Når det regner, får vi bregner.

Når det sner, får vi så fler? Nej - dét gør vi dog ikke!
Der er nøjagtigt lige så mange bregner på en snevejrsdag, som der var dagen før.
Bregnerne er de oplagte planter til havens skyggefulde partier, hvor de giver et frodigt og grønt udtryk, lige fra de små, lysegrønne skud dukker op i april og ruller sig ud, ud til lange elegante blade, som senere på sommeren bliver friskgrønne til mørkegrønne.
De bregner, der om vinteren "går under jorden" udvikler smukke brune og gule høstfarver om efteråret, som fremhæver de vintergrønnes standhaftige tuer.

Læs mere om bregnerne herunder - og om, hvordan de kan gøre din have grønnere og gladere og lettere at passe!

Et stykke af urtiden

Bregner er naturens levende antikviteter, som har vokset på jorden siden urtiden, næsten uden ændringer. Det samme har padderokkerne - men dem er vi sjældent så interesserede i at få i haven.
Bregnerne, derimod er de oplagte planter især til havens skyggefulde partier, hvor de giver et frodigt og grønt udtryk - og deres helt egen duft!

Bregnernes grønne blade har en ganske særlig skovagtig duft, som især mærkes i fugtigt vejr, eller hvis du plukker nogle af de grønne blade ind til "grønt imellem" i en buket.

Men de er uændrede gennem årtusinder! Har man set een bregne, så har man jo set dem alle...ikke?
Nej - de er lige så forskellige som blomster! En del bregner har fin og blød "pels" på midterribben af de unge blade. Pelsen består af dækskæl og kan være sortbrun eller gylden alt efter bregnens natur.
Andre bregner har smukke rødlige farvetoner på nye blade. Purpurkongebregnen og rødslørbregnen bidrager på denne måde til et smukt farvespil i skovbundsbedet.
Der findes sågar bregner med farvemønstre på bladene - de "malede bregner" som de kaldes i engelsktalende lande. Plant dem i den lette, dansende skygge under havens trækroner og se, hvordan de fremhæver mønstrene af lys og skygge i havens bund.

Naturens store bregner - og havens!

De bregner vi bedst kender fra den danske natur er strudsvingebregnen, almindelig mangeløv og almindelig fjerbregne. De er hjemmehørende i Danmark, ligesom også kongebregne, kambregne, engelsød og den lille rundfinnet radeløv er. Men blot disse syv bregner er jo helt, helt forskellige, når vi ser nærmere på dem.

Fjerbregnen kaldes i England for "Lady Fern" - Damebregnen - fordi den med sine fint, fint delte blade og yndefulde overhængende form ser yndig og feminin ud i forhold til mangeløv, hvis kraftige oprette og mørkere grønne bladtuer, har givet den tilnavnet 'Male Fern' - mandsbregnen.

Den sjældent sete kongebregne har fået sit navn, fordi den som skovens konge, naturligvis bærer en gylden krone. I midten af den store roset af bregneblade vokser nemlig oprette sporebærende skud, som i spidsen har en lille buket af omdannede blade i gyldne og brunlige nuancer.

Er du heldig at møde kongebregnen i naturen, så lad den endelig stå. Den er ikke længere så almindelig, da ekstensivt jordbrug har gjort at der er langt mellem den fugtige og humusrige bund som kongebregnen elsker. Har du et område i din have, hvor du gerne vil gøre et forsøg med den mandshøje majestæt - så kan det heldigvis også lade sig gøre: De produceres i planteskolerne, så du også kan få konger i haven uden at skulle snuppe dem i naturen!

Også perlebregner og  strudsvingebregner danner sporebærende skud - det er dem, der har givet planterne deres populærnavne: Sporebladene på strudvingebregnerne ligner nemlig nøjagtigt brune eller sortbrune fjer, der stikker op af jorden - og perlebregnen? Ja, den har naturligvis masser af fine, kuglerunde små "perler" på sine sporeblade!

Strudsvingen kendes også som kurvebregne, fordi de enkelte rosetter er så utroligt regelmæssige: som en rund kurv af friskgrønne blade. Ved første nattefrost bliver bladene lysende gule og lægger sig hjulformet på jorden omkring "strudsfjerene".
Strudsvingebregnen kan vandre - den har krybende rodstok, og kan på steder hvor den trives danne hele store kolonier. Som i bunden af bedstemors have, blandt de store høstanemoner.

