Hæk på top 5 - de klassiske

Hækken er dét der ændrer et stykke forblæst markjord til en have. Den ændrer nybyggerkvarterets klondyke-look til grønne rum. Den giver læ, den giver privatliv, og den indrammer og opdeler havens rum.

Men først skal hækken vælges! Dermed bliver hækken også en øvelse i samarbejde mellem nye naboer - og mellem gamle naboer, når en trofast hæk begynder at lide så alvorligt af alderdomssvækkelse, at der skal en ny til.
Nogle gange er det nemt: Grundejerforeningen eller kommunen har udstukket regler for, hvilke hækplanter der skal bruges i kvarteret. Er vi heldige, så passer i hvert fald een af hækkene til den jordtype vi har i området - og så er valget jo nemt.

Er valget frit, bliver det straks mere udfordrende, for der er næsten alt for meget at vælge mellem.
Det er muligt at have klippet og uklippet hæk af helt utroligt mange forskellige planter - ildtorn, ribs, kirsebærkornel og forsythia. Hortensia, rhododendron og fyr. Lærk, bambus og cotoneaster. Røn, tjørn og lind. Bærmispel, sargentsæble, fjeldribs, berberis. Sitkagran og bjergfyr.

Ja, muligheder er der nok af - og alligevel er der klassikere.
Læs herunder om de trofaste hækplanter, som gennem årtier og århundreder har kantet de danske haver.

Bøgehækken

Bøgehækken er vinderen på mange parametre: Den er sund og længelevende, den trives på de fleste jorder, blot der ikke er stående vand - og den vokser og trives under de næsten alle lysforhold.

Bøgen tåler vind og hård beskæring og kan holdes slank eller bred, lav eller høj.
Verdens største klippede bøgehæk er ikke mindre end 30 meter høj og blev plantet i 1745 i skotland - så bøgehækken kan udmærket blive hækken for livet og for de kommende generationer.
På grund af sit gennemgående topskud og bøgens evne til at danne såkaldt bladmosaik med overlappende skud, kan bøgehækken klippes ganske smal og stadig være helt tæt.

Både som træ og som hæk, er bøgen kendt for sit lysende grønne forårsløv.
Senere på året bliver den mere diskret mørkegrøn og overlader det til havens andre planter at være iøjnefaldende, indtil efteråret sætter ind og farver hækkens blade smukt gyldenbrune.
De tørre blade bliver siddende hele vinteren til læ og beskyttelse. Først i marts falder de til jorden - ganske kort før et nyt, lysende grønt forår melder sin ankomst.
Bøgen har også en rødbladet form - rødbøgen - som er sjældnere og derfor dyrere at producere. Som hækplante opfører den sig nøjagtigt som den grønne form, blot med en smule langsommere vækst - og med  iøjnefaldende blodrøde blade i stedet for de vanlige lysegrønne.

Af og til forveksles bøgehækken med avnbøgen, der som klippet hæk også bevarer en del blade om vinteren. Der er dog tale om to helt forskellige planter, som end ikke tilhører samme familie. Avnbøg er en slægtning til hassel og birk og ligner kun for det overfladiske blik den “rigtige” bøg. 

Ligusterhækken

Ligusterhækken er af gode grunde villahavens kendetegn.
Den almindelige liguster er hurtigt voksende - især i ungdommen, hvor behovet for tilvækst er størst. Den er let at formere ved stiklinger, hvilket gør den til en økonomisk overkommelig hækplante, og den har endda grønne blade året rundt- omend den af overlevelsestekniske årsager kan vælge at kaste nogle af bladene i hårde tider.
Endelig er den almindelige liguster meget lidt kræsen med hvilke levevilkår den bydes, hvilket især er en fordel i nybyggerkvarterer, hvor jordens kvalitet ofte kan være mindre optimal.
Liguster kan som fritvoksende blive op til 4 meter høj og næsten lige så bred. Som klippet hæk, kan den derimod formes som haveejeren vil.
I juni/juli måned får ligusterhækken duftende, cremehvide blomster, der næsten kan minde om småbitte syrenblomster - og af gode grunde: syren og liguster er tæt beslægtede.
Hvis ikke du klipper hækken før eller umiddelbart efter blomstringen, vil blomsterne efterfølgende udvikle sig til dekorative, sorte bær.
Bærrene har ingen spiselige kvaliteter for os mennesker, og anbefales heller ikke som fødevare - men havens fugle, derimod, anser bærrene for en delikatesse og de udgør en vigtig foderkilde i eftersommeren.

Den almindelige liguster har en storbladet kollega  - kaldet stedsegrøn liguster, eller storbladet liguster. Denne har væsentligt større og blankere blade end den almindelige liguster, ligesom blomsterne også er større og mere iøjnefaldende.
Den storbladede liguster er decideret stedsegrøn: Den har ikke mulighed for at kaste blade “i utide” og er derfor bedst egnet på mindre udsatte områder.
Ellers ligner den på alle måder den almindelige liguster, og er et smukt alternativ til denne.

