Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Vi elsker tulipaner!

Ja, det gør vi da! De smukke havetulipaner er slet ikke til at stå for og vi får lyst til at gå helt tulipananas!

Sådan har det været lige siden de første forædlede tulipaner kom på markedet for mange hundrede år siden og for hvert år kommer der nye fristelser på markedet. Ingen plante er som tulipanen villig til at danne nye farvevarianter eller blomsterformer og mennesker har til alle tider elsket de duftende og farvestrålende tulipaner - undertiden så højt, at det tangerede det rene vanvid.
I 1600tallet blev tulipanløg handlet til enorme formuer - ofte med konkurser og selvmord i kølvandet.


De vilde og de "tamme"

Siden de vilde tulipaner voksede i Centralasien og til vor tid, har de været gennem hænderne på utallige forædlere, planteskoleejere - og naturligvis haveejere!
Fra længe før vor tidsregning blev der dyrket forædlede tulipaner i Tyrkiet - og senere har de været en uundværlig del af også de nordligere europæiske haver, startende for mere end 500 år siden, da blot nogle få løg kom til Holland - det land, fra hvilket vi i nyere tid kender de store løgmarker, der bugner af blomst.

Markerne bruges til løgproduktion, så bedst når de mange smukke står med fine blomster, så kommer avlerneog slår alle de smukke blomster af. Bladene bevares og der gødes og renholdes - for de grønne blade “fodrer” løgene, så de bliver store og fine og fulde af oplagsnæring - klar til næste års blomstring.
Når bladene er visnet helt ned og løgene hviler, kan de tages op, størrelsessorteres og pakkes i poser til salg, så du kan købe dem og lægge dem i DIN have.



Kommer de igen?

Jo da - dét gør de....Hvis de får det som de fik det på den veldrænede, solrige mark hos producenten!
Tulipaner trives nemlig bedst på relativt veldrænede jorder og gerne, hvor løgene rigtigt kan bages igennem af sommersol og varme.
For trods mange års forædling i Holland, savner de stadig Tyrkiets og Centralasiens varme og tørre somre.

Du behøver dog ikke at slå alle blomsterhovederne af med maskine, som producenten gør, blot du sørger for at tulipanerne ikke får lov at danne frø.

Til gengæld skal de have lov at beholde alle deres fine, knitrende, voksagtige grønne blade, helt til de er blevet gule og tørre og kedelige og let løsner ved et hurtigt ryk.
Når du plukker ind til vasen, så husk også at lade løget beholde så mange blade det er muligt.

Du må også gerne tænke lidt på dem, når de store blomster er faldet, men bladene står grønne tilbage: Det er NU bladene skal samle næring til løget og dermed til næste års vækst: Giv tulipanerne et lille drys organisk gødning til løgplanter, når du går forbi bedet.


Tulipaner er flotte i store grupper - nøjagtigt lige så længe som blomstringen varer.
Herefter bliver det jo hurtigt lidt kedeligt at se på de store blade, som bare bliver ved og ved at stå der og og være i vejen.
Overvej derfor at lægge dine tulipanløg et sted, hvor dejlige stauder kan vokse op og med deres friske grønne top dække over de nedvisnende rester af forårets tulipanpragt. Ellers fristes vi til at fjerne bladene inden deres tid er slut - og dét går mærkbart ud over tulipanernes livslængde, fordi det åbner en vej ind for svampesygdomme.

I gamle dage tog man derfor tulipanløgene op om efteråret, tørrede dem og behandlede dem med et svampemiddel, for derefter at lægge dem igen.
Dét gør vi ikke mere, fordi svampemidlerne viste sig potentielt kræftfremkaldende. 

Går der alligevel nogle stykker til trods al vores møje - eller forsvinder de i maverne på mosegrise og halsbåndsmus - må vi derfor udnytte det glædelige faktum at tulipanløg nu er blevet så billige og lettilgængelige at vi ikke som i 1600’tallets Holland måtte betale med hele formuen, gården eller ejendommen for blot nogle enkelte tulipanløg.

Hvilke tulipaner skal DU have i år? Se det store udvalg her