Rhododendron?
Er det ikke sådan nogle store buske med lange blade – og så blomstrer de i fjorten dage med lilla blomster? Jo, nogle af dem er netop sådan – men rhododendron er SÅ meget mere end bare dét.
Læs videre og bliv inspireret til fornyelse og udvidelse af dit rhododendronbed.
Lille og fin dværgrhododendron med uventet store blomster, som endda har en sød og fin duft! Blomsterne er rent hvide med lange støvdragere og små gyldne "fregner" i blomstens midte. Meget rig blomstring, som næsten dækker bladene. Blomsterne er store for så lille en plante. Hele planten giver et let og lyst og friskt indtryk, da bladene på Dora er små, spidse og friskgrønne året rundt.
Efter 10 år kan du forvente en højde på omkring 60 cm. på veludviklede planter. Væksten er fin og tæt og ofte lidt bredere end høj. Velegnet i krukker og små haver - eller i forgrunden af større bede.
Vil du have flere dværgsorter med duft? Så må du gå til ‘Robert Seleger’, 'Saint Merryn' eller ‘Lavendula’ og snuse til deres grønne blade, som har en sød og dejlig duft, især ved berøring.
Af gode grunde, har denne lille rhododendron fået navnet ‘Rosebud’ (Rosenknop) for de mange små blomster ligner især i udspring fuldstændigt små lyserøde roser.
Blomstring fra først i juni og 3-5 uger frem. De små grønne blade er friskgrønne og halvmatte og sidder på planten året rundt. Planten er efter 10 år i reglen omkring 60-70 cm. høj og noget bredere. Tåler let beskæring lige efter endt blomstring og kan sågar formes som et lille flerstammet træ, hvor det kunne have interesse - f.eks., hvis planten står i en krukke eller en kumme.
Vil du have mere farve på “rosenknopperne” - så se på ‘Rokoko’.
Den sødeste lille dværgrhododendron - ideel i en krukke, eller i forgrunden af et større bed.
Selv en 10 år gammel plante, er sjældent mere end 40-50 cm høj, og lidt bredere. Bladene er små og runde - og fra slutningen af august til starten af april sidder dekorative rødbrune blomsterknopper tæt i alle skudspidser, og giver løfte om en fantastisk rig blomstring.
Og hvilken blomstring! Allerede først i april viser de mange små blomsterknopper den lækreste lyse limefarve, og når blomsterne åbner sig helt, er de lysegule som citronfromage og med en fin lille “barberkost” af lange, cremehvide støvdragere i midten.
Vil du have en lidt senere blomstring med samme yndige lysegule blomster? Så er det ‘Prinsesse Anne’ du skal byde op til blomsterdans.
Særegen på flere måder, først og fremmest ved den helt utroligt lave, flade og brede vækst, som kun sjældent overstiger 15 cm. ‘Wombat’ er rhododendronens svar på stenbedets blåpuder og snepuder - men med de klassiske, tragtformede rhododendronblomster, som endda er så venlige at "kigge opad" på beskueren. Blomsterne er karminrosa, med lange, rosa støvdragere - ældre buske kan på blomstringens højdepunkt være helt dækkede af blomster.
Bladene er små, aflange og vintergrønne, især i milde vintre, hvor hele planten virker meget frisk og fint lysegrøn mellem de mørkere og mere “alvorligt” udseende rhododendron. Blomstring fra slutningen af juni.
Skal du ikke bare have én flad? Så kig på ‘Panda’ med de hvide blomster og på forældersorten til både ‘Wombat’ og ‘Panda’: ‘Nakaharae’ med de store, teglstensrøde blomster.
Orange er en usædvanlig farve hos storbladede stedsegrønne rhododendron, og ofte går det ud over de grønne blades udseende, når det lykkes at krydse sig frem til en bare tilnærmelsesvis orange blomst. Men ikke hos ‘Brasilia’, som har fint, mørkt olivengrønt løv og en tæt, kuppelformet vækst.
‘Brasilias’ blomster er dog heller ikke orange som appelsiner - da må vi i stedet gå efter den løvfældende rhododendron ‘Gibraltar’ - men en blanding af smukke, bløde orange, fersken og cremerosa nuancer gennem hele maj måned. De bedste blomsterfarver og de grønnestblade fås på en placering i læ og halvskygge. Efter 10 år er ‘Brasilia’ normalt omkring 100 cm. høj og lidt bredere. Skal du have en højere, stedsegrøn rhododendron i de samme nuancer, skal du gå efter ‘Tortoiseshell Orange’
Elsker du ikke bare de mørkegrønne blade? Sådan nogle der rigtig kan give kontrast til en flot, stor blomst? Så hils på ‘Brigitte’, der har de fineste, mørkegrønne og smalle blade - Unge blade skinner næsten som var de lakerede. Væksten er tæt og fin og kuppelformet og de store blomster er den blegeste æbleblomst-rosa med hvid midte og små gulgrønne tegninger. Blomstring i maj måned.
Forventet højde efter ti år er omkring 110 cm., men noget bredere. Giv ‘Brigitte’ plads, så hun kan stråle!
