Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Guide: Beskæring af prydgræsser

Mosebunke er smuk i efteråret, når solen lyser på de brune aks.

Når foråret er over os, er det tid til at beskære havens forskellige prydgræsser.

I denne artikel kan du læse en guide der indeholder al den nødvendige information om beskæring af prydgræsser og hvornår det skal gøres.

Lad os komme i gang!

Tidspunkt for beskæring af prydgræs

Oftest vil man vælge at beskære sine græsser om foråret, inden den nye vækst begynder.

Dette naturligvis, for at kunne nyde synet af de dekorative aks så længe som muligt, men også for at give især de sartere græsser den beskyttelse, som den visne top giver planten. Naturens egen vinterdækning, om man så må sige.

Sidst men ikke mindst vil frøstandene give mange fugle mad i den kolde tid og diverse insekter og dyr kan søge ly og læ i de visne aks.

Hvor meget skal der klippes af?

Elefantgræs får meget høje frøstande, der gulner om efteråret , men stadig står smukt hele vinteren og pryder i haven.

De fleste prydgræsser visner helt ned om vinteren og starter hvert år forfra fra underjordiske skud. Her kan man med ro i sindet klippe hele den tørre top af tæt på jordoverfladen. Klip i foråret, inden væksten starter for alvor, så du ikke af vanvare klipper spidserne af alle de nye skud og dermed forsinker deres udvikling.

Enkelte græsser og halvgræsser har vintergrønne blade, som naturligvis ikke skal klippes af.
Er der frostsvedne skudspidser eller gulnede blade, kan de uden større besvær plukkes af, når man ser dem.


Omplantning og reducering af græsser

Lampepudsergræs har karakteristiske 'rævehaler' som lyser smukt op i solen.

Især udløberdannende græsser kan efter nogle år trives så godt, at de kommer til at fylde alt for meget. Ældre klumpdannende græsser kan også med alderen blive hule i midten af klumpen - og da trænger de til en foryngelseskur: Det tidlige forår er tidspunktet, hvor græsserne kan graves op og deles eller reduceres, så der stadig er plads til naboplanterne. 

De mindre prydgræsser er nemme at håndtere, da de har mindre rødder og sjældent breder sig så kraftigt.
De store prydgræsser, derimod, kan have meget kraftige og næsten træagtige rødder, som kan være vanskelige at regulere. Redskaber som spade, greb og økser kan nemt komme på tale, når de kraftige græsser skal deles eller beskæres i rodklumpen.

Har man prydgræsser i krukker, kan det undertiden blive nødvendigt at omplante til større forhold - eller dele rodklumpen og blot genplante en mindre del, hvis der fortsat skal være harmoni i beplantningen.

Du kan læse meget mere om prydgræsser i krukker i vores artikel 'Få succes med prydgræs i krukker'