Iris - en regnbue i haven!

I græsk mytologi var Iris en budbringer fra guderne. Hun brugte regnbuen som sin bro mellem himmel og jord og fik derfor regnbuen som sit symbol.
I haverne er Iris også som sendt fra himlen via regnbuen - for der findes næppe nogen anden staude, der kommer med SÅ mange farvevarianter.
Udvalget i danske planteskoler er blot en lille bitte krumme fra den store kage, som de mange sorter udgør, men heldigvis tåler tørre rodstokke længere tids opbevaring og transport, så de mest ihærdige Iris-elskere og iris-samlere kan supplere samlingerne med rodstokke fra udlandet, sendt med posten.

Iris er ikke blot mangfoldig i sit farveudtryk, men også i sine ønsker til voksestederne: vi kender alle til den vilde, hjemmehørende gule Iris fra vandløb og små søer - men planter vi vores haveiris under de samme våde vilkår, får vi ikke meget glæde af den: rodstokken rådner og går til, og vi ser aldrig en eneste blomst af den - og omvendt: sætter vi de fine japanske Ensata-iris i almindelig, halvtør havejord, så får vi også ganske begrænset fornøjelse af dén. Få og smalle blade og få eller slet ingen af de underkopstore regnbueblomster.

Så hvordan vil Iris egentlig have det? Læs med her om de forskellige typer - der findes også en iris til DIN have. Direkte sendt fra guderne via regnbuen!

Solskin og tørre fødder, tak

Sådan vil haveiris have det. I vækstsæsonen har haveiris høje og kraftige, sværdlignende blade, som tidligere gav den populærnavnet "Sværdlilje" - og i juni-juli kommer så de store, smukke og ofte velduftende blomster i de mest fantastiske farver og farvekombinationer.
Haveiris har en tyk, vandrende rodstok, der vil have “sol på maven” og derfor ikke må plantes for dybt.
Haveiris ikke bare foretrækker, men direkte kræver en lys, solrig og veldrænet plads.

Haveiris kaldes også Iris germanica og Iris barbata-elatior.
Barbata betyder “med skæg” og der hentydes til den fine, fløjlsagtige stribe af støvdragere, som stikker ud af blomsten som et lille fipskæg ved basis af irisblomstens 3 nedhængende kronblade.
Striben udgør en perfekt landingsbane for havens bier, der gerne henter pollenkorn i iris-blomsterne.
Resultatet af biernes flytten rundt på pollenkorn ses efter blomstringen, hvor der dannes kønne frøstande. Disse kan tørres og anvendes i dekorationer - eller blot blive stående blandt bladene og pynte.
De høje haveiris har “små søskende” kaldet Iris barbata nana eller Iris pumila, som kræver samme vækstvilkår som deres større slægtninge. De har lav vækst, kortere blade og meget yndig blomstring, der falder lidt tidligere end de store haveiris - dog ikke helt så tidlig som den blomstring man ser i Iris reticulata, også kaldet Vår-iris.
Vår-iris ses oftest i handlen som fremdrevne i små potter. De er ikke så ligetil at dyrke i haverne, da de er hjemmehørende under varmere himmelstrøg - men vil man prøve, er de velegnede i klassiske stenbede, hvor der er optimalt dræn og godt lys dagen lang i vækstperioden. I vintertiden sætter de ligesom de hollandske iris pris på en let grandækning.

Lidt vådt må der godt være

I hvert fald, hvis man taler med Iris sibirica og Iris chrysographes.
De vokser glad og gerne i helt almindelig havejord, som endda godt kan være lidt til den fugtige side ind i mellem - især den sibiriske iris tåler i kortere perioder at stå og soppe lidt og kan derfor trygt anvendes i havens regnvandsbed, hvis du har et sådant eller planlægger at lave et.

De sibiriske iris er oftest blå, lilla eller rosaviolette, men hvide eller cremehvide og lysegule former findes. Blomsterne er mindre end på de storblomstrende haveiris, og virker lettere og måske lidt mere “naturlige” med deres smalle kronblade: 3 oprette og 3 nedhængende - og ingen skæg!
Som markering for bierne, hvor det vil være smart at lande, ses i stedet et mønstret område i afvigende farve ved de nedhængende kronblades basis.

