Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Derfor skal du have sommerblomster i haven

Sommerblomster i haven? Ja, selvfølgelig! De er da slet ikke til at undvære!
De giver farve og liv til haven og en blomsterrigdom som langt overgår de flerårige haveplanters.


I modsætning til hårdføre, flerårige haveplanter, er sommerblomsterne enten etårige, toårige - eller flerårige, men ikke hårdføre under danske forhold.
Sommerblomster kan startes fra frø - indendørs i potter eller udendørs i bedet og de kan købes som unge planter, der er klar til udplantning.

Fælles for alle sommerblomster er, at de giver alt hvad de har i sig i den korte tid, de lever - de blomstrer simpelthen i én uendelig strøm hele sommeren igennem. Et blomsterflor der overgår alt, hvad de flerårige haveplanter kan byde på.

Når vinteren kommer, er sommerblomsternes tilværelse forbi og de kommer på kompostbunken - men sikken masse blomsterglæde de har givet os!


Sommer på altanen

Sommerblomster er selvskrevne til krukker, kummer og altankasser - og det er da også der, vi oftest anvender dem.Struttende pelargonia med duftende blade, åbner hver eneste dag nye knopper og står som en lille blomstrende hæk i altankasserne - eller i en smuk krukke på det lille bord.  Det samme gør de lave former af dahlia, som vi ellers ofte tænker på som værende alt for store til altankasserne - men tænk igen!
De mange dejlige sommerblomster kan anvendes på mange flere måder, end vi traditionelt gør.

Tænk bare på dipladenia. Som den slyngplante den reelt er, vil den lige så glad klatre til tops i et mindre træ og fylde det med sine store tragtformede blomster, som den vil klatre på et stativ, et espalier eller et kedeligt stakit.
Alternativt kan du bruge den i en ampel eller krukke, hvor den ikke får mulighed for at klatre nogen steder - så vil den i stedet lade sine lange ranker fulde af blomst hænge ned som et rent blomstervandfald!

Og i haven!

De yndige tvillingeblomster ses oftest som store puder i væghængte potter - eller når vælter ud over altankassens kant i smuk forening med sølvnyresnerle og kløver -men overvej engang, hvor smukke de kunne være som kant på rosenbedet med de lidt højbenede ældre roser?
På samme måde er bacopa og fjerblomst ikke bare velegnet i terrassens ampler, men oplagt både som blåpudens efterfølger i et stenbed eller som bund under et lille højstammet træ.

Søde lille bacopa og tiny tunia er også fine som hurtig farveklat i en større krukke, hvis faste beboer måske ikke helt er på sit højdepunkt endnu.
Lampepudsergræsser, blodgræs og andre “sene startere” vokser nemt op gennem de lette blomstertæpper, når tiden kommer, hvor de vækkes til live efter vinteren

Naturligvis kan du også bruge de mange fine sommerblomster mellem stedsegrønne planter og lave prydbuske - i en fin rand i overgangen mellem plæne og prydbuske,  som bunddække eller mellemblomst blandt roser,  i staudebedet, hvis der er opstået et lille hul - og naturligvis i skærehaven!

 

Gør det selv!

Kan du lide at dyrke dine egne planter - så er de hårdføre sommerblomster et oplagt sted at starte. De kan sås direkte på voksestedet, eller du kan så dem på række i køkkenhaven og flytte småplanterne på plads, når de har udviklet sig ud over babystadiet.Der kan købes meget frø og fremelskes mange blomster for kun få kroner og udvalget af frø til sommerblomster er kæmpestort. 

Du kan endnu nå at så - se de mange blomsterfrø her - det sværeste er at vælge!


Eller lad gartnerne gøre forarbejdet

Udvalget af sommerblomster til udplantning er meget stort - du kan finde nøjagtigt de blomsterfarver og typer du ønsker dig.
Præcis som enhver anden haveplante, skal også sommerblomsterne plantes i en lækker, løs, bekvem og fugtig jord.
I altankassen er der ingen problemer med at plante ud - men hvad med krukker og bede, hvor der måske allerede vokser noget?

Ja, da må du forsigtigt lave plads til sommerblomsternes rodklump mellem de eksisterende rødder - og give dem lