Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Plantetorvets Julekalender

Det er sørme - det’ sandt - december!
Den smukkeste tid for havenisser især
Overalt hvor vi kigger i haven er der farveglade planter og bær!


Nej? Er der ikke?
Ja, så er det bare at komme i gang med plantearbejdet på de frostfrie dage.
Plantetorvets julekalender præsenterer dig for ikke mindre end 24 planter, der kan glæde alle havenisser - og ikke blot i julemåneden!
I december måned 2023 har vi 24% rabat på kalenderens planter - lige så længe lager haves. 
Du kommer direkte til salgssiden ved at klikke på hver plantes link, du kan også gå direkte til alle vore tilbud HER


1. december

Hvem er det, der lyser som et bål om vinteren? Det er da ildtorn 'Orange Glow'.
I fin kontrast til de små, stedsegrønne blade, ses store klynger af de smukkeste orangerøde bær.
I løbet af den kolde sæson forsvinder bærrene lidt efter lidt: de spises med begejstring af havens fugle, men du kan godt være bekendt at klippe et par grene ind til vasen og nyde de fine farver indendørs.

Men også i forsommeren bringer ildtornen liv og glade dage til haven med sine mange blomster, der er små og cremehvide og sidder samlet i flade skærme.
De har en let duft, der minder om hvidtjørnblomsternes og de søges af talrige bestøvende insekter.
Køb Ildtorn 'Orange Glow her.


2. december

De små buketter af holdbare røde “bær” kender vi fra julens kranse og dekorationer. De  købes ofte i små bundter på torvet under navnet mariebær, og  er i virkeligheden  små hyben fra roser af multifloratype - som for eksempel den smukke og næsten tornløse rose  'Valdemar'.
Med 'Valdemar' i haven, kan vi dyrke mariebær selv og dét i så stor mængde at vi efter få år både kan glæde havens fugle og være bekendt at plukke ind til en lille krans eller tre.

Oven i hatten får vi den yndigste blomstring i højsommeren, hvor tusindvis af små rosarøde blomster næsten dækker de friskgrønne blade
Blomsterne sidder mange sammen i store buketter og spreder en duft som de dyreste parfumer. 'Valdemar' bliver en stor rose, der nemt kan slynge sig til tops i mindre træer - eller helt dække en rosenbue.
 Køb rose 'Valdemar' her.


3. december

I de kirkelige ritualer har advent sin helt egen farve - advent er nemlig violet.
Det samme er glasbærrene, som efter løvfald pludselig er blevet meget synlige i de vintermørke haver. Som glasperler på tråd sidder de tæt sammen i klaser langs buskenes nøgne grene. Det varer længe endnu, før fuglene overvejer at spise af de farvestrålende, glasagtige bær, så tag blot et par kviste ind til adventsdekorationerne, hvor den violette farve symboliserer alvor og ånd - eller nøjes med at nyde synet af busken i haven: den er næsten selvlysende i den lave vintersol.

Busken har en blot middelkraftig vækst og ganske slank og opret form, især som yngre - den kan nemt passes ind mellem lavere buske eller i staudebedet. I sommerperioden blomstrer den sødt, men diskret, med små kvaste af syrenfarvede blomster.
Køb Glasbær 'Profusion' her.


4. december

Nu, hvor kulden er kommet begynder vi rigtigt at få lyst at pynte op i huset - men det skal ikke være ALT for julet endnu! En buket af de julerøde kornelgrene fra kornel 'Sibirica' er lige sagen!
De lyser op i vasen nøjagtigt som de gør i haven blandt alle de brune og grå barkfarver.

I forsommeren står kornellerne med fin og diskret blomstring af  hvide blomster i små runde hoveder, og gør ikke megen stads af sig.
Lidt mere synlige i haverummet bliver de, når blomsterne efterfølges af de hvide eller lyseblå bær - men først når efteråret nærmer sig, bliver de rigtigt synlige: De “varmer op” til vinterens farveorgie med fantastiske efterårsfarver.
Køb kornel 'Sibirica' her.


5. december

Sommeren har sin dronningebusk og efteråret sin kongebusk - men vinteren tilhører kejserbusken.
De rosa, vanilleduftende blomster springer løbende ud vinteren igennem og man fristes til at tage blot en enkelt kvist ind i vasen.
Gør det blot - glæden varer kort i varmen, men allerede få dage senere er der nye blomster på spring, hvis du har en busk med blot nogle få år på bagen.

