Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Plant bunddække og få tid til alt det sjove!

Åh, det ukrudt! Vi har ikke lyst til at bruge den sparsomme tid i haven på lige netop lugning - men det bliver jo ved og ved at pible op, fordi naturen hader at se en vokseplads gå til spilde! Hvad gør vi?
Vi planter
 bunddække!

Et levende bunddække holder jorden dækket med kønne, blomstrende eller bærbærende planter året rundt, forhindrer udvaskning af næringsstoffer og den deraf følgende forringelse af jorden, planterne holder på jorden så der ikke kommer erosionsrevner på skråningerne - og endelig: De tager den plads op, som ukrudtet ellers ville have optaget og lukker bunden, så nyt ikke får en chance for at spire frem.
Men hvordan griber vi projektet an, så det lykkes allerede i første forsøg?


Det svære valg

Hvilken bunddækkeplante skal man dog vælge? Udvalget er jo kæmpestort?
Det første du skal tænke på er, at forskellige planter stiller forskellige krav til tilværelsen: Forskellige krav til jodbunden og til lysmængden på voksepladsen. Får du plantet krybende timian i skyggen på en våd lerjord, ender projektet med gråd og tænders gnidsel - og ligeså, hvis du får plantet Vinterglans ude på en solbeskinnet og vindblæst skråning.
Tænk over, hvilke forhold du kan byde dine bunddækkeplanter - og vælg så. Hellere undvære sin yndling, end se den mistrives på en uegnet vokseplads.
 Er du i tvivl om plantevalget, så spørg endelig Plantetorvets gartnere. Rådgivning er helt gratis - bare skriv til os!


Det vigtige forarbejde

En ting er sikkert: Bunddækkeplanter kan ikke fortrænge eksisterende ukrudt - hvis de kunne dét, var det bunddækkeplanterne vi havde som ukrudt.
Hvad de kan gøre er at forhindre nyt ukrudt i at etablere sig, så snart de selv er etableret, i god vækst og dækker jorden.

Bunddækkeplanterne skal med andre ord plantes ud på en jord, der er renset for ukrudt. Vær især opmærksom på at få rødder af flerårigt ukrudt fjernet. Dette er ukrudtstyper som skvalderkål, kvikgræs, mælkebøtte, stor nælde og padderokke.

Husk, at skråninger der er stejlere end 30 grader er svære at etablere planter på - måske du skal have ændret hældningen lidt?
Når bedet er klargjort, kan du med fordel lægge 2 cm tykt lag af jordforbedring ud på arealet og rive godt igennem, så jordforbedring blandes med din eksisterende jord. Så har du givet bunddækkeplanterne den bedste start, rent jordmæssigt


Ukrudtsdug eller ej?

Det er en temperamentssag om du ønsker at bruge tiden på at lægge ukrudtsdug ud, fastgøre den med jordspyd og derefter skære slidser i til hver enkelt plante, eller du hellere vil plante direkte i jorden og derefter renholde med hakkejern og håndlugning.
Ønsker du at bruge ukrudtsdug, anbefaler vi Biocovers, som er en både effektiv og miljøvenlig løsning.



En kærlig velkomst

Når du køber bunddækkeplanter fra Plantetorvet, leveres de direkte til din dør - eller i hvert fald til kantstenen, pakket i kasser.
Pak ud straks efter modtagelsen - vær ikke urolig, hvis en plante eller to er hoppet ud af potterne undervejs - det skal nok gå: de skal alligevel ud af potten og ned i jorden om et øjeblik!

Eller skal de? Hvis ikke du skal plante lige med det samme, må du stille de små potter med bunddækkeplanterne på en skyggefuld plads i læ, så de ikke bliver bundtørre mens de venter.
Måske bliver det nødvendigt også at vande dem en ekstra gang inden plantningen, hvis de skal vente mere end en dags tid.

Plant gerne bunddækkeplanterne inden for 1-2 dage - jo før de kommer ud i jorden hos dig, desto hurtigere etablerer de sig.


Nu skal vi plante!

Ud af potten, ned i jorden - dét kan ikke være meget nemmere.
Skal du plante rigtig mange bunddækkeplanter, kan der være en fordel i at klargøre planterne bakkevis, d.v.s. at tage alle planter i en bakke ud af potterne og stille dem tilbage i bakkens huller.
Så har du dem lige ved hånden i bakkerne, klar til at plante ud - og skal ikke efterlade dig et spor af tomme potter, som derefter skal samles ind.
På denne måde har du også fat i alle planter før plantningen og kan nå at vande enkeltplanter op, hvis ikke deres rodklump er fugtig og vandmættet.

