Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Signe Wenneberg: Dahlia og georginer - uge 22

Nu er haven frodig og vælter ud over alle breder. De første roser blomster og det er om at følge godt med, når der skal ordnes ukrudt. Især mælkebøtterne er aggressive i år. Der er så meget at glæde sig over i haven nu – der er sol, varm og fridage i sigte. Her tænker jeg, at jeg skal huske at planlægge lidt mere efterårsblomstring. For det nytter jo ikke noget, at haven er fin i forsommeren, hvis den er kedelig i sensommmeren. Jeg skal have sat lidt flere havehortensier. Der skal et par høstanemoner mere ind i bedene – sammen med Sankthansurt. Og så skal jeg selvfølgelig have lagt nogle georgineknolde.

Georginer er for alle haver. Den trives på bondegården, i kolonihaven (hvor den altid har været en hyppig og elsket gæst) og endda på altanerne. Georgine er det samme som dahlia. Det ene navn kommer fra en svensker, der hed Dahl, det andet navn af en russer, der hed Georgi. Georginen er oprindelig mexicansk. Knolden er ren sukker og blev både spist som delikatesse, brugt som foder og anvendt som lægemiddel mod epilepsi i gamle dage. I Mexico har den været kendt i 3000 år, før europæerne (spanierne) troede, de opdagede den. Den kom til Europa som den store sensation i 1789. Lige så betagede datidens havefanatikere blev af georginen – lige så betaget blev jeg, da jeg første gang rigtig lagde mærke til den foran de gårde, jeg passerede på vej til skole. Hvor kom denne kæmpe blomst fra? Fra knolde, fandt jeg ud af. Knolde, som bondemanden lagde i jorden for konen efter at have lavet en rende med traktoren foran huset. Det skete nogenlunde i disse dage og uger. For jorden skal være varm, når knoldene lægges.

Georginer er ikke svære. Slet ikke. Det eneste bøvlede er, at man skal tage knoldene op om efteråret (oktober, efter den første nattefrost) for at bevare dem. Hvis man ikke gider, eller glemmer det, så er knoldene efterhånden blevet så billige, at det går an at købe nye næste år. Men det er nu godt at genbruge.

Georginer skal plantes nu – mellem uge 19 og 23, afhængigt af vejret. Jeg har gjort det forsøg at forkultivere et par knolde indendørs. Men spar dig besværet. Det giver kun et forspring på et par uger, så jeg kan anbefale at lægge knoldene direkte i jorden lige nu og spare lidt på kræfterne. Du skal dele de gamle knolde, før du lægger dem i jorden. De skal have sol til halvskygge, fugtig jord, læ og varme. Knoldene skal have 5-10 cm jord over sig. Gerne tætte rækker, så kan de tunge planter støtte sig til hinanden, når de kommer op. Plant dem i rækker med 40-50 cm imellem. Mere, hvis det er meget høje typer, så får de også en pind i plantehullet og en snor i slutningen af juli. Vand dem. Og vand meget senere, hvis det bliver en tør sommer. Når planterne i løbet af et par uger har fået to-tre blade, så knib topskuddet af for at få en mere busket plante.

Hvis du ’kun’ har terrasse eller altan, så fortvivl ikke. Du kan sagtens sætte georginer i potter. Fyld en 30 cm høj krukke halvt med jord og læg knolden deri. Fyld op med jord, vand og støt med pinde, når det kommer så vidt.

DENNE UGE I HAVEN
  • Vibeungerne klækkes og forlader reden, mens mor ser til (hold katten i stramme tøjler)
  • Grøftekanterne er smukke nu – og det er de igen til august
  • Jorden er varm, og der skyder ukrudt op overalt – vær flittig med fingerlugning
  • Nu blomstrer ranunkler i haver og parker. Ranunkler fås billigt og kan holde i flere uger, hvis man husker at skifte vandet. Stænglerne kan blive lidt bløde og måske knække. Men sæt så hovedet i et glas ved siden af buketten
  • Kærmindesøster blomstrer. Har du den ikke i haven, så få fat i den i år. Hvert eneste år er jeg forundret over dens farve og over, hvor taknemmelig den er. Den er fin i enhver blomsterbuket
  • Det er på høje tid at få lagt blomsterknolde
  • Måske er der varmt nok i drivhuset til agurker nu. I så fald skal du vælge flere typer. Og selvfølgelig skal der være skoleagurker til madpakkerne. Agurkeplanten skal sættes højere, end du tror, for at undgå råd i stænglen. Den skal nærmest stå og stræbe lidt med rødderne nedad, i stedt for at være overdynget af jord på rødderne
  • Du kan dele salat i salatbedet, flere frø er sikkert spiret på samme sted
  • Bønnerne er ved at være store og gror nu med raketfart
  • De første danske kartofler er i handlen. Hjemme hypper du og venter
  • Så mere salat og mere kål – og måske også flere sommerblomster