Blomstringen stopper med forårets komme, hvor busken istedet folder sine smukke, mørkegrønne blade ud. Nye blade har et rødligt skær og det samme har bladstilkene. Fuldt udfoldede er bladene mørkegrønne og med dybt liggende bladnerver og til efteråret får du lysende gyldne efterårsfarver at se, lige før blomstringen begynder.
Køb kejserbusk 'Charles Lamont' her.

6. december

Sikke dog en fin lille stedsegrøn busk! Og den blomstrer, selv her i de koldeste måneder!
Det gør den nemlig! den lille vintersnebolle starter allerede i oktober med at folde sine fine, let duftende blomsterskærme ud - og blomstringen fortsætter gennem hele vinteren: jo ældre en busk, desto rigere en blomstring.
Når blomstringen er slut, dannes bær, der først er lysende blå og senere sorte - og SÅ er de væk! Væk i næbbet på havens fugle, som blot har ventet på at gentagen frost har mørnet de læderagtige bær og gjort dem værd at spise for en lille fugl.
Køb vintersnebolle her.


7. december

Lille Kødbær foretrækker skyggen og kan med sin lave vækst putte sig under store prydbuske - eller pynte i en krukke ved husets nordside, hvor solen kun sjældent kommer. Skønt Kødbær sjældent ses i de danske haver, er den fuldt hårdfør og så lille og fin, at der kan findes plads til den alle vegne.
De enkelte blomster syner ikke af meget: deres kronblade er tynde, hvide “trevler” som foldes ud i frostfrie perioder og rulles sammen når det bliver for koldt - som småbitte søanemoner, der sidder mange sammen i rad og række i alle bladhjørner.
Men duften! Blot en enkelt kvist med blomster i en buket eller dekoration, bringer hyacintduft ind i hele huset.
Køb Kødbær her.

8. december

Stedsegrønne paradisæbletræer...findes ikke.  Men de store, vintergrønne dværgmispel 'Brandkjær' i ældre villahaver, kan næsten få os til at tro på det, når de som fuldvoksne har udviklet sig til flerstammede, små træer, der vinteren igennem står smækfuld af store, røde bær.
I maj-juni bemærkes 'Brandkjær' også, men denne gang på grund af den hørbare summen af bestøvende insekter, der besøger buskens store blomsterstande af cremefarvede blomster. Blomsternes duft minder om både hvidtjørns og rønnebærs blomster og af gode grunde: Dværgmispel er nemlig i familie med dem begge.

Har du ikke plads eller lyst til at få et decideret træ ud af din dværgmispel, er der råd for det med saksen: Hvis du klipper i vintertiden, er det oplagt at snuppe lidt grene med bær til vaserne, inden fuglene har været der.
Køb dværgmispel 'Brandkjær' her.


9. december

Vinterguld - det lyder vel nok dejligt. Og dét er det også. Bjergfyr i sorten 'Wintergold' er en ren forvandlingskugle, hvis stedsegrønne nåle skifter farve fra den vanlige mørkegrønne til lysende guldgul, så snart frosten sætter ind. Den gyldne farve bevares vinteren igennem -også i dekorationer eller i afskårne grene til vasen.
Først når foråret atter går gennem haven, skifter 'Wintergold' til sommertøjet og ligner på enhver måde en helt almindelig lille bjergfyr - dog med ualmindeligt  lav, rund og pudeformet vækst. Lige ideel i havens krukker som i bede blandt lave græsser og stauder.
Men vi, der ved bedre, smiler til vores Vinterguld, når vi går forbi den i haven.
Køb Bjergfyr 'Wintergold' her.


10. december

Kristtorn er uundværlig i juletiden: de blanke, stedsegrønne blade og især de smukke røde bær gør den attraktiv både i haverne, i fuglemaverne og i julens dekorationer.
Den oprindelige form af grønbladet kristtorn (Ilex aquifolium) er hjemmehørende i danmark og ses stadigt vildtvoksende, især i Øst- og midtjylland.

Vil du være sikker på bær, må du enten sørge for, at der er en hanplante i nærheden til at bestøve hunplanterne - eller du må vælge en selvbestøvende type som 'Alaska', der er i stand til at klare sagerne selv.
Køb Kristtorn 'Alaska' her.


