Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Når der kommer noget i vejen - barrodsplanter i indslag

Nogle gange sker der jo uventede ting, som gør at planerne skrider og de nyindkøbte planter ikke kommer i jorden. Det kan gå med planter i potter, dem kan vi holde vande i en periode - men hvad gør vi med de barrodede? Roserne, hækplanterne, de mange nye småplanter til læhegnet?
Jo, nu skal du bare høre!

En kort forsinkelse
Barrodsplanter bliver leveret i lukkede poser, og er der blot tale om en kortere forsinkelse, bør du lade planterne blive i posen, indtil de skal plantes.
Stil poserne så køligt og så skyggefuldt som muligt - på nordsiden af huset f.eks. og plant så hurtigt som muligt.
Kan du ikke nå at plante inden for 1-2 døgn, så bør du i stedet lave et indslag til hækplanterne og få dem pakket ud, så de ikke tager skade af varmen i posen.


Et indslag?

Et indslag laves ved at du graver en rende. Du kan med fordel grave renden, hvor hækken senere skal plantes. Planterne "slås ind" i hele bundter, der hvor du vil plante de sidste planter i rækken.

Planterne tages ud af sækkene bundt for bundt, og sættes skråt ned i renden.
Den opgravede jord fyldes ned om planterne, og jorden trædes til, så den slutter godt ind om rødderne. Kast jord på, til niveauet er ca. 5 cm under den omkring liggende jord og fyld nu renden med vand. Når dette er sunket ned, fyldes op igen med vand, indtil jorden er gennemvandet.
Synker jorden sammen ved vandingen, så rødderne ikke længere er helt dækket af jord, må du fylde mere på.

I indslaget kan planterne stå i længere tid - blot du sørger for at indslaget ikke tørrer ud -men stadig skal de plantes ud indenfor den naturlige hvileperiode.
Inden du pakker planterne ud, skal du have gravet renden/hullerne til at plante dem i, så de skal tilbringe så kort tid som muligt med de nøgne rødder ude i sol og vind.

Begynder planterne at springe ud, mens de står bundtet i indslaget, er der stor risiko for, at de bukker under. Især planterne i midten af et bundt, går ofte til eller lider skade.
Begynder knopper og blade først at røre på sig, er det mere end sidste udkald for at få dem plantet og har de fået fuldt udfoldede blade, er du kommet for sent.


Når Kong Frost kommer forbi!

Undertiden er der andre ting end hyggelige gæster og knækkede spader, der forhindrer plantning - f.eks. Kong Frosts ankomst. Så er det ikke længere muligt at lave indslag og vi kan heller ikke plante - læs her, hvad løsningen er!

Husk også at du altid kan skrive til Plantetorvets gartnere og få råd og vejledning - helt gratis!