Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Hæk i lav højde

Ikke alle steder er det nødvendigt med en høj hæk. Måske du blot skal have en lille lav afgrænsning af forhaven, rosenbedet eller havebassinet - eller måske har du en udsigt, som ikke skal forstyrres, selv om du stadig ønsker at markere havens afgrænsning mod naturen.



I form

Alle de klassiske hækplanter kan teoretisk set holdes knæhøje eller endnu lavere, blot du er flittig med saksen. På grund af deres naturlige vækstkraft, vil det nemlig kræve flere årlige klipninger, hvis de små hække skal “holde formen”.

Planter med mere moderat tilvækst kan derimod klare sig med én årlig klipning og stadig stå skarpt.
Husk, at rund også er en form! Den klippede hæk behøver ikke at være en regelret firkant.
En lav afgrænsning, der slynger sig og danner organiske former, kan gøre hele haverummet anderledes spændende, end hvis det blot er “en grøn mur”.
Fortryder du efter nogle år, kan du altid vende tilbage til den klassiske hækform…eller omvendt, lade hækken “få knaster” hvis du får lyst til at eksperimentere med de grønne former i havens rum.

Planter særligt egnet til små, formklippede hække

buksbom
myrtegedeblad
ligustergedeblad
taks
benved
cotoneaster
dværgkristtorn


Den lave blomstrende hæk

Ikke alle lave hække er formklippede. Mange mindre buske og halvbuske egner sig glimrende til at danne fine, afrundede, lave hække i eller omkring haverne, f.eks. hvor du gerne vil bevare en udsigt, eller hvor det kun er nødvendigt med en let markering af havens grænser og overgange.
Bemærk dog, at uklippede hække altid tager lidt mere plads i bredden.
Klippes de blot ind i siderne, vil de med tiden blive bare forneden, så giv dem endelig pladsen, hvor det er muligt, så de kan belønne dig med tæt og fin vækst helt ned til jorden.



Planter egnet til små, fritvoksende eller moderat klippede hække

lav kirsebærlaurbær
dværgsyren
træagtig hortensia
potentilla
japankvæde
lave spiræa
perikon
lille stjernetop
buketroser
dværgbambus
lavendel
kortlæbe

Skal der beskæring til tåler kortlæbe, dværgsyren, lav kirsebærlaurbær og japankvæde decideret klipning med hækkesaks lige efter endt blomstring.
Potentilla, perikon, træagtig hortensia, lave spiræa, lavendel og buketroser tåler nedklipning i det tidlige forår uden at miste blomst.
Lille stjernetop foretrækker en let udtynding af ældre grene, når beskæring er nødvendig.

Her slutter haven! Men udsigten fortsætter. Klippet hæk af småbladet buksbom 


Fandt du din favorit? Ellers spørg gartnerne! Her på plantetorvet er vi fulde af gode ideer og hjælper dig gerne med at finde den perfekte hæk til netop DIN have.