Den hvide klatrehortensia og dens "falske" navnesøstre  med de rosa eller lysegule blomster, er alle selvhæftende: de slynger sig reelt ikke rundt om noget, men holder fast på alle overflader med små “fødder” eller hårlignende hæfterødder.
Har de ikke noget at vokse op ad, kravler de i stedet hen ad jorden og slår rod, hvor de kan. De kan danne hele tæpper og udgør fine bunddækkere på flade arealer.
Men er der den mindste ting at klatre op på og dække - så vil de gøre det, om det så er et træ, en mur eller et plankeværk. Skal de ikke dét, må du ind af og til klippe “pandehår” på dem, så de ikke kommer for godt i gang.
Det er ikke så slemt som det lyder og klares som et hyggeligt lille arbejde to gange om året. Blomstringen er rig, især på ældre planter i god vækst ses masser af store, flade skærme af blomst. Man kalder denne type af blomsterstande for "randblomstrende", idet blomsterstandens yderkant består af meget store, sterile blomster, mens midtens fertile blomster er ganske små og diskrete.