Og de små..

Både kongebregner, damebregner og mandsbregner forsvinder under jorden om vinteren, efter først at have givet et ekstranummer med lysende gule eller gulbrune efterårsfarver
Kambregner, hjortetunge, engelsød og den lille fine rundfinnet radeløv, står derimod grønne året rundt og fanger øjet på kolde vinterdage, både i naturen og haverne.

Kambregnens blade er helt urimeligt regelmæssigt formede, blanke, grønne og næsten læderagtige - og hvad er det der sker i højsommeren?  Hvorfor får den sådan nogle mærkelige blade i midten af hver roset?
Det er de såkaldt fertile blade eller sporebladene. I modsætning til mange andre bregner, danner kambregnen nemlig ikke sporehobe på bladenes undersider ( de små gyldne, sorte eller brune "fregner" man ellers kan se på bregneblades undersider).
I stedet danner den sporehusblade i midten af hver roset. Sporehusbladene er mere oprette end de almindelige blade og der er længere mellem bladafsnittene. De ligner næsten små fjer.

Engelsød vandrer med sin lille krybende rodstok og danner ikke rosetter som bregner ellers oftest gør og tåler også meget mere tørre og solbeskinnede områder end det er almindeligt for bregner. Finder du en bregne mellem sten i et solbeskinnet dige - eller voksende helt ude i klitterne mellem forblæste fyrretræer og tottet lyng - så er det højst sandsynligt engelsød med de korte, græsgrønne blade.

Hjortetunge og radeløv ser man sjældent i naturen, selv om de to slægtninge er hjemmehørende i Danmark.
Radeløv kan man være heldig at finde på Bornholm, hvor den vokser på klippegrund i sprækker og revner. Hjortetungen optræder i sin naturform mest i Jylland, hvor den ses på kalkskrænter, i skov og på stendiger - og mellem cementringe eller i revner på dårligt vedligeholdte cementtrapper og fundamenter, som den tydeligvis forveksler med de kalkskrænter, på hvilke den naturligt breder sig.

Hjortetungen har fået sit navn på grund af sine tungeformede blade, der slet ikke ligner bregneblade. De har mærkelige læderagtige, udelte blade, helt uden indskæringer - eller blot med en lille "kløftet tunge" i spidsen, som man ser det på sorten 'Cristatum'.
Har du lyst at dyrke de små fine bregner - f.eks. i et stendige, så køb dem i planteskolerne. De er sparsomme i naturen, derfra må vi ikke tage dem!

Og dem med skjold!

Er de også bevæbnede?
Nej, dog ikke. De kaldes skjoldbregner, fordi de dækker deres sporehobe med en lille flap, som med lidt god gartnerfantasi kan ligne et rundt miniatureskjold.
Vi kender dem også som mosbregner og kirkegårdsbregner - og de er ikke bare ualmindeligt dejlige, hårdføre bregner - de er endda grønne året rundt og kan have de fineste snitdelte blade - næsten som grønne blonder, være tætte og næsten "lodne" af udseende, som var de lavet af mos - eller have de blankeste og næsten læderagtige blade, når først de er færdige med at rulle sig ud.
Nogle af skjoldbregnerne "føder endda levende unger" sådan at forstå at de kan danne nye småplanter langs bladenes midterribber, de såkaldte bulbiller. De kan deles forsigtigt fra og plantes ud - eller man kan bøje hele bladet ned til jorden og lade dem selv finde ud af det

Almindelig skjoldbregne er hjemmehørende i Danmark - men burde måske næsten omdøbes til ualmindelig skjoldbregne, eftersom der ved seneste optælling, kun kendes 4 planter i naturen - som alle gror i Jylland. Vil du have almindelig skjoldbregne i haven, skal du derfor - nøjagtigt som med kongebregnen og rundfinnet radeløv - købe dem i planteskolerne.
Skjoldbregnerne betegnes i engelsktalende lande undertiden som "julebregner" - naturligvis fordi de selv i juletiden og selv når der er frost og sne, står så grønne som i urtidens underskove.

Husk, at vi hjælper dig gerne med gode råd, plantesammensætninger og deciderede bedplaner - også for skovhaven med bregner  - bare skriv til gartnerne!