Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Hvordan passer man bedst sine roser?

Rosen bærer med rette navnet “Blomsternes Dronning”.  Et velplejet rosenbed er havens stolthed og pryd med sine smukke farver og dejlige duft gennem mange måneder.

Intet kommer dog af intet, heller ikke roserne, som kræver pleje for at præstere.
Roserne skal beskæres og senere gødes og vandes regelmæssigt, for at trives optimalt.
Med denne guide får du gode råd til, hvordan du passer og plejer dine roser bedst, så de forbliver smukke og sunde og leverer masser af blomster. Du får blandt andet svar på spørgsmål som: 

  • Hvor meget skal roser gødes? 
  • Hvordan beskærer man roser? 
  • Hvor meget skal roserne vandes? 

Du kan se hele vores udvalg af roser her

Hvor meget gødning skal roser have? 

Haveroserne, som skal blomstre i mange måneder, kræver regelmæssig næring for at yde deres ypperste og bevare bladene grønne og uden sygdomme. 

Roserne kan gødes let hver måned fra 1. april - 1. juli - undertiden giver man endda lidt i august, hvis det sætter ind med en lun eftersommer. På en god jord kan du måske nøjes med at gøde tre gange, men især på den lettere jord, kan der være fordel i at give den ekstra portion.

Der findes flere produkter af gødning, som er tilpasset roser. Det er eksempelvis Bio Rosengødning, hvor der er taget hensyn til rosernes behov for næringssammensætning

Hvor meget gødning du skal bruge, afhænger af produktet du bruger.
Der vil være udførlig vejledning på emballagen om mængden af gødning pr. kvadratmeter. Det er vigtigt at rette sig efter disse vejledninger, så roserne får de bedste betingelser for at vokse. 

Gød ikke for sent på sommeren 

Rosengødning indeholder kvælstof, som fremmer nyvæksten, fosfor, som styrker roden og kalium, som hjælper planterne til at afmodne den nye vækst, samt talrige mikronæringsstoffer, som roserne behøver for at præstere optimalt, så hvorfor skal vi ikke bare fortsætte med at gøde, så længe roserne vokser og blomstrer? Jo, gøder vi for meget og for sent, så går roserne ind i vinteren med lange, bløde nye skud, som er dømt til at fryse tilbage, når kulden for alvor sætter ind.

VIDEO: Se hvordan du gøder dine roser korrekt. 

Sådan beskærer du roserne korrekt

Moderne lave roser - storblomstrende eller buketoser - bærer blomsterne på unge skud, hvorfor en ubeskåret rose vil få "længere og længere ben" med blot en buket roser i toppen.
De lave roser skæres derfor tilbage til højst 25-35 cm over jordoverfladen.
Skær over en knop, som peger væk fra plantens midte, så kommer det nye skud til at vokse samme vej, og dét er en fordel: Det kan nemlig forebygge angreb af svampesygdomme, når der kommer lys og luft til planten og samtidig får du muligheden for at forme rosen til en harmonisk udseende busk.

Buskroser(også kaldet parkroser) og de ikke-remonterende slyngroser, bør derimod beskæres mere moderat, da de kun blomstrer på ældre grene.
Da vil beskæringen af uge buske ofte indskrænke sig til at fjerne eventuelle frostsvedne skudspiser eller meget dårligt placerede grene.
På store, ældre buske, kan man på rotationsbasis skære ældre grene tilbage, så at de yngre grene får mere plads.

Bunddækkeroserne med deres utallige, næsten liggende grene, kan oftest klare sig helt uden beskæring - men bliver de for store og høje med "lag på lag" af grene, tåler de sagtens en beskæring - endda en hård en af slagsen, hvis det skønnes nødvendigt at reducere deres størrelse betydeligt. bunddækkeroserne kan med fordel klippes med hækkesaksen.

