udvalgte sorter har også fundet vej til haverne, hvor vi elsker de små kogleformede blomster i kraftigt rødbrun eller bleg gammelrosa. Fra Japan kommer rosenkvæsurten med sine silkebløde "børster" af blomst, der nikker yndefuldt på de tynde stilke. Både den fremmede og den indførte er populære hos bestøvende insekter - og frøene er ligeledes populære hos havens fugle, der gerne snupper dem som snack.