Kan du slet ikke holde ud at skulle vente på foråret - og har du en plads med læ og let skygge for den kolde og skarpe morgensol? Så er ‘Christmas Cheer’ den oplagte rhododendron, som kan blomstre allerede i februar måned, sammen med vintergækker og kejserbusk.
Dejlige rosa knopper åbnes til lysrosa blomster - lidt af den mørkere rosa fra knopperne ses som striber på ydersiden af blomsten. De stedsegrønne blade er friskgrønne og giver et frodigt indtryk. Højde efter 10 år forventes omkring 120-130 cm., ofte lidt bredere end høj.
Men en rigtigt rød? En dyb, mørk, storblomstret rød - der ikke bliver sådan et kæmpe stavær med lange, bare ben, som ‘Nova Zembla’ ofte gør? Findes sådan en?
Ja, det kan du tro den gør. Planteskoleejer Hachmann fremavlede i 1988 en fantastisk mørkerød rhododendron, som endda bærer Hachmanns signatur i form af en flot, sortrød tegning i blomstens midte, som gør den endnu mere mørkerød at se på - og som kontrast: Lange, lyse støvdragere! ‘Erato’ når en højde på omkring 140 cm. på 10 år. De grønne blade er store, ovale og hvælvede og blomstringen starter sidst i maj og fortsætter langt ind i juni. Selv på en lys placering, bevarer ‘Erato’ sin dybe, mørke blomsterfarve.
‘Golden Torch’ er en rigtig forvandlingskugle, der viser spændende farvekombinationer gennem hele blomstringstiden: Knopperne er abrikosfarvede til ferskenrosa, og blomsterne er i udspring lyserøde - men skifter hurtigt farve til lys og klar smørgul. Hen mod afblomstringen bleger blomsterne ned til de fineste cremefarvede nuancer for at slutte af som elfenbenshvide. Blomstring fra sidste halvdel af maj og til langt ind i juni. Veludviklede planter kan på 10 år nå en højde af 100 cm. og får en smuk, bred og kuppelformet vækst. Bedste blomsterfarver i ganske let skygge.
Bemærkelsesværdig sort med den dejligste blomsterduft, der kan minde om kaprifolia. Blomsterne er store og rubinrosa med stor brombærfarvet ganeplet. Lyse støvdragere i fin kontrast. Væksten er tæt og bladene store og mørkegrønne med rødbrune bladstilke.
Veludviklede planter vil efter 10 år være omkring 120 cm. høje, og ofte lidt smallere, da planten har en fin, ægformet vækst. Blomstringen er sen - vi skal helt ind i juni, før ‘Kokardia’ åbner de sorte øjne og spreder sin dejlige duft. Derfor oplagt til at forlænge perioden med blomstring.
Ikke mange stedsegrønne rhododendron dufter - det overlader de oftest til de løvfældende.
Foruden ‘Kokardia’ findes der dog et par andre sorter, blandt andet ‘Scintillation’, ‘Anah Kruschke’ og ‘Duke of York’.
Store, lysrosa, let nikkende og meget smukke blomster fra slutningen af maj og langt ind i juni - det lyder jo yndigt, og dét er det også - men se engang på bladene, som jo trods alt er rhododendrons pryd i al den tid, hvor den IKKE blomstrer: Bladene er ganske smalle og aflange - næppe over 2 cm. brede, men kan blive mellem 15 og 18 cm. lange, farven er mørkegrøn og bladene er læderagtige og let skinnende.
Moderat vækst - efter 10 år vil en veludviklet plante ofte være omkring 100 cm. høj, og lidt bredere.
Vil du have flere smalle blade blandt de brede? Så se på ‘Graziella’.
Jo, den er god nok - ældre planter af ‘September Charm’ blomstrer to gange om året: i september måned, samt igen fra medio til ultimo maj - undertiden endda lidt ind i juni.
Blomsterknopperne er sart violette, og den åbne blomst er hvid med violette toner, pyntet med et lille drys af gyldne og grønne fregner, fin kontrast til bladene som er mørkegrønne og smalle. Væksten er rund og regelmæssig.
Efter 10 år har ‘September Charm’ nået en højde og bredde af omkring 130 cm., så giv den plads, også til siderne.
Åh, rhododendron er så smukke - gid de blomstrede noget længere!
Dét gør ‘September Red’ - blot den først får et par år at etablere sig i, så skal du bare se. ‘September Red’ er nemlig en pålideligt efterblomstrende sort, som både blomstrer i maj-juni og igen i september, når den tørreste sommerperiode er overstået. Blomsterknopperne er kirsebærrøde, blomsterne er lysere røde og senere rosarøde, med fine små mørkerøde “fregner” indeni.
Dejligt tæt og rund vækstform. Bladene er mørkegrønne med indrullet rand, som får dem til at se fint hvælvede ud. Efter 10 år kan man regne med at ‘September Red’ er blevet omkring 80 cm. høj og en lille smule bredere.