De remonterende slyngroser (dem, der blomstrer til langt ud på efteråret) bør beskæres moderat, således at man primært bortskærer eller væsentligt reducerer grene, der er ældre end tre år, samt nipper visne skudspidser af. Kan man komme afsted med samtidig at binde unge skud ned i vandret, vil de danne blomsterknopper i hele grenens udstrækning.

Austinroserne - også kaldet engelske roser -  og deres danske pendant Renaissanceroser kan man vælge at beskære hårdt, som man ville beskære de lave roser - eller man kan beskære dem mere moderat, som man vil beskære en parkrose eller en slyngrose. De er krydsninger mellem moderne, lave roser og gameldags parkroser, og har fået de bedste egenskaber fra begge forældre: Store blomster, vidunderlig duft - og lang, lang blomstringstid, da de blomstrer både på gamle og på nye grene.


Hvornår skal man beskære roser?

Roserne skal beskæres om foråret, når risikoen for hård frost skønnes overstået. Ofte står rosen da allerede med små, friske skud i spidserne - og det kan være svært at få sig selv til at skære disse fine skud væk. Beskæring på dette tidspunkt fremmer dog dannelsen af mange små nye skud længere nede fra - og hermed får du den ønskede vækstform  med mange blomsterbærende skud og uden "lange bare ben".

Remonterende roser - både lave og høje - kan med fordel sommerbeskæres løbende.
Når du fjerner de visne blomster fra et skud - eller plukker ind til buketter - kan du med fordel skære skuddet lidt tilbage til lige over et velplaceret blad, der peger væk fra buskens midte.
På den måde opfordres rosen til at danne nye skud med nye blomster - og du bibeholder plantens harmoniske facon.

Roser, som udelukkende blomstrer i sommerperioden, danner ofte dekorative hyben efter blomstringen, så dem er der ingen grund til at sommerbeskære.
Rosernes hyben udgør et værdifuldt vinterfoder for havens fugle - og pynter i haven og i buketterne gennem den mørke sæson.

Blindskud - Undertiden efter tørre perioder, kan man se de såkaldte "blindskud" på rosen. Et helt almindeligt fint lille skud, der bare ikke danner blomsterknopper og tilsyneladende ikke har et topskud.
Blindskud kan opstå i tørre perioder eller efter perioder med meget skiftende temperaturer - klip tilbage til første pæne og velplacerede blad, snart skyder rosen atter med et normalt skud, som vil danne blomsterknopper - blomstringen kommer bare lidt senere på dette skud, end på de normalt udviklede.

Er det vildskud?

Hvor meget skal roser vandes? 

Roserne er tørstige planter og er samtidig dårlige til at vise, når de mangler vand.
De står ikke og "hænger med hovedet", før det står så galt til, at det næsten er for sent.
Derfor skal vi huske at vande dem i varme, tørre eller blæsende perioder: jorden omkring dem skal holdes fugtig, men uden stående vand i rodzonen.

Hvor meget der skal til, afhænger både af vejret og af jordtypen:
En jord, der indeholder lidt ler, holder bedre på både vand og næringsstoffer end en meget let og sandet jord. Derfor er den rosenjord du kan købe, ofte tilsat granuleret ler.
Ler eller ej - hold øje med dine roser, så de får vand når de behøver det.
Vand gerne ved rødderne, snarere end på blomster og blade. En siveslange er den oplagte løsning i større bede eller på let jord. Hermed sparer du vand, og du undgår vandpletter på rosernes sarte kronblade.
 

Test om jorden er fugtig 

Når du vil undersøge om din jord er fugtig nok, skal du lære at bruge dit skøn. Er du i tvivl, kan du i bogstaveligste forstand stikke en finger i jorden og mærke efter.
Hvis de øverste 10 cm er let fugtige mangler roserne kun sjældent vand. Du kan også tage en håndfuld jord og lade det smuldre gennem fingrene. På den måde vil du nemt kunne mærke om jorden er fugtig eller ej.
Klemmer du en håndfuld jord i knyttet hånd, skal du kunne presse enkelte dråber vand ud mellem fingrene.

Har du brug for råd til haven?  Spørg gartneren