Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Efterår i haven - goddag og farvel!

Efterårsferie, oktober, blæst og regn - og endnu nogle varme dage, hvor en lille efterårssol lokker os i haven. Hvad kan vi lave i haven nu? Læs med herunder - der er masser af hyggelige stunder i haven, selv når havebordet er pakket ned!



Goddag til nye planter!

Jorden er fugtig og stadig lun efter den varme sommer - planter du nu, vil nye rødder nærmest spurte ud i jorden - især, hvis der kommer vand fra oven!
Kommer det ikke naturligt, må du selv finde vandslangen frem, for især vintergrønne og stedsegrønne nyplantede, kan lide under frisk blæst og efterårssol, hvis ikke der følger tilstrækkelige vand med.

 Barrodsplanter og klumpplanter skal plantes, mens de er i hvile. Det er lige nu - og indtil væksten starter igen til foråret. Plant, når jorden er blød, fugtig og let af arbejde med - det gør ikke noget, at der er nattefrost allerede dagen efter plantningen - men du må ikke plante i dagfrost: frostgraderne udtørrer rødderne - og frosne jordklumper i plantehullet tør op og efterlader luftlommer i rodzonen, til skade for etableringen.

Planter i potte  kan i princippet plantes det meste af året, blot jorden er let ar arbejde med og temperaturerne er på pussiden. Plantning i vækstperioderne kræver blot, at du er noget mere opmærksom på at få vandet tilstrækkeligt. Allerede i april kan der være så tørt, at nyplantede varer kan tage skade, hvis du lige er væk på forlænget weekend i påskeferien.


Skal du have delt eksisterende stauder eller udvidet bedet med nyindkøbte, er tidspunktet også noget nær iddelt, uanset det er et lidet opmuntrende syn at købe og plante stauder udenfor vækstsæsonen, hvor ligner det rene ingenting i en sort urtepotte - men det er som det skal være: Der er aktiv rodvækst så længe jordtemperaturen i rodzonen er over 6-7 grader - og dét er den længe endnu!


Goddag til foråret!

Det er også nu du skal have forårsløgene i jorden, hvis du skal nyde synet af dem til foråret...og dét skal du da! Med den rette sammensætning af forårsløg, kan du få flere måneders ekstra blomstring forærende, hvad enten det er i krukker, i nye eller etablerede bede - eller i plænen!
Du behøver selvfølgelig ikke at gå helt amok med mange tusinde løg til en hel løgplæne som på de store herregårde. Et lille løgbånd der slynger sig over græsarealet er en smuk hilsen fra foråret allerede i februar/marts - du kan altid udvide arealet næste år!



Goddag til barrodsroser!

Vi ved, hvad vi forventer, når vi bestiller haveroser: De dejlige, duftende blomster, blanke blade og frodig vækst.  Det er bare ikke det vi modtager, når vi køber roser udenfor vækstsæsonen, fordi roser på dét tidspunkt af året sælges frisk fra produktionsmarkerne i form af barrodsroser.
En barrodsrose består af overraskende lange og kraftige rødder - og 3- og et par stilke med usynlige sovende knopper. Det ser virkelig ikke ud af noget og det bliver endnu værre når du har plantet korrekt. Den største udfordring ved at plante barrodsroser er nemlig, at de skal plantes så dybt, at der stikker forstemmende lidt op af jorden, når først plantningen er overstået.
Fortvivl dog ikke: En barrodsrose der bliver plantet nu og plantet KORREKT, bruger vinteren på at etablere sig og er klar til en nærmest eksplosiv vækst og blomstring allerede til sommer....især hvis du husker vand og gødning allerede fra april måned.




Farvel til det løvfældende - goddag til det vintergrønne!

Nålebærende stedsegrønne planter betegnes ofte med et lidt ringeagtende ord som “kirkegårdsplanter” og plantes af denne årsag alt for lidt i de danske haver, som nemt kommer til at virke nøgne og grå i vinterhalvåret, når der slet ikke er noget grønt.
Stedsegrønne og vintergrønne planter giver kulør og gør haven mere privat, når de øvrige planter smider deres løv.
Kan du virkelig ikke få over dit hjerte at plante nålestedsegrønne (ikke engang et fyrretræ eller en ceder?) er der gudskelov også mange bladbærende vintergrønne og stedsegrønne buske til at give haven vinterfarve i kinderne.

Ønsker vi en have, som hele året ser grøn og frodig ud - så må vi tænke ud af boksen - husk, at hvis blot 25% af havens planter er grønne i vinterhalvåret, vil helhedsindtrykket være en helt anden have!
De grønne planter kan for så vidt udmærket være i bunden under de løvfældende buske og træer: de står alligevel nøgne om vinteren og tillader den grønne bund at skinne igennen. Når bunden er grøn, er alting grønt!

Nu, hvor bladene falder, kan du rigtigt se hvor du mangler noget grønt - og du kan plante det med det samme!



Farvel til sommerens frugt

Sommeræbler er  bedst helt friskplukkede, og hvis der er flere, end du kan spise, kan du koge dem til grød eller presse saft og fryse ned i små portioner. Nedfaldsæbler, der har fået lidt stød, kan sagtens bruges, bare skær det plettede fra inden du laver grød - til most, kan du udmærket tillade dig at moste de brune pletter med - det hvrken ses eller smages i den færdige most!

Andre æbler kan gemmes til langt ind i det nye år. Pluk dem forsigtigt når frugten løsner sig ved et let vrid i stilken. Gem æblerne køligt og luftigt, fx i et frostfrit udhus. Hvis de ligger i flere lag, forlænger det holdbarheden at pakke det enkelte æble ind i papir.

Halvrådne æbler kan ryge direkte på komposten, eller du kan bruge dem som jorddække på bar jord i køkkenhaven.

Overvej om du har de æbler i haven, du gerne vil have. Med en kombination af forskellige sorter kan du strække æblesæsonen fra august til langt ind i det nye år.  Se de mange muligheder HER.


Ryd op uden at overdrive

En hurtig oprydning gør mirakler for det samlede udtryk. Ryd op i haven, saml haveredskaberne sammen, og sæt trillebøren oppe ved kompostbunken med bunden opad. 

En bænk og lidt havemøbler på terrassen gør haven hyggelig og beboeligt at se på hele året, og møblerne ser flotte ud også med sne på - der kommer også en vinterdag med klar sol, hvor du lige kan sidde i ti minutter og nyde haven - måske med en kop varm kakao?
Lad derfor et sæt robuste havemøbler stå ude i haven og sæt resten ind i skuret.
Tøm krukkerne med sommerblomster, plant nogle af dem til til med lyng, alunrod, eller små stedsegrønne, så de stadig pynter! Sæt tomme krukker væk og  fej terrassen.

Det kan være fristende at fjerne de visne staudetoppe, men lad være med det, for de gør godt både for dyr og planter. Fuglene vil spise af frøene i løbet af vinteren, og gavnlige insekter vil overvintre i planternes tørre stængler eller blive nyttig vinterføde for havens små sultne sangfugle. De visne toppe er også med til at beskytte de kommende skud mod barfrost og blæst i det tidlige forår. Endelig er mange frøstande utrolig smukke, når de grafiske sortbrune stængler bliver smykket med rimfrost og sne i løbet af vinteren.