Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Haven i juli 

Nyd frodigheden, lug det, du kan nå og klip hækken, hvis du har lyst. Ellers bare lad den være.

Vi har netop passeret midsommer og haven har aldrig været smukkere. Den har heller aldrig været mere uregerlig. Selvsået rucola, vortemælk, ærenpris og fuglegræs vælter frem og dækker hvert et stykke bart jord. I staudebedet danner løvefod et tæt limegult bunddække, og mellem roserne, der blomstrer overdådigt med deres første store flor, står løvehale strunk og tæt med lysegule kvaster.

På denne tid af året stikker det hele nemt lidt af, og det bedste du kan gøre, er at nyde frodigheden. Lug det du kan nå og lad resten være. Glæd dig over, at lidt bunddækkende et-årigt ukrudt faktisk bare er med til at holde jorden sund og fugtig og skygge for den brændende sol.

FÅ STYR PÅ KØKKENHAVEN

I køkkenhaven er det tid til at høste de første rigtige afgrøder og sætte bønner og græskar. Derudover skal du enten dække jorden eller luge, luge og luge. Få en oversigt over gøremål i køkkenhaven HER. Og de 5 bedste lugetips til haven HER.

PLEJ DINE ROSER

Roserne blomstrer med deres første og flotteste store flor. Nogle kan komme igen med friske roser i sensommeren, og andre kan blive ved og ved med at blomstre fra nu af til langt ind i efteråret. Klip de afblomstrede rosenhoveder af og giv lidt gødning og vand, hvis sommeren er tør..

PLANT OG VAND STAUDERNE

Stauderne er havens rygrad og kommer trofast igen hvert år, uden at du skal røre en finger. Du kan sagtens plante stauder i løbet af sommeren, og når du får dine planter leveret fra Plantetorvet, er de holdt lidt tilbage i væksten, så de er klar til at blomstre kort efter, at du har modtaget dem. I løbet af sommeren er det vigtigt, at du er ekstra flittig til at vande. Find flotte, robuste og ukrudtsstærke stauder HER.

FORLÆNG BLOMSTRINGEN PÅ SOMMERBLOMSTERNE

De et-årige sommerblomster i bedet og i krukkerne kan blomstre over en meget lang periode, bare du er flittig til at nippe de afblomstrede hoveder af, vande så jorden ikke tørrer ud og gøde, f.eks. en gang om ugen med en smule flydende næring i vandingsvandet. Flydende næring kan du lave selv ved at lægge dit græsafklip eller ukrudt i blød i nogle dage. Du kan læse mere om, hvordan du laver din egen gødning her.

KLIP HÆKKEN ELLER LAD VÆRE

Et gammelt haveråd siger, at hækken skal klippes inden Sankt Hans og igen i begyndelsen af august. Sandheden er, at du kan klippe din hæk, når det passer dig. Jo oftere du klipper, jo nemmere er det, og jo tættere bliver hækken. Husk bare at tjekke for fuglereder før du begynder at klippe, især hvis du bruger el- eller benzinklipper. Du kan også sagtens springe et år over, og hvis hækken er blevet meget løs og bred, kan du forynge den ved at klippe den tilbage i form. Her skal du bare tage lidt af gangen, f.eks. den ene side det første år og den anden side året efter. Læs mere om hækplanter HER.

- Karina Demuth