Thuja

Thuja har været brugt som hæk og som læhegn i Danmark i mange år.
Grundet dens evne til at danne gennemgående topskud, kan den selv som høj hæk holdes ganske smal.
Uanset om du ønsker dig en tæt, høj og slank hæk, en bred og afrundet hæk på naturgrunden - eller en helt lille og lav fodhæk omkring rosenbedet, så er thuja det rigtige valg.

Thuja er en nøjsom plante, der trives under langt de fleste forhold, blot der ikke er stående vand. Bedste tæthed og nålefarve opnås på en lys eller halvskygget plads.

Thuja har bløde, duftende nåle i fjerformede skudsystemer og holder sig grøn og frodig året rundt. Det perfekte redeskjul for havens småfugle, der også gerne spiser frøene i de bittesmå kogler, som undertiden ses i gamle thuja.

Den mest populære sort til hæk er Thuja occidentalis 'Brabant', der vokser ensartet og jævnt i bred søjleform, hvis ikke du holder den som klippet hæk.
Ønsker du en slankere hæk med tættere og mere kompakt vækst, som du måske helt kan undgå at klippe, skal du vælge Thuja occidentalis 'Smaragd'.
Haster det med at få privatliv, kan du kigge på Thuja ‘Martin’ som især i ungdommen vokser meget kraftigt. Som ekstra bonus kan Martin i vinterperioder få et smukt, bronzefarvet skær over sig. Det forsvinder dog hurtigt igen, så snart foråret kommer med varmen, men giver en fin kontrastvirkning til andre vintergrønne eller stedsegrønne planter- Fristes du til at klippe lidt af de fine, bronzefarvede skudspidser til brug i en juledekoration? Dét kan du roligt gøre, for også om vinteren tåler thuja at blive klippet.

Kirsebærlaurbær

Især til ejendomme og haver, hvor der tilstræbes et arkitektonisk enkelt udtryk, udgør den bladbærende, stedsegrønne plante en flot og uforanderligt grøn afgrænsning af haven.
Kirsebærlaurbær fungerer både som klippet og uklippet hæk og findes i en del sorter, som primært afviger fra hinanden i vækstformen.
Vælger du den rette sort, kan du få en hæk med lige den facon du ønsker dig - næsten uden brug af hæksaksen!
Alle kirsebærlaurbær er stedsegrønne og har blanke, læderagtige blade året rundt. Ældre buske blomstrer i højsommeren med slanke, oprette blomsterstande, som hvide, let duftende “lys” af blomster, der senere udvikler sig til sorte bær.Bærrene er ikke velsmagende for menneskers munde - men bærædende fugle snupper dem hurtigt - så hurtigt, at man undertiden slet ikke opdager, at der var bær i hækken.

Kirsebærlaurbær står bedst placeret i god, veldrænet havejord på en let skygget plads - i læ. De store blade kan svides af vind og af stærk sol, især i vinterperioden eller i det tidlige forår, hvor jorden er frosset og den tidlige morgensol er skarp og kold.

Kirsebærlaurbær er hjemmehørende i sydøsteuropa og sydvestlige egne af asien. Den har dog en slægtning i portugal - den portugisiske kirsebærlaurbær.
Denne har lidt mindre blade, som er knapt så blanke som på almindelig kirsebærlaurbær. Bladene er meget mørkegrønne, hver med en fin mørkerød bladstilk, der giver en smuk kontrastvirkning. Den portugisiske kirsebærlaurbær trives under de samme forhold som den almindelige kirsebærlaurbær, dog bedst uden for områder hvor der ses sen og hård nattefrost.

Spiræa

De store hvide spiræa kaldes populært for snedrivebuske - og det forstår man, når man ser dem dækket af deres utallige, let duftende, små blomster.
En fritvoksende hæk af spiræa er som en overdådig flødeskumskant på en lagkage
Men ikke kun blomstringen gør spiræa til en dejlig hæk - de små, friskgrønne blade og de mange tynde grene giver på samme tid en tæt hæk og et let og luftigt indtryk.
Når efteråret kommer, sætter kulden ild i spiræahækken, hvis blade skifter til lysende orange og gyldne høstfarver. 

Spiræa blomstrer og gror bedst på en lys til halvskygget plads. I skygge bliver hækken for “tynd” og blomstringen kan blive sparsom.
Med hensyn til jorden, er spiræa derimod ikke kræsen. Den vokser i de fleste jordtyper, ganske uanfægtet, så længe den ikke skal stå “med fødderne i vand”

De hvide spiræa afviger primært fra hinanden i blomsterstandenes facon. Vil du have runde, tætte hoveder af blomster, skal du se på Buketspiræa med det knapt så mundrette botaniske navn  'Spiraea x vanhouttei' - vil du hellere have lange, elegante "haler" af blomst, skal du se på 'Grefsheim' og 'Snowmound'.
Til de mere udsatte stedet kan du få brug for Spiraea arguta som er den mest hårdføre og kraftigt voksende type af spiræa med hvide blomster.

Fandt du din nye hæk blandt klassikerne? Ellers lad os lede dig gennem labyrinten til den helt rigtige hæk!  Læs artiklen her eller  Spørg gartneren, hvis du har andre ønsker til rammen om din have - vi er fulde af gode ideer og de er helt gratis!