Bunddækkeplanterne skal ende med at stå i næsten samme dybde som de har gjort i potterne - du må gerne plante dem LIDT dybere, fordi jorden undertiden arbejder lidt og potteklumpen kan komme til at “stå på tæer” og stikke op over jorden, hvis ikke der lige er en enkelt centimeter at gøre godt med. Men ikke dybere end dét.
Orker du ikke at grave alle de mange små huller med håndskovl, kan du købe det smarteste stykke værktøj til formålet: et 8 cm plantebor, lige til at montere på den batteridrevne skruemaskine!

Giv dine bunddækkeplanter den allerbedste start: et drys Planteaktivator i hvert lille plantehul før du putter en nye plante i, er en god investering i plantens fremtid. Planteaktivator booster rodvæksten med op til 700% og hjælper planterne hurtigt i gang.
Tryk efter endt plantning jorden sammen omkring den nye plante. Har du brugt ukrudtsdug, folder du til slut dugen godt ind omkring plantens rodhals, så du ikke efterlader flagrende stykker, som vinden kan trække i. Måske der blev brug for et ekstra spyd et sted?



Færdigt arbejde?

Nu er plantearbejdet færdigt. Hvis der er brugt ukrudtsdug, er det ikke direkte nødvendigt at gøre mere ved bedets overflade nu - med mindre du har lyst at forskønne den lidt med et lag bark, flis eller måske kakaoskaller.
Er der bar jord mellem planterne, vil det være en rigtig god ide igen at tage fat i jordforbedringen og lægge et lille fint toplag, der kan bremse fordampning fra jordoverfladen og være med til at hindre ukrudtsfrø i jorden fra at spire frem!



Uden mad og drikke..

Det er jo ikke altid der kommer vand nok fra oven, sådan helt automatisk -  og så må du vande!
Især ved forårsplantning skal du være opmærksom på de unge planters vandbehov, for ikke at det nye bunddække skal gå helt i stå i væksten - eller dø!
Undertiden kan det være nødvendigt at vande unge bunddækkeplanter næsten dagligt, hvis vejret er varmt, tørt eller blæsende - og enhver kombination af disse tre vejrforhold. 

Har du plantet på en skrænt er det altid en risikabel affære at vande med haveslangen: vandtrykket er højt og du risikerer at strålen skyller vand væk fra planterne - og at vandet kommer så hurtigt, at planterne ikke kan nå at optage det, før det er løbet ned, ned ned til bunden af skråningen. Undertiden har vandstrømmen endda taget noget af skræntens jord med sig ned eller dannet erosionsfurer på skrænten mellem planterne.

Denne udvikling kan naturligvis ikke vare ved ret længe, før det begynder at kunne ses på skræntens øverste halvdel, at planterne konsekvent bliver snydt for deres livsnødvendige vand. Vi må gøre noget!


Der kan være en rigtig god ide i at etablere et anlæg med minisprinklere på et sådant område. De små sprinklere kobles til den vandførende hovedslange med hulværktøjet og så er du klar: Sprinklerne spreder vandet jævnt, i et tempo hvor planterne kan nå at optage det - og i så små dråber, at der ikke laves erosionsrender. Sprinklerne dækker hver over et areal på omkring 3 meter i diameter.

Efter en sæson eller to med korrekt vanding, renholdning og gødskning er bunddækket i reglen så godt etableret, at det fremover kan klare sig med det vand, som vejrguderne leverer og den næring der frigøres ved mikroorganismers arbejde.
Vil du alligevel give bunddækket lidt ekstra at leve af, kan du fortsætte med den samme gode, organiske gødning som du brugte i etableringsfasen.


Hvad skal vi så lave?

Når bunden er grøn, er alting grønt - og du har masser af tid til at nyde din have. Gå alligevel en lille tur omkring bunddækket forår og efterår og hold lidt øje med, om der trods det frodige bunddække alligevel har sneget sig en fræk mælkebøtte ind - eller en tot rapgræs.
Snup dem med en lugegaffel mens de er små - det er meget nemmere og hurtigere end at lade dem blive store og sætte frø, der kan så sig selv andre steder i haven!