11. december

'Kojou-no-mai' betyder “svævende sommerfugle” på japansk - og har man een gang set en 'Kojou-no-mai' i blomst, så giver navnet sig selv. Men blomstringen finder jo ikke sted før i april, så hvad gør det lille træ til en pryd i haven i julemåneden?
Jo, nu skal du bare høre! På grund af træets meget langsomme vækst, er det oplagt som krukketræ året rundt - og de mange grene er krogede og “troldede” som på en troldhassel - men tyndere og finere og langt mere yndefulde. Oplagt til at byde velkommen i haven - måske pyntet med en spinkel lyskæde?

Langs hele grenens udstrækning ses de mange små blomsterknopper, som til foråret skal springe ud som “sommerfugle” i form af hvide blomster på tynde stilke.  Kan du slet ikke vente på dét, kan grenene drives i blomst indendøre, som med andre typer af kirsebærblomster.
Køb 'Kojou-no-mai' her.


12. december

Plant en lille “guldklump” i haven - gerne et sted, hvor en lav solstråle rigtig kan tænde op for farverne. Thuja 'Rheingold' er en HELT anderledes thuja, som du næsten ikke kan lade være at forelske dig i.
Lille og pudeformet og med de letteste fjerlignende skudsystemer, der lyser op i gyldne, orange og messinggule nuancer når solen skinner.
Lige smuk i krukken og i haven - plant f.eks. en lille guldkugle eller fire mellem de lette græsser, eller som forkant på rosenbedet. For eksempel mellem højbenede roser i brændte nuancer. 'Rheingold' tåler alt, hvad en “almindelig” thuja tåler - også beskæring i utide. Så du kan godt tillade dig at snuppe et par af de fine gyldne “fjer” til brug i en juledekoration eller en sommerbuket.
Køb Thuja 'Rheingold' her.

13. december

Gran- og fyrrekogler, mosdækkede grene, bivokslys, rustent jern - og bronzefarvet stedsegrønt? Lyder det ikke flot?  
Så må du da byde 'Microbiota' velkommen i haven! Den kan anvendes som flot accent i bede af cortenstål, eller som et smukt og effektivt bunddække i havens bede. Så er den lige ved hånden til at klippe af, når du skal bruge et rustikt islæt blandt alt det grønne i juledekorationerne!

'Microbiota' forveksles ofte med enebær - blandt andet på grund af sit populærnavn “østsibirisk ene”.
Den er dog helt sin egen familie og adskiller sig på flere måder fra enebærrene - blandt andet ved at have bløde nåle. Væksten er bred, flad og med let opstigende spidser - det oplagte bunddække.
Om sommeren er de korte nåle friskgrønne til blågrønne - men ved første tegn på vinterkulde skifter de farve til kobberagtige toner af brun og rødbrun, som bevares vinteren igennem.
Køb 'Microbiota' her.

14. december 

Libanonceder 'Glauca' kaldes undertiden også for Atlasceder og er den mest almindeligt anvendte “juleceder" i krukken ved hoveddøren. Den strengt oprette vækst og de korte, næsten vandret udbredte grene med lysende blålige nåle, er typisk for træets ungdomsform - men der sker ting og sager, når træet vokser til og når sin voksenform.  Da bliver træet bredt pyramideformet med svagt overhængende grenspidser og det sætter masser af fine, små kogler som først er grågrønne, siden lysebrune.  
Havens fugle spiser koglens frø, ligesom også egern gerne gør.

Mange cedertræer får dog ikke lov at nå en moden alder. De sygner hen i krukkerne, når julen er overstået og udskiftes, når sommeren nærmer sig.  Giv i stedet dit cedertræ en chance - og en dejlig plads i haven. Husk, at himlen er gratis også over DIN have.
Køb Libanonceder her.

15. december

Erica 'Whisky' tilhører familien af forårslyng, men det hindrer den ikke i at springe ud allerede i december måned med sine lysende rosa blomster dekorativt anbragt i toppe over de ravfarvede og gyldne nålelignende blade - og det er ikke kun i juletiden, den lille lyng udgør et blikfang i haven eller i krukken. Når blomstringen er slut ved udgangen af marts måned, så starter årets nye tilvækst nemlig. Massevis af små varmt rødbrune nye skud dannes i alle skudspidser. De har samme farve som en god, vellagret whisky - deraf navnet.
Ældre, etablerede planter kan opnå en diameter på omkring 40 cm, men beholder den lave og tætte vækst - især, hvis gartneren eller havenissen klipper "pandehår" på dem når blomstringen slutter.

'Whisky' er en nøjsom lille plante, der trives på en lys eller halvskygget plads i let og veldrænet jord, der også gerne må være en smule til den sure side.
Køb Erica 'Whisky' her.


