Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Forspiring af sommerblomster - sommer på forskud!

Når du dyrker dine sommerblomster fra frø, får du rigtig mange blomster for meget få penge, blot med en lille arbejdsindsats.
Mange sommerblomster kan sås direkte, men nogle af de allerbedste i haverne og i buketterne, er bare ikke vilde med det kolde danske forår og det ustabile vejr - så dem må vi forspire!
Drømmer du om duftende buketter af ærteblomster, om farverige paletblad og rævehale amaranth - eller om tidlige sommerasters og frøkenhatte, må du igang indendørs!

At forspire er en hyggelig opgave, som giver dig følelsen af at få lidt sommer på forskud, når du forbereder skærehavens blomsterflor allerede i det tidlige forår.

Forspir de kuldskære

Så dine varmekrævende blomsterfrø indendørs i såjord i plugs eller minipotter. Placer et til tre frø i hver plug/brik/minipotte. Spireprocenten er aldrig 100%, så hvis du kun sår eet frø pr. potte/plug/brik, risikerer du at få tomme brikker i dit lille drivhus. Anbring potterne lyst og lunt og sæt et gennemsigtigt låg over. Det holder jorden varm og fugtig og fremmer spiringen. 

Har du sået mange forskellige ting, er det en god ide at mærke op, så du ved hvad der er hvad - også om seks uger, når det skal plantes om.

Brug holdbare stiketiketter - frøposerne går i opløsning i det fugtige miljø (og måske sår du heller ikke alle frø på een gang - så er det smart nok at have resten i den tilhørende pose).

Det er vigtigt, at du holder jorden fugtig  - dog uden at overvande. Hvis jorden bliver for våd gennem længere tid, vil frøene rådne og bliver jorden bundtør, kan de små kimplanters rødder tørre ind og dø.

Hold din “plantevuggestue” dækket med det klare låg indtil frøene viser spirer over jorden. Herefter kan du fjerne låget. Nu øges fordampningen, samtidig med at planterne begynder at bruge mere vand i takt med at de udvikler blade. Husk derfor at du nu skal vande oftere.

Når væksten er i gang, bliver plugs og bakker hurtigt små og afstanden mellem småplanterne for lille. 

Inden det sker, må du derfor omplante i større potter, hvis det endnu er for koldt til, at planterne kan rykke udendørs på deres blivende sted.

Senere kan du så direkte på friland

Frø kræver en vis mængde lys og varme, før de begynder at spire. Hvilke temperaturer der er optimalt for de enkelte planter, kan være meget forskelligt fra art til art. Følg derfor altid vejledningen på frøposen, så du ikke får sået frø af meget varmekrævende planter, sammen med nogle, der ikke vil have det for varmt.
Det vil gå ud over den plante, der ikke får det, som den ønsker.

På friland kan du så i rækker, eller i grupper. Vand jorden godt igennem før du sår - og læs bag på posen, hvor mange planter frøposens indhold rækker til: sår du for tæt, kvæler de mange småplanter hinanden, hvis ikke du tynder voldsomt ud i dem.

Oftest kan du med lidt forsigtighed og en smal planteske forsigtigt grave de overskydende planter op og få dem til at vokse videre et andet sted, hvor der er bedre plads. Omplantning udendørs sker bedst på en overskyet dag - husk vand i de kommende dage, hvis ikke skyerne bragte regn med sig.

Husk at plukke!

For at holde blomstringen i gang er det vigtigt løbende at plukke, eller i hvert fald at fjerne afblomstrede blomsterhoveder. Frøsætning kan nemlig standse udviklingen af nye blomster hos de enårige sommerblomster.

Ikke alle sommerblomster “ældes med ynde” - du kan derfor med fordel have nye småplanter klar til udplantning, hvis melduggen pludselig sætter ind i kornblomsterne.
Reserverne kan forspires i bakker eller småpotter eller i et lille 'ventebed' - lige klar til udplantning, hvor der er plads. Måske i køkkenhaven efter de første kartofler er spist - eller i staudebedet, hvis der er opstået huller i løbet af forsommeren?
 

Du finder sortimentet af blomsterfrø her