Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Signe Wenneberg: Tomater - uge 21

Er det ikke skønt, med denne blanding af regn og sol? Det helt perfekte plantevejr!

Jeg har plantet hele weekenden og mandag med. Jeg har plantet ud og plantet om. Jeg har sat roser og flyttet hosta. Jeg har bundet tyve klatreplanter op ad hegnet. Jeg har ligget med hovedet nede i kompostbunken og fået den tømt ud – så jeg kan begynde på en ny omgang… Masser af sorte spande med kompost er båret rundt haven og er brugt til de nye planters huller, i højbedene og inde i drivhuset. Hvor der aldrig har været så god jord som i år. Jeg har skiftet jorden i drivhuset fuldkommen ned i 80 cm dybde. Kørt det ud. Taget ny havejord og kompost ind. Og det er en meget fin og livlig kompost. Der er orme, myrer og larver – og massen er helt sort og næringsholdig. Og hønsene kan ikke holde sig væk… Men jorden er tiltænkt tomaterne, chilierne og agurkerne.

Tomater er noget af det bedste, man kan dyrke. Man kan høste hver eneste dag i sæsonen. Og tomatplanter er ret nemme at få til at lykkes – i drivhus, på friland, i krukker, på altanen eller i køkkenvinduet i lejligheden. På italiensk hedder tomater pomodora. Det betyder guldæbler. På andre sprog hedder tomaten noget, der er afledt af det mexicanske tomate. Tomaten kommer nemlig fra Sydamerika. Frøene til tomaten er kommet til Europa med Columbus i år 1498. Og se hvad det er blevet til!

Når du dyrker tomater skal du huske:

  • Fresh TomatoesAt plante dine yndlingssorter. Du får, hvad du sår. Gerne flere slags og flere farver.
  • Men du skal også smage noget nyt hvert år! Ellers er livet kedeligt – og vi går jo ind for biodiversitet! Også når det gælder tomater. Prøv nogle gule, grønne, lilla eller kæmpe store røde. Prøv noget nyt…
  • Min bror har haft held med at tage frøene ud fra gode italienske tomater – tørre dem – og plante dem her. Prøv noget sjovt med tomater!
  • Ny jord. Jeg har prøvet at plante i plantesække. Jeg syntes, det er meget bedre direkte i jorden. Det virkede sådan lidt plasticagtigt og råddent at have planter i en pose.
  • Masser af vand. Vandingsanlæg kan hjælpe med drypvis vanding.
  • Flydende gødning i vandet. Hvis man ikke gøder, smager tomater af vand.
  • Lunt og solrigt voksested med læ. Jorden skal være over 15 grader (midt i maj og frem). Der må ikke blive over 30 grader i drivhuset. Så skal der skygges og åbnes. Ellers får tomaterne grønskjold.
  • Klip sideskuddene og topskuddene på tomater, allerede før du planter. Alle sideskud skal derefter nippes af, bare gør det med fingrene.
  • Det kan lade sig gøre at høste tomater uden at være omhyggelig med at klippe. Men der kommer flere tomater, hvis man klipper og nipper, når man alligevel går forbi. Pas på ’baby-grene’ og lad være med at såre planten unødigt. Klip i øvrigt topskud sidst på sæsonen, så planten kan nå at få de sidste tomater færdige inden frosten. Fjern de blade, der skygger for tomaterne.
  • Bind dem op med snore, der ikke skærer i planten. Enten ad bambusstokke, væg, espalier – eller op mod loftet i et drivhus.
  • Når vi når hen mod vinter: De sidste tomater, som måske er grønne, kan bruges til chutney, tomatpuré, og de kan fryses.
  • Tomatplanter er selvbestøvende. Ryst dem, når blomsterne er udsprungne, så de kan få støv ned i støvfanget.
  • Spis masser af tomater. Tomater var oprindelig en dessert. Og de bliver meget bedre af et lille skvæt rørsukker – oven på de tynde tomatskiver i tomatsalaten – før den får en god olie, salt, peber og lidt balsamico.

Uge 21 haven

  • Svalerne ankommer traditionelt omkring pinse
  • Gamle gartnere siger, at der først er frostfrit (og planteklart) efter pinse
  • De fleste syrener kan plantes ud i haven forår, sommer eller efterår. Alle syrener trives både i sol og skygge. De fleste arter bliver tætte og overdådige. Der er mere end 600 navngivne syrensorter. Det er nu, du kan finde dem, du bedst kan lide, købe dem og plante dem. Har du en syren, der er blevet for stor, så klip den tilbage ved at tage store, triste grene af efter blomstringen. En tilbageklipning giver en rigere blomstring
  • Travlhed i drivhuset. Nu kan drivhuset plantes til. Start med tomater. Vent med agurker. Agurker er meget sarte og må ikke stå i den samme jord to år i træk
  • En busktomatplante kan sættes udenfor i et varmt hjørne eller på en altan
  • Meldug fjernes med lidt atamon i opvaskevand
  • Nap hovederne af afblomstrede påskeliljer og tulipaner – hvis du flytter løg, så gem dem godt fra mus
  • Chili og peber i drivhuset skal fratages deres første 7-8 blomster, ellers bliver de små i væksten og vil være længe om at danne frugter

TIP
De bedste tomater

  • Elin, Flavorino og Aranka – gode tomater, der fås som planter overalt
  • Sungold – orange cherrytomat
  • Toftegaards mini blomme – lille 3 cm tomat med figen- og blommearoma
  • Piccolino – skøn kryddertomat
  • Brandywine – gammel bøftomat fra USA med vandmelonaroma (god til salat sammen med vandmelon)
  • Wild Goldy – gul vildtomat, på størrelse med glaskugler