16. december

Troldnød 'Arnold Promise' lyser overraskende op i juletiden  og fortsætter med at  skyde nytåret ind med sine duftende guldgule blomster, der sidder tæt sammen på buskens nøgne grene.
Har du (stadig) plads til siderne et sted i haven, bør du unde dig selv glæden ved en troldnød 'Arnold Promise', for der er intet ved troldnød, der ikke er smukt: Elegant vækst, som med tiden får den til at ligne en pyramide, der balancerer på spidsen, smukke blågrønne blade, imponerende høstfarver og naturligvis: årets højdepunkt, når den i perioden december-marts står dækket af de sødt citronduftende blomster.
Hvorfor hedder den troldnød? Jo, trolden sidder i nødden.  De små nødder har nemlig “horn” og ved modenhed springer de op med et hørligt klik.
Køb troldnød 'Arnold Promise' her.


17. december

I engelsktalende lande omtales visse af skjoldbregnerne med kælenavnet “julebregner” - og det er naturligvis fordi de stadig står grønne, blanke og smukke selv i vinterperioden -  og selv, når sneen ligger tykt.
Almindelig skjoldbregne er hjemmehørende i Danmark, hvor den dog sjældent ses i naturen - så meget desto mere årsag er der til at købe dem i planteskolerne og invitere fine grønne “julebregner” ind i haverne, hvor de kan give indtryk af frodighed selv i de koldeste dage.
Plant dem i den lette, dansende skygge under havens trækroner og se, hvordan de fremhæver mønstrene af lys og skygge i havens bund.
Køb almindelig skjoldbregne her.


18. december

Lysende små guldstjerner i den mørkeste tid - Dét kan vinterjasminen levere!
I sommerperioden gør den ikke meget stads af sig selv; tynde grønne grene i lette buer, små grønne blade og fra naturens side en forsigtig vækstform, hvor den kryber langs jorden med rodslående grenspidser.
Det vil den også gerne gøre i haverne, og den kan danne et helt bunddække, hvis den får lov - men oftest binder vi den til espalier eller hegn, for at nyde de små stjerneblomster oppe i øjenhøjde gennem den mørkeste tid (og måske få dækket et lidt kedeligt hegn samtidig).
Blomsterne bæres på korte sideskud, så du må være opfindsom, når du vil have dem ind i huset; der bliver ikke til de kæmpestore buketter - men en lille buket guldstjerner har også ret i den mørke tid!
Køb vinterjasmin her.


19. december

Ofte, når vi vælger græsser til havens krukker og bede, tænker vi på vajende aks højt hævet over tætte tuer og på havens græsplæne, der står mere eller mindre grøn hele året rundt - så dét gør alle prydgræsserne vel også...ikke?  Nej - desværre ikke. Men stargræs 'Ice Dance' gør!

Uanset vejr og vind står den lige frisk og fin året rundt med sine tætte tuer af grønne blade, hver med en lille tynd hvid kant. 'Ice Dance' tåler alle lysforhold og lyser glad og gerne op, også langt inde i skyggen - selv om vinteren.  Skab hvid jul i krukkerne med 'Ice Dance' - eller suppler et lidt vintertræt græsbed med dens friske frodige tuer.
Køb stargræs 'Ice Dance' her.


20. december

Du er for sent ude i år! Men næste år kan du nå det: Syltede kirsebær af egen avl til risalamanden.
'Athos' er et ganske lille træ eller en stor busk, som danner store, mørkerøde syltekirsebær, der har den helt rigtige mandelagtige eftersmag, når de syltes.
'Athos' er en naturligt flerstammet og buskformet variant, der blomstrer og bærer frugt allerede som ungt træ -  så glæd dig blot til synet af de første lette, hvide blomster i maj - og naturligvis til de saftige, sortrøde bær i eftersommeren.  'Athos' er nemlig selvbestøvende, så hvor der er blomst, kommer der også bær.
Tag dig tid her i vintersæsonen til at beundre den blanke mørkebrune bark med de lyse korkstriber og de små sovende blomsterknopper, der sidder tre og tre langs unge grene.' Athos' er ikke blot til nytte, men også til pryd!
Køb syltekirsebær 'Athos' her!


