Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Det er ikke løgn - det er løg!

Løg er uundværlige i madlavningen - og i køkkenhaven.
Også i prydhaven sniger der sig løg ind - rigtige, spiselige løg.
Løgfamilien er nemlig kæmpe stor og de mange medlemmer ligner ikke nødvendigvis hinanden af udseende - ikke ved første øjekast, i hvert fald.

Læs med herunder  - vi fylder dig ikke med løgn, men fylder gerne din have med LØG.

Ikke mange overvejer at køkkenhavens porrer har en kusine i staudebedet, før pludselig en dag en porre er “rendt i stok” og stolt frembærer en kæmpestor kugleformet blomsterstand - sødt duftende og summende af bier.
Da bliver slægtskabet til de store prydløg pludselig meget synlig - som afskåret i vasen eller tørret i en dekoration, er det svært at se, at de fine blomsterkugler ikke er taget fra skærehave eller staudebed, men klippet i køkkenhaven.
På samme måde ser vi familieligheden, når vi i en periode ikke har klippet af purløgene, og de pludselig står helt fyldt med kugleformede, lyslilla blomster: De ligner jo næsten små slægtninge til ‘Millenium’ og ‘Little Sapphire’?
Og dét er de også. Deres danske navn er kantløg, men deres blade kan spises. nøjagtigt som du ville spise purløg, pibeløg, kinesisk purløg, ramsløg eller andre af de staudeagtige løg. 
Hvis ikke du nænner at klippe af dem til salaten eller gryderetten, så er der andre, der er glade for prydløgene: Alle de små vingede insekter, der lever af nektar og pollen, søger nemlig de kugleformede blomster i stort antal.


Skønhed i kugleform

Prydløg er en helt utroligt nem plante, som giver enorme mængder af skønhed til gengæld for blot den mindste indsats: At du et efterår lægger løgene i jorden på et veldrænet sted - gerne i sol eller halvskygge - og derefter bare venter.
Løgene blomstrer allerede første år efter de er lagt - og i modsætning til mange stærkt forædlede løgplanter - tulipaner, især - som lige så stille “forsvinder” fra bedene igen, så vender løgene tilbage år efter år efter år - det er helt magisk!

Prydløgenes blomsterkugler holdes højt på lange, stærke stængler, og de er perfekte til buketter - eller blot til forårsinteresse blandt senere stauder eller mellem roserne - og naturligvis i vaserne!
Ikke bare er de smukke blomster fremragende i buketter, hvor de holder længe - de danner også dekorative frøstande, som kan bruges grønne i friske buketter, eller tørres til vinterens dekorationer.

Nænner du ikke at klippe af de fine blomster, så lad dem roligt stå: De bliver ved at pynte, selv længe efter de er tørret ind. Som svævende balloner mellem rosenhovederne, over de lave stauders kupler , over bregnernes fjerlignende blade - eller i en hel blomstereng i græsset mellem havens træer!


Hvordan?

Pottegroede planter, kan plantes når som helst at jorden er let at arbejde i - men Alliumløg skal lægges i jorden om efteråret.

Er der tale om et helt nyetableret bed, kan du nemt grave en hel rende gennem bedet og lægge virkelig mange på én gang.
Er din jord meget tung, kan den med fordel forbedres ved tilførsel af et 5 cm lag af halvt vasket grus og halvt jordforbedring inden du lægger løgene - og planter, hvad der nu ellers skal gro i bedet.

I plænen kan du skrælle græstørven tykt af med en spade, lægge løgene ned - og rulle tørven tilbage bagefter, hvor den vil vokse videre, som om intet var hændt.

I etablerede bede mellem stauder, prydgræsser, bregner eller roser, må du grave enkelthuller mellem de eksisterende planter og lægge 1-5 løg i hvert hul, afhængig af typen af løg. Spar ikke på løgene - de er smukkest i større driver gennem bedet. Enkeltvis kan det give et lidt “nærigt” udtryk.

Når du graver huller eller render, skal de være mindst dobbelt så dybe, som løget er højt - så du kan dække løget med et lag jord, der er mindst lige så tykt, som løget er højt.

