Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Sidste udkald for en blomstrende eftersommer!

Kan man stadig nå at bruge knolden?
Sagtens!


Det er overhovedet ikke for sent at lægge knolde af alle de dejlige sommer- og efterårsblomstrende. Officielt siges det, at knoldene skal i jorden inden udgangen af maj, men den varme sommer sætter skub i væksten og de indhenter hurtigt det forsømte - netop nu, hvor der snart er brug for lagerpladsen til forårsløgene, som begynder at komme ind allerede i august, så er der mulighed for at gøre en rigtig god handel!

De ser tørre ud, ja - men straks de kommer i jorden og får vand og varme, vil de starte væksten. Især dahlia er hurtigt på stikkerne i den varme sommer, som minder dem om deres oprindelige hjemsted Mexico, og kan udvikle de første blomster i løbet af seks uger, hvis forholdene er optimale: Varme, sol, vand…og næring. 

Brug flydende gødning i vandingsvandet, organisk gødning i bedene - eller depotgødning i pottejorden.
Skal knoldvæksterne udelukkende tære på oplagsnæringen, indtil de har så stor en bladmasse, at de kan begynde at producere selv og skabe nye lagre, så går det alt for langsomt.


Hvor er der plads?

Her på falderebet, hvor knoldene er billige, er der med andre ord alletiders mulighed for at få et stort blomsterflor gennem hele eftersommeren på de områder, som ikke er optaget af anden plantevækst: Måske i køkkenhaven, hvis du allerede har et bed ledigt efter de første kartofler?
Ellers får du det jo lige om lidt - og så kan du lægge knolde for hver kartoffelplante du har taget op. Start dem eventuelt allerede nu i potter, så de er klar til at vokse videre, så snart du har en plads til dem.

De kan også blive i potterne, hvis ikke der er plads i haven.
Under mindre forhold kan du få en hel blomsterhave i krukkerne, som tidligere husede de hornvioler og stedmoder som i disse dage begynder at blive lange og flade og ramt af meldug: Deres tid er forbi - dahlia skal først til at starte!

Samlet i kartoffelbedet eller på et andet afgrænset område, har du dog en helt unik mulighed for at "snyde" nattefrosten og have blomster til buketterne helt ind i november.
Hvis dahlia får "dyne på" om natten af hvid fiberdug eller blot et lagen, klarer de sig nemlig gennem de nætter, hvor der kun er få graders frost - og du kan blive ved at plukke i ugevis, fordi der produceres nye blomster dagligt, så længe du kan hjælpe planterne gennem nattens kulde.


Fyld endelig op!

Er der huller i staudebedet, mellem roserne, hvor et par stykker er gået til eller ikke trives - eller i forhaven mellem de lavere prydbuske, er det jo oplagt at få dem lukket med frodige dahlia og gladiolus - vælger du sarte farveharmonier, eller giver du den gas med hele paletten?

Det er en temperamentssag om du ønsker tone-i tone eller vil give haven et helt Emil og Ava Nolde’sk udtryk med mange kraftige farver, men slå dig løs og prøv dig frem: Hele showet varer til frosten stopper ballet og du graver knoldene op til frostfri vinteropbevaring. Næste år kan du lægge dem anderledes og få et helt nyt havebillede - eller du kan lade dem dø på voksestedet og købe nye næste år.
En knold koster ikke mere end en pose slik - men glæder SÅ meget længere.


Sommergæst eller varige glæder?

Er du mere til de varige glæder og har en plads, som skal være permanent optaget, kan du lægge liljeløg i mellemrummene mellem stauderne. De er hårdføre og flerårige og kan blive i bedet for altid. Liljer danner sideløg hvor de trives, så om få år kan du plukke hele armfulde af de duftende blomster. Alternativt kan du grave løgene op i deres hvileperiode og lave en ny gruppe et andet sted - eller forære overskuddet væk til havevenner.

De helt eksotiske gæster fra subtropiske og tropiske himmelstrøg kan rykkes indenfor i eftersommeren og blive spændende stueplanter eller udestueplanter.
Gloxinia, med de fløjlsagtige blomster, kender du måske allerede fra mormors vindueskarme og kobraliljens dramatiske blomsteraks fra ferier i Østen, så hvorfor ikke gøre forsøget selv? 
Der er ikke meget, der slår tilfredsstillelsen ved selv at have dyrket sine stueplanter lige fra lille knold...og hvis det mislykkes? Ja, så kostede det næsten kun ulejligheden og du har erfaringer til næste års forsøg!

Er du klar til at prøve lykken? Skriv til gartnerne, hvis du mangler gode råd.