Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Kål er ikke bare kål

Vil du have særligt lækre, sprøde og friske kål?
Pak Choi og rosenkål, der knitrer af friskhed og blomsterkål så friske at de ligner grønne roser? Så må du dyrke dem selv i haven!
Det er ikke spor svært - og du kan få mange, mange flere forskellige typer, end du er vant til at se på supermarkedets hylder. 


Kål er ikke bare kål

Nej, tværtimod er familien kål meget stor - den rummer så forskellige planter som kålroe, kålrabi, broccoli, knudekål, grønkål og andre bladkål, samt hovedkål af mange typer.
Alle er spiselige, selv efterårskrukkernes kulørte pyntekål kan få plads i køkkenet - hvis altså du selv har dyrket dem. Købte pyntekål er ofte sprøjtet med paraffinolie, som ikke er egnet til at spise. 

Mange forbinder kål med vintermad, men kål burde være daglig kost, fordi den er sund, drøj og god for fordøjelsen. Og med så mangfoldig en familie, som kål er, kan du helt sikkert finde typer og tilberedningsmuligheder du kommer til at elske!
Prøv små smørdampede kålroer, helt små og fine majroer snittet i salaten, hvor de giver en frisk radiselignende smag, kålrabimos til efterårets gryderetter eller lynstegte blomkålsbuketter med karry og ristede sesamfrø.Grønkålens fine blade behøver ikke flødestuves, men kan laves til kålchips, råkostsalater - eller komme med en tur i blenderen til en sund smoothie.

Selv 1980’ernes forbandelse - kinakålen - kan blive en delikatesse!
Prøv grillet kinakål med spicy jordnøddedressing - eller giv dine kål lidt kærlig massage med salt og krydderier og lav kimchi eller surkål af dem.


Tradition og fornyelse

Vanedyr som vi mennesker er, spiser vi kun de forskellige dele af kålene som vi plejer - eller som vi plejer at se i supermarkedet - og lader resten være.
Og dét er da synd! Alle havekål kan nå at give både eet og to ekstra måltider, efter at vi har høstet den ene afgrøde, vi oprindeligt såede dem for.

Stokkene på alle kål, har en mild og sød smag og en fast, sprød konsistens, både som rå og som tilberedt. Skrællen på stokken er derimod sej og trevlet og du må have køkkenkniven frem og skrælle tykt, til du når den lækre plantemarv i stokkens indre. Den kan serveres rå i små tern eller tynde skiver -  eller tilberedt som du ville bruge resten af kålplanten: i gryden, på panden, i wokken  - eller gratineret med muskatnød og bechamelsovs.

På både broccoli, blomkål, hvidkål og romanesco er det de uudsprungne blomsterknopper vi spiser med stor fornøjelse. Springer blomsterne først ud, lader vi dem ofte være - men vidste du, at alle kåltypers udsprungne blomster er spiselige?
De små hvide eller gule blomster har en mild kålsmag, der klæder både salater og varme retter.


Har kålene overvintret i haven? Så begynder de at gro til foråret. De sætter nye blade og skud fra alle bladhjørner. Rosenkålene ligner pludselig juletræer, afskårne stubbe fra et hvidkål danner nye skud og den sorte palmekål har i løbet af få dage fået en lysende grøn paryk mellem de gamle mørke blade.
Når først de nye skud er begyndt at gro, er de gamle kålblade ikke længere interessante at spise - de nye, små kålskud, derimod er en forårsdelikatesse du ikke kan købe dig til.


Hvor mange og hvor længe?

Hvor tæt må vi så, og hvor mange planter skal vi bruge af hver enkelt art?
Grønkål kan spises som mikrogrønt allerede mens de er småplanter - så der kan du godt så lidt tæt og lidt rigeligt og så bruge de “overflødige” planter i salatskålen eller i wokken.

Blomkål, Romanesco og broccoli – blomstrer allerede samme år som de sås - og vi skynder os at spise knopperne, inden de springer ud, men stadig er tæt lukkede buketter - så da skal du være mere varsom med antallet, for ikke at få en “blomkålspukkel”.

Hoveddannende kål - inkl rosenkål - udvikler hoveder i løbet af første år
Hver enkelt type af kål findes i flere sorter, som ikke bare afviger fra hinanden i farve og smag - men også i udviklingstid.
Det må du huske på, når du sår - så du ikke pludselig står med alt for mange sommerhvidkål, som sprækker og går til spilde, inden du når at spise dem.

Vinterhvidkål, til gengæld, får ikke hoveder af ordentlig størrelse før sent på året. Til gengæld sprækker de ikke og kan gemmes til brug gennem hele vinteren, blot de ligger køligt og frostfrit.
Lader du dem i stedet overvintre i haven, så blomstrer de det følgende forår. 

Planlæg og læs på frøposerne, hvor lang udviklingstid dine kål har.
Hvis ikke der står noget om antal udviklingsdage, kan du roligt gå ud fra, at sorter der hedder noget med “sommer” har hurtig udvikling, mens efterårs- og vintersorter er længere undervejs og bør forspires indendørs til senere udplantning.


Men kålorme!!

Det klassiske skadedyr i kål - de smukke kålsommerfugles larver - slipper du nemt udenom, ved at lægge fiberdug over kålbedet.
Sommerfuglelarverne må så lade sig nøje med bladene fra de medlemmer af kålfamilien, som vi mennesker normalt ikke spiser - eksempelvis havens natvioler,  kæmpeslør og blomsterkarse, eller grøftekanternes løgkarse, strandsennep og takkeklap.

Kan vi hjælpe dig? Er du i tvivl om noget i haven - eller ønsker du inspiration til sortsvalg og indretning af haven, så skriv til gartnerne!