Iris chrysographes er mørk, mørk, mørklilla - ja, næsten sort. Den kaldes da også for "den sorte iris" og plantes den et let skygget sted, kan den da også være lige så sort som natten, blot med en enkelt lille guldstribe på de nedadbøjede kronblade.
Både sibirisk iris og den sorte iris har smalle blade, som vokser i tuer med korte udløbere fra den smalle, hårde rod. Udseendemæssigt er de ikke ulig grove græsser eller smalle siv.

Iris, du lugter!

Smalle blade, tuer med korte udløbere, fugtige vækstforhold og tolerance overfor skygge har også  Iris foetidissima, som kun sjældent ses i produktion, men nok er en overvejelse værd, hvis man har et sted i haven med netop de forhold.
Iris foetidissima er også kendt som koral-iris - eller mindre kønt: stinkende iris.
Så slemt lugter den nu heller ikke, men i forhold til haveiris’ fantastiske parfume, er den ikke helt så lækker at stikke næsen i.
Blomsterne ser heller ikke ud af noget særligt - blegviolette med grålilla striber, som de er - så hvorfor dyrker man den?

Det gør man på grund af de mere end almindeligt dekorative frøstande, som ved fuld modenhed sprækker og afslører lysende koralrøde eller elfenbenshvide frø.
Planterne er svære at finde i handlen, men man kan undertiden være heldig at falde over en koloni i ældre haver eller hos plantesamlere.
De formeres ret nemt ved udsåning af de kulørte frø, der dog kan være længe om at spire - så husk, hvor du lagde dem, så ikke du luger de små planter væk i den tro, at de smalle små blade bare er noget tilfældigt græs!
Lige som sibirisk iris og smalbladet iris, har koral-ris nemlig forholdsvis smalle blade, som vokser i tuer med korte udløbere fra den smalle, hårde rod. De ligner næsten grove græs eller smalle siv.

I vand til knæene?

Jo tak, siger både de gule, hjemmehørende sump-iris, de blå amerikanske iris (blue flags) og de fine japanske iris ensata.
De ikke bare tåler stående vand, men foretrækker det især i  vækstsæsonen, selv om de da godt kan klare den i en almindelig, fugtig havejord.

Har du et vandløb eller et bassin i haven med en sumpzone, er de "våde" iris, både danske, amerikanske og de japanske  oplagte at plante dér, ligesom de også kan live op i en vandtønde på terrassen.
Er vi i naturområder, skal du holde dig til den hjemmehørende gule, hvis du gerne vil have iris i vandløb eller damme.

Bemærk at både danske og amerikanske sumpiris kan få  ganske overraskende høje og frodige blade, hvor blomsterne ikke er helt så synlige (eller spektakulære) som i de forædlede japanske typer. De vildere iris har dog deres egen naturlige charme, som ikke skal overses.

Blomsterhandlerens iris - også i haven

Hollandske iris er en klassiker i blomsterhandlernes buketter i forsommeren - men de færreste har hollandske iris i haverne og vi ser dem heller ikke i naturen - ikke engang i Holland.
De er menneskeskabte artskrydsninger, fremavlet alene med det formål at have smukke afskæringsblomster. Og dét må man sige, at de har - tillige med dejligt kraftige stilke og korte, smalle blade, som ikke forstyrrer synet af de smukke blomster.

Hollandsk iris har ikke den vandrende rodstok, som ellers er karakteristisk for iris, men i stedet dråbeformede knolde, der kan ligne fresiaknolde lidt - og med god grund: de er nemlig i familie!
De købes udenfor vækstsæsonen som knolde i hvile og er ganske nemme at dyrke.

Læg de dråbeformede knolde i veldrænet jord på en lys, lun og solrig plads. De skal vendes med spidsen opad, og så dybt at de får 6-8 cm. jord over sig. Læg evt. et lille granris eller to over bedet i hårde vintre - det lønner sig.
Hollandske iris danner en del sideknolde, når de trives på voksestedet.
De kan med års mellemrum deles fra hvis beplantningen bliver for tæt og blomstringen begynder at udeblive. Vil du dele dem sker det bedst efter endt blomstring, når de smalle, græslignende blade gulner og visner ned. De ekstra knolde kan plantes ud på afstand og give dig endnu flere hollandske iris at nyde og at plukke ind af - eller de kan gives væk til en haveven, som en lille have-gave fra gudernes sendebud.

Husk, at du altid er velkommen til at søge råd, inspiration og vejledning hos Plantetorvets gartnere - du kan skrive til os via linket her og de gode råd er helt gratis!