Afstanden mellem løgene bør være mindst 3 gange løgets bredde, så der er plads til udvikling og potentiel dannelse af sideløg.
For små og mellemstore løg (såsom 'Purple Sensation') er dette omkring 10-15 cm, og for de større sorter (såsom 'Purple Rain') er den omkring 20-30 cm afstand - også for at få “luft” mellem de store blomster.
Kæmper som 'Globemaster' skal være 30-45 cm fra hinanden for ikke at nikke hinanden skaller med deres smukke hoveder.

Placer dine løg i bunden af renden/hullet og dæk dem derefter til – hvis det er på meget tung jord, blandes gerne lidt ekstra grus i jorden i samme ombæring.
Tryk til slut jorden fast, så der ikke er luftlommer.


Også i krukker?

Ja - også i krukker, kummer og kasser, kan du dyrke de smukke prydløg, blot du tager hensyn til læggedybden, som skal overholdes.
Et løg, der er lagt for overfladisk, har ingen støtte ved stilkbasis og vægten af de tunge blomsterhoveder kan vippe løgene op af jorden, når det blæser - eller blot trække deres rødder over. Skal løgene plantes ud i haven efter endt sæson, kan du lægge løgene tættere end du ville gøre i et bed - men skal de stå i krukken fra år til år, skal du overholde læggeafstanden, så at der er plads til udvikling - også hos følgeplanterne.

Nok er prydløg fantastisk dekorative alene...men i kombination med passende planter, forøges skønheden mangefold. Lægger du de store prydløg med de brede blade, kan følgeplanter ikke bare være et dekorativt bagtæppe for prydløgenes kugler - men en nødvendighed: De store prydløgs frodige grønne løv visner nemlig ned idet blomsterknopperne dannes, nøjagtigt som på skovens vilde ramsløg.

Alt efter temperament og kontekst kan det være en raffineret detalje med “tomme” krukker eller grusflader kronet med de imponerende blomster på helt nøgne stilke - eller en det kan være et sørgeligt syn med et halvskaldet bed, hvor man havde forestillet sig grøn frodighed OG prydløgsblomster.
Du bestemmer - og der kan sagtens være plads til frodighed “ovenpå” eller mellem løgene, hvis det passer bedst til netop DIN havestil.


Sæsonen er slut - en ny er på vej

Til slut, når frøene modnes i eftersommeren, åbner frøstandene deres små kamre - og ud drysser tusinder af små, sorte løgfrø.
Vi kan samle dem ind og så dem i rækker et sted, hvor der er plads til overs, for de spirer villigt. Men husk, hvor du såede dem - for ellers kommer du med stor sandsynlighed til at luge dem væk, inden de blomstrer.
De små frøplanter ligner nemlig til forveksling græsstrå eller forvildede purløg, når de spirer - og de små totter må rykkes ud på afstand, for ikke at kvæle hinanden.

Først efter 2-3 år, begynder de at være store nok og have oplagsnæring nok i deres løg, til at ville blomstre. Og så bliver det spændende: Ligner de moderen? Det er ikke alle børn, der gør dét jo - og måske har du fået en helt afvigende farve eller form blandt dine hjemmedyrkede prydløg?

Sorter som Medusa, Art og Hair er opstået gennem frøformering og ved spontane mutationer og herefter opformeret vegetativt ved fradeling af sideløg og på samme måde - via frøformering - er der undertiden opstået nye farvevarianter eller en på anden måde afvigende blomst: ekstra stor, ekstra tæt, ekstra hvid - ekstra mørk -eller måske endda farveskiftende som Chamaeleon. 

Takket være årvågne de botanikere, som i sin tid opdagede prydløgenes dekorative evner - og de mange gartnere og haveejere der gennem tiderne  har opdaget afvigende planter i mængden af frøplanter eller sågar selv har lavet kontrollerede bestøvninger år efter år, med et helt særligt udtryk for øje, kan du nu få en prydløg til enhver lejlighed: nikkende klokkeformede blomster, små ægformede mørkerøde stande, store, åbne stande af stjerneformede blomster, lysende gule, hvide som sne eller alle de mange nuancer af gammelrosa, violet og lilla, som du overhovedet kan ønske dig.

 
Hvilke prydløg skal DU have?  
Se hele sortimentet her og husk - det er ikke nødvendigt at nøjes med én type!

husk, du kan altid spørge gartnerne, hvis du mangler inspiration - vi er fulde af gode, gratis ideer