21. december

Overvej 'Perosa's fremtid, allerede nu, hvor du falder for den yndige plante med de mørkerøde blomsterknopper og de smukke blade, der changerer i nuancer af creme, blågrøn og mørkegrøn.
'Perosa' er nemlig en rigtig haveplante, der er produceret i Danmark på friland, så den kan leve i mange år hos dig, hvis du husker på, hvordan den gerne vil have det!
Som et stedsegrønt medlem af rudefamilien, foretrækker den læ, veldrænet men fugtighedsholdende surbundsjord - og i det omfang der skal være sol, skal det helst være indirekte.
Og i hvert fald ikke direkte morgensol, for skimmia 'Perosa'  kan lide at vågne langsomt!

Når vinteren er omme og du gennem flere måneder har nydt synet af de mørkerøde knopper, i kontrast til det lyse marmorerede løv - så kommer foråret endelig og blomsterne springer ud: overraskende cremehvide og med den mest fantastiske liljekonvallignende duft. Humlebiernes dronninger summer omkring den, sultne efter vinterens dvale.

Beløn din 'Perosa' med et lille drys surbundsgødning lige efter blomstringen, og igen lidt senere på sommeren, så der er kræfter til masser af nye blade i løbet af sommeren og til efteråret masser af nye blomsterknopper - klar til endnu en julerød vinter!
Køb skimmia 'Perosa' her


22. december

Hvad søren er dog det? Det er da den HELT forkerte årstid at blomstre i, lille træ? Nej, slet ikke! 

Det yndefulde prydkirsebærtræ ‘Autumnalis Rosea’ blomstrer glad og gerne i alle mildere perioder af vinteren. Lige fra sidst i oktober til midt i april kan man finde små, rosa blomster på de nøgne grene. Flest på de gamle træer, naturligvis. Her kan der være hundreder af blomster udsprunget på een gang, selv i snevejr. 

De unge holder lidt mere på sig selv - så du må ikke blive skuffet, hvis dit unge træ kun giver en enkelt vinterblomst eller ti det første år.  Det er nemlig også smukt i forårssæsonen og om sommeren, med de lette små grønne blade - og om efteråret, når kulden tænder ild i bladene og farver dem gyldne og orange før de falder. Køber du det nu, er det jo også allerede ældre og dermed mere blomstringsdygtigt til næste vinter!
Køb Autumnalis Rosea her.


23. december

Ildrød Pigeon er det klassiske lille, røde juleæble - lige velegnet som pynt på juletræet ophængt i tynde guldsnore, som fyld i juleanden, som ingrediens i en frisk vintersalat - eller bagt med marcipan i midten, hvor kernehuset sad. Pigeonæblet har naturligt en frisk og lækker æblesmag med et lille tvist af marcipan i eftersmagen, så hvorfor ikke udnytte dét til en dejlig juledessert?
Træet er sundt og let at dyrke, og får naturligt en velforgrenet, rund krone.
Æblerne plukkes før fuld modenhed, for bedst at bevare den gode spisekvalitet til juledagene - er der flere end du kan spise, kan du lade dem hænge som dekorativ julepynt på træet, til glæde for øjet og for havens fugle!
Køb 'Ildrød Pigeon' her!


24. december

“En rose så jeg skyde, op af den frosne jord” 
Sådan synger vi i julen - og der er naturligvis ikke tale om en “rigtig” rose, men om julerosen. Og selv juleroserne er der ikke altid lige til julen, med mindre man har “snydt” og købt dem i blomst i supermarkedet.
Julerosen ‘Praecox’ har fået sit navn, fordi den er den første havesort til at komme i blomst.
Praecox betyder "den første" eller "den der er foran de andre" og etablerede planter i haven, når da også oftest at have udsprungne blomster til jul - og flere uger før, kan man følge de hvide knoppers udvikling mellem de vintergrønne blade.
Julerose 'Praecox' foretrækker som alle juleroser en let beskyttelse mod det stærkeste sollys - en plads i halvskygge passer den fint. Jorden skal være kalkrig og veldrænet, så lad være at “forkæle” julerosen med spagnum, men giv den en muldrig og let skovbundsagtig jord, langt væk fra surbundsbedet.
Køb julerose 'Praecox' her!


Det' sørme - det’ sandt - december!
Den smukkeste tid for havenisser især.
Overalt hvor vi kigger i haven er der farveglade planter og bær!

I mørket er der lys på de nøgne træer
Der er bær og frø til hver eneste fugl.
Det' sørme. Det' sandt. Det' JUL!


Rigtig glædelig jul fra Plantetorvets havenisser. Husk du kan altid skrive til os (og til gartnerne) hvis du har brug for råd, for inspiration eller bare brug for en havesnak, så du kan få vendt dine egne ideer.