Vi ved, hvad vi forventer, når vi bestiller haveroser: De dejlige, duftende blomster, blanke blade og frodig vækst.
Det er bare ikke altid det vi modtager, fordi roser ikke blot sælges pottegroede og i fuld vækst, men også barrodede fra kølehus, eller nypottede og tilbageklippede, alt efter sæson.
Hvilke sorteringer du kan finde til salg og vælge imellem, afhænger af tidspunkt på året.
Barrodsroser leveres uden jord på rødderne, uden blomst og uden blad.
De sælges udenfor vækstsæsonen, hvor de tåler maskinel håndtering og optagning.
Barrodsroserne har hele året vokset i rækker i marken hos producenten. De er blevet vandet, gødet, knebet og topklippet - og i oktober kan de tages op med maskine fra produktionsmarkerne.
Herefter klippes de hårdt tilbage med en rundsav , bundtes, mærkes med etiket - og lægges i kølerummet, hvor de "holder vinterferie" lige til de bliver taget ud igen og plantet - enten i din have, eller i en potte på produktionsplanteskolen.
Da der endnu ikke er brugt arbejdstid og materialer på at plante roserne ud i potter, er barrodsroser billigere end pottede roser.
Når det ikke længere er muligt at holde de barrodede roser tilbage i væksten i kølehuset, så pottes de usolgte op og sættes ud på planteskolens produktionsbede, hvor de får hver deres lille dryppind med gødningsvand - og så begynder de at gro. Nøjagtigt som de gør i din have, når du har plantet dem korrekt og giver dem det vand og gødning de har brug for.
Er roserne helt nypottede, er der ikke mange blade på dem, når du modtager dem: de er lige kommet fra kølehuset og skal vænne sig til, at det nu er maj og ikke oktober. Men så snart det er sket - SÅ går det også stærkt med tilvæksten.
Roser, der leveres i potter, har derfor oftest blade, når du modtager dem - de kan også have blomsterknopper eller udsprungne blomster, men det er ikke alle, der har det. Det afhænger nemlig af af rosens naturlige blomstringstid i forhold til købstidspunktet.
Du skal derfor ikke være bekymret, hvis du modtager en rose uden blomst. Den vil komme, når rosen har etableret sig i din have.
Vil du vide mere om plantning af roser, kan du læse artiklen her - eller se videoen herunder, hvor vores gartner Annette forklarer, hvordan du bedst planter dine roser.
Du er også meget velkommen til at spørge gartnerne - de gode råd er helt gratis!