Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Vild med bambus

Bambus er med sit lette og ensartede udtryk det perfekte match til alle former for moderne arkitektur. Ikke mindst til det klassiske skandinaviske parcelhus, hvor det ser helt fantastisk ud, når den høje slanke græs spejler sig i de store glasflader og bløder op på husets stramme linjer uden at forplumre det enkle og grafiske udtryk. 

Bambus er stedsegrøn, afskærmende, lydabsorberende og har et flot grafisk udtryk. Den er oven i købet robust, hurtigt voksende og nem at dyrke, og lige nu er det helt rigtige tidspunkt at plante på.

Bladene kan være dunede, glatte, glinsende grønne, lyse, stribede eller blågrønne, og stokkene kan være gule, sortbrune eller grønne. Hver stamme lever typisk nogle år, hvorefter den visner. De døde stokke af er nemme at fjerne og kan genbruges f.eks. som støttepinde til havens stauder og sommerblomster eller som et let og praktisk hegns-materiale.

Indret med bambus

Bambus er robust og nem at dyrke. Mange arter er vintergrønne og gør haven smuk og levende at se på hele året. Særlig fin er den i naturhaven eller i en lidt minimalistisk "grøn have sammen med prydgræsser, bregner og mos.

Bambus fungerer fint som rumdeler, som solitærplante og som en klippet eller uklippet hæk. Den op til 4 meter høje græs giver bevægelse, lethed, højde og struktur, lukker af for indkik og er perfekt f.eks. som afskærmning omkring terrassen. Den har en god lydabsorberende effekt, og den fine susen i bladene lægger et blødt filter over trafikstøj og naboens aktivitet med græsslåmaskinen.

Dyrkning af bambus

Bambus trives på en god havejord i sol eller halvskygge. Normalt siger man, at forår og efterår er de bedste tidspunkter at plante på, men faktisk er sommeren også et rigtig godt valg, når det gælder bambus. Den varme jord sætter nemlig gang i væksten og giver planten en perfekt start på det nye voksested. Hvis du planter om sommeren, er det selvfølgelig ekstra vigtigt, at du er flittig til at vande, og her kan en siveslange være en god hjælp.

Når du planter er det især vigtigt at løsne jorden godt i en dybde på ca. 50 cm. Bambus trives nemlig bedst i en blød og let jord. Bland også gerne ca. 20% jordforbedring eller spagnum i plantejorden. Pas din bambus med vand i hele den første plantesæson og giv lidt gødning tre gange i løbet af sæsonen. Det vil fremme en sund og frodig vækst.

De fleste af de over 200 forskellige arter af bambus stammer fra Sydøstasien. 

Nogle arter, f.eks. Fargesia blomstrer efter 80-100 år, hvorefter de visner ned og dør. Andre arter blomstrer lidt oftere, og ikke alle dør efter blomstringen.

I Danmark dyrker vi især 3 arter, som alle er grønne hele året og tåler vores våde og kolde vinter.

Gul bambus

Fargesia murielae 'Rufa' 

Gul Bambus 'Rufa' er en af de mest robuste, hurtigt voksende og nemme sorter. 

Stammerne bliver 200 - 250 cm høje med en overhængende vækst og med æblegrønne blade, der holder sig pæne i selv en meget hård vinter. 

Sorten er god som solitær plante, i grupper eller som klippet eller uklippet hæk.

Sort bambus 

Fargesia nitida 'Trifina' 

Sort Bambus har utrolig smukke mørke eller helt sorte stammer og fine grønne blade. 

Sorten er hurtigt voksende, hårdfør og et godt valg til en vindudsat hæk. 

Den bliver 300 - 350 cm høj.

Japansk bambus 

Pseudosasa japonica 

Japansk bambus kan blive 400 - 600 cm høj. 

Den har en middelhurtig vækst, skal helst gødes 2-3 gange om året og er fuldt ud hårdfør til det danske klima.


Dette var kort fortalt om nogle af de skønne sorter af bambus, der findes på markedet i dag.

Vil du gerne se flere dejlige bambus, så kan du følge linket her.