Ualmindelig på alle måder, med sine næsten runde blade, mørke bladstilke og ikke mindst de kæmpestore, kobbergule blomster med mørkerøde “fregner” og støvdragere, som åbner sig i maj. Knopper og blomstens yderside er mørkere end indersiden - gylden som en fin whisky. Unge grene og bladstilke har ofte en rødbrun farvetone, hvilket giver en fin kontrasteffekt.
Smukkest på en placering i læ, og med skygge for skarp morgensol.
Efter 10 år er en veludviklet plante oftest omkring 110-120 cm. høj.
Govenianum er en såkaldt “Azaleodrendron” - og hvad i alverden er det? Det er resultatet af et kærligt forhold mellem en azalea og en storbladet, gammeldags rhododendron, som har forenet det bedste fra de to forældre.
Den store busk har fine, grønne blade hele året, i modsætning til de løvfældende azalea - og blomsterne er i en liga helt for sig selv: Slanke mørkviolette knopper udvikler sig til lysere violette blomster som er åbent tragtformede og dufter himmelsk skønt af vanille. Duften bæres på brisen og kan mærkes på lang afstand. Blomsterstandene er kæmpestore og kan rumme op mod 40 enkeltblomster samlet i een enkelt klase. Blomstringen er sen: sidste halvdel af juni og til langt ind i juli. Busken bliver stor - ofte op mod 170 cm. høj og bred på 10 år.
Yderst usædvanlig blomsterstand: Kuglerund som en bold, bestående af 16 dobbelte blomster, som udsender en ganske svag, men sød duft.
Blomstrer fra sidst i maj og til midten af juni. Selve planten har en slank og opret, etagedelt vækst, som gør den yderst elegant at se på, selv om vinteren, når den står uden blade - for ‘Homebush’ er nemlig en løvfældende rhododendron, og giver dermed en ekstraforestilling i september og oktober, når bladene skifter fra grøn til iøjnefaldende mørkt rødbrune efterårsfarver.
Efter 10 år er en veludviklet ‘Homebush’ nået op omkring 150 cm. i højden, men noget smallere på grund af den karakteristiske vækstform. Ualmindeligt elegant sammen med Yakushimanumtyper, med rosa eller pink blomster.
Junifeen har overraskelser gemt i blomsten: den rosalilla knop åbnes først i juni og afslører store blomster i flere nuancer af rosa og rosalilla - hver blomst prydet af en stor, gylden ganetegning.
Blomstringen varer til udgangen af juni, undertiden lidt ind i juli, hvilket gør ‘Junifee’ til en af de senest blomstrende stedsegrønne hybrider. Husk på, at feer kræver særbehandling: ind i læ og halvskygge med hende, så udvikler hun sig smukkest, både i blomst og blad. På den rette plads, bliver bladene ualmindeligt smukke: ægformede, hvælvede og store. Læderagtige og let skinnende.
Højde efter 10 år er ofte over 150 cm. og lige så bred - så giv hende den plads, hun fortjener.
'Metallica'
Meget iøjnefaldende og smuk. Lilla knopper åbnes til "koldt violette" blomster med meget stor sortrød ganeplet: Når busken står i fuld blomst giver den indtryk af at lyse med et metallisk skær. Meget rig blomstring. Bedste blomsterfarve opnås ved placering, hvor der er ganske let skygge for den varmeste middagssol.
Højde efter 10 år, 140-150 cm. Væksten er kraftig, tæt og opret, så busken vil ofte være lidt smallere end bred og udgør en ideel kontrast til lavere rhododendron med rund vækstform.
Kendes også som ‘Hachmanns Metallica’ - opkaldt efter forædleren.
Planteskoleejer Hachmann har en forkærlighed for rhododendron med store, smukke aftegninger i blomsten - se blot ‘Hachmanns Picobello’, ‘Graffitto’ og ‘Kabarett’ som alle stammer fra hans hånd.
Ualmindeligt smukke lysrosa blomster, som næsten ligner orkideer. Meget rig blomstring, ofte op mod tyve blomster i hver eneste blomsterstand.
Blomstrer sent - først et stykke tid ind i juni. Ældre buske blomstrer undertiden lidt igen i september. Dejlig afrundet vækstform, med blanke og mørkegrønne blade.
Efter 10 år, vil veludviklede planter ofte have en højde af 150-180 cm. i både højde og bredde.
Vil du have flere orkidéblomstrende rhododendron? Så tag et kig på ‘Belami’
Ikke bare navnet, men også planten er noget ud over det almindelige. Når ‘Scypocalix’ blomstrer i maj og juni, er hele planten oplyst af de store, slanke blomster, som changerer i nuancer af orange og pink - og lysende gul i bunden af blomsternes “trompet”.
Buskens blade er mørkegrønne og på bagsiden dækket af et fint lyst filtlag, der tjener til beskyttelse mod udtørring og insektangreb.
Dejlig plante, som med tiden kan opnå en anselig størrelse - 10 år gamle planter er ofte mellem 180 og 200 cm. høje og knapt så brede. De bedste blomsterfarver opnås, hvis planten står i ganske let skygge.
Og der er jo mange, mange flere - se hele vort sortiment af rhododendron her
Ved du slet ikke, hvor du skal starte? Læs artiklen om surbundsbedet - eller spørg gartnerne.