Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

UGE 25 – Nu er det snart Sankt Hans

… vi synger din lov over vej, over gade, vi kranser dit navn, når vor høst er i lade, men den skønneste krans bli’r dog din, sankte Hans …

Sådan synger vi Sankt Hans aften i vores nabos have og nede på stranden. Det er en milepæl i haven, når vi når til Sankt Hans. Natten er lys. Men nu vender det. Desværre. Det skal vi ikke pive over – alt det lys vi har fået til nu og al den varme og al den gode regn, har givet os den frodighed vi ser i haven lige nu. God Sankt Hans!

Denne uge i haven

  • Sommerfugle flyver parringsdans
  • Måske er solsorten allerede i gang med sit andet kuld unger
  • Der er dyreunger i haven. Også fugleunger – fx hos vipstjerten og musvitten
  • Det er nu, rådyrene føder deres hvidplettede lam
  •  Valmuer blomstrer. Husk at notere dig, hvilke farver de har, så du kan tage frø fra de smukkeste senere hen på sommeren
  • Ryd op i alt det, der har hobet sig op i haven. Bålet sankthansaften er alle tiders mulighed for at få brændt grene og kviste. Men ikke alt. Det er nødvendigt at have en bunke med kviste i et hjørne i haven til biller med mere (tager sig af bladlus med mere)
  • Hav altid spande med vand, når der er bål
  • Lav snobrødspinde af hasselgrene – det er fint at få tyndet ud i nøddehegnet. Men lav dem aldrig af den giftige guldregn
  • Lav en heks, brug to grene, en strømpe fyldt med blade og udklædning
  • De sidste rabarbere bør trækkes inden sankthans. De kan fryses i småstykker i fryseposer. Senere bliver indholdet af oxalsyre for besk
  • Aspargessæsonen slutter – skær de sidste og nyd dem med smør og salt
  • Det er sommersolhverv – nu går det den modsatte vej med lyset
  • Husk at klippe hækken inden Sankt Hans
  • Sæt børnene til at plukke mælkebøtter til kranse (hurra, de der plukkes, sår ikke sig selv)
  • Husk hyldeblomsterne. Brug dem til saft, i isterningerne eller måske til pandekagedej
  • Klip en gren af en sommerfuglebusk og vupti, du har en sommerfuglebusk. Du skal bare trække de nederste blade af og sætte den i jorden eller i en potte, så kommer den
  • Akelejer forvilder sig de underligste steder hen i haven, fordi de spreder sig fra frø. Flyt dem gerne med nænsom hånd til mere hensigtsmæssige steder
  • Fjern sideskud på tomatplanterne
  • Tynd ud i frugterne på træerne sidst i juni. Brug de små bitte frugter til buketter
  • Tynd ud i det, der er plantet tidligt (fx gulerødder). Se afstanden på frøposen
  • Husk skilte til nye bede – skriv på træskilte med blyant eller med en ”garden marker”
  • Gem dine frøposer et forsvarligt sted (tørt og væk fra mus og kryb)
  • Hvis det mod forventning ikke regner, så vand hortensierne godt. De kræver meget vand i øjeblikket
  • Fyld huller i køkkenhaven op med kompost