Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Syrisk rose - værd at vente på!

Når man hører navnet - Syrisk Rose - får man jo nemt den tanke, at den smukke busk tilhører rosenfamilien.
Det gør den dog ikke - i stedet tilhører den familien Katost og er således relateret til vindueskarmens Hawaiblomst, til havens Mamelukærmebusk og til staudebedets moskuskatost, stokrose og silkekatost - men hører de mere eksotiske himmelstrøg til.
Syrisk rose, derogså kendes som Havehibiscus, trives og blomstrer dog rigt også i vores del af verden, blot man tager hensyn til deres natur og giver dem dét de behøver for at trives: Dejlig sol og varme - og gerne læ.

Busken har et ualmindeligt sent løvspring og blomstrer også meget senere end mange af havens øvrige blomstrende buske, så i løbet af foråret er man mange gange henne hos den Syriske rose, hvor den står med sine nøgne grene og små brune frøstande fra sidste år: Springer den dog aldrig ud? Er den måske død?
Vi bliver helt urolige - men hvert år i juni tager den sig alligevel sammen og går i gang: De grønne blade begynder at folde sig ud og årets tilvækst starter.
Allerede i juli måneds sidste halvdel, begynder blomsterknopperne at dannes - og SÅ går det stærkt!
Hver dag indtil oktober må vi ud i haven og kigge, for hver dag er der nye blomster sprunget ud. Store som kopper og i de dejligste pastelfarver, ofte endda med et rødt “hjerte” i blomstens midte.
Den syriske rose er nok en plante, der er værd at vente på i de lange, utålmodige forårsmåneder, for den tager revanche i eftersommeren, hvor det ofte er sparsomt med blomst i haverne.

Farver og former

Oprindeligt havde syrisk rose udelukkende åbne, tragtformede blomster, oftest i rosaviolet med et mørkere "øje" i blomstens midte.
Med tiden og med forædlernes arbejde, er der dog kommet talrige nye sorter med dobbelte eller helt fyldte blomster, som næsten kan ligne pæoner eller nelliker - de såkaldte 'Chiffon' typer 

De fleste syriske roser blomstrer i pastelfarver som lavendel, lyseblå, rosa, gammelrosa og hvid. Enkelte nyere sorter har mørkere blomster, især “french” serien har kraftigt farvede og meget fyldte blomster, der dog er knapt så store som i de mere kendte sorter og tilbøjelige til knopfald i meget våde perioder.
læs med herunder og find din favorit!


Hibiscus syriacus 'Marina’

Smukke Marina er en nyere sort med mere dybblå blomster end den gamle 'Bluebird' som nok er den mest kendte blå type. Bluebird sælges undertiden også under sit franske navn 'Oiseau Bleu'

Både Marina og Bluebird er middelkraftigt voksende og med slank vækst, især som unge. Senere bliver buskene mere vaseformede.


Hibiscus syriacus ‘Woodbridge’ 

Sorten 'Woodbridge' og den lidt mere violetrosa 'Russian Violet' er populær ældre sorter med god hårdførhed.
Blomsterne er store og med tydelig rød plet i blomstens hjerte, og buskene er tilsvarende kraftigt voksende, strengt oprette som unge og senere mere vaseformede, til slut ægformede.
Vil du blive i det rosa, men bare en lille bitte smule lysere, skal du se efter 'Aphrodite' eller 'Pink GIant' som endda har endnu større blomster.


Hibiscus syriacus ‘Blue Chiffon’

Blå, violet, rosa eller hvid? Alle muligheder findes i serien af Chiffonhybrider, der alle har store halvfyldte blomster med mange kronblade. De er ensfarvede eller næsten ensfarvede hele vejen gennem blomsten, eventuelt med lette rosa eller røde striber, som det især ses ved China Chiffon.
Foruden Blue Chiffon og  'China Chiffon' findes den snehvide ‘White Chiffon’ lyst violette ‘Lavender Chiffon’ og den yndigt lysrosa ‘Pink Chiffon

Hibiscus syriacus 'Hamabo’

Hamabo er en ældre sort med lidt mindre blomster end de moderne - men til gengæld med god hårdførhed og god resistens overfor våde somre. Blomsterne er blegt lyserøde med stor rød tegning i midten og endda lidt "læbestift" på kanten af de ydre kronblade. Sorten er middelkraftigt til kraftigt voksende og bliver som ældre en høj, vaseformet busk. Alternative sorter er den spændende nye 'Pinky Spot' med større blomst og mere "læbestift" som gør blomsterne udpræget trefarvede: hvide, rosa og røde, den skønne 'Helene' med lysere rosa blomster og endelig 'Mathilde' med så blegt rosa en blomst, at den næsten er hvid, var det ikke for den røde tegning i blomstens hjerte


Hibiscus syriacus 'Eleonor’

Kan det ikke blive hvidt og sart nok - så hils på 'Eleonor' hvis store blomster er næsten lysende hvide i tusmørket. Sorten er kraftigt voksende, først opret og senere mere udbredt.
Alternative sorter er 'White Chiffon' med dobbelte blomster, som næsten ligner blomsterhandlerens nelliker og den ældre, pålidelige 'Red Heart' som pynter sine snehvide blomster med en iøjnefaldende rød midte

Ud i haven!

Du kan plante de pottekultiverede syriske roser både forår, sommer og efterår, så længe vejrforholdene tillader det - det vil sige, jorden skal være let at arbejde med, ikke for tør - og naturligvis ikke frosset.

Planter du om efteråret, har planten kortere tid at etablere sig i, inden første vinter i haven. Her kan du med fordel vinterdække med granris eller hvid fiberdug, for at sikre at havens nye familiemedlem slipper helskindet gennem den kolde, danske vinter - for frost og kulde er nemlig ikke noget, som falder i den syriske roses smag.

Vælg derfor et dejligt lunt og solrigt hjørne til den. Gerne en sydvestvendt krog med læ, hvor de kan udvikle sig frit og gerne i en muldrig og veldrænet jord - de hader at få “våde og kolde fødder” om vinteren.

Overvej følgeplanterne til din hibiscus: Skal den stå sammen med andre sent blomstrende buske som sommerfuglebusken, tamarisken eller kyskhedstræet, hvis slanke blomsterspir danner smukke kontraster til den syriske roses store “blomsterkopper”, så er det en god ide at omgive alle disse sene med længesblomstrende stauder som hybridstorkenæb, for at ikke hele bedet skal “stå tomt” i forårsmånederne.
Alternativt kan du i stedet plante din syriske rose mellem  tidligere blomstrende buske, som fx de lave japankvæder eller den lille stjernetop, der kan aflede opmærksomheden fra den syriske roses sene løvspring og give forårs- og forsommerinteresse? Lille stjernetop får dejlige gyldne efterårsfarver, som spiller godt med de lysegule efterårsblade på den syriske rose - og japankvæden? Ja, den brillierer med sine lysende gule frugter til langt ud på vinteren.


Plantning hvordan?


Nu har du valgt din syriske rose - og voksestedet til den. Et dejligt lunt hjørne i haven - men hvad så?
Ja, først skal du i gang med spaden og grave plantehullet. Jorden skal løsnes godt i plantehullet og hullet skal være ca. 3 gange så stort som potten - er jorden i orden, eller skal du måske blande jordforbedring i?
Mens du graver, kan planten stå og hygge sig i en spand med vand - så er vi sikre på, at rodklumpen er vandmættet inden plantning.
Fyld også det færdige plantehul op med vand og lad herefter jorden suge vandet til sig.
Vandet skal være godt på vej til at være sivet væk indenfor en kaffepauses tid - ellers er drænet ikke i orden og så trives din hibiscus knapt så godt, som hvis bunden er veldrænet.

Tag nu potten af rodklumpen og tjek rødderne. Er rodnettet meget kompakt? Så kan du skære et par langsgående snit i rodnettet med en skarp kniv: det animerer til ny rodvækst.
Sæt planten i hullet og kom herefter jord omkring rodklumpen.
Husk, at planten gerne skal plantes i samme dybde, som den stod i i potten - måske skal der også jord UNDER rodklumpen, for at den ikke står for dybt.

Træd forsigtigt jorden til om planten. På den måde vil rødderne komme i god kontakt med jorden.
Vand godt efter - måske synker jorden nu omkring planten? Så var der alligevel en luftlomme.
Fyld op med jord igen, så planten ikke skal "stå på tæer" i bedet.

Husk regelmæssig vanding, gødskning og renholdelse for ukrudt i hele etableringsfasen. Det ville jo være trist, hvis din dejlige syriske rose gik til!

Beskæring af syrisk rose?

Syriske roser behøver i princippet ikke at beskæres. Men skulle den forsøge at vokse helt op i himlen eller på anden vis erobre mere plads end det var meningen, eller få en helt forkert placeret gren, der stikker ud til den ene side, kan den sagtens begrænses i sine udfoldelser.
Men gå i gang i tide - så du ikke pludselig vil reducere busken til halv størrelse: Den syriske rose foretrækker en let beskæring. 

Beskæringen skal foregå i forsommeren inden eller lige omkring løvspring. Beskærer du senere, klipper du hele den kommende blomstring af. Beskærer du tidligere, risikerer du at sen nattefrost gør skade på den nybeskårne busk.


Syrisk rose i krukker?

Den smukke busk med den lange blomstrig og den dejligt slanke og oprette vækst - den MÅ da være egnet i krukker?
Ja og nej: Vinteren i krukke er meget hård ved den syriske roses rødder, og den bør derfor opbevares på et beskyttet sted vinteren igennem, hvis den skal klare sig.

De store blomster kræver noget at leve af, så pas din syriske rose med flydende gødning i vandingsvandet, hele vækstsæsonen igennem eller med depotgødning som udlægges hvert forår i en mængde passende til krukkens størrelse.

Overvej også, om du vil underplante med tidlige forårsblomster eller lave stauder med lidt kulør på om foråret - fx de smukke alunrod -  så at krukken ikke skal stå “tom” i hele foråret, hvor den syriske rose står med nøgne grene.


Ved du allerede lige hvor din syriske rose skal stå, hvilken sort du vil have - og hvilke følgeplanter, der skal gøre den smukt selskab? Ellers spørg gartneren - vi har masser af gode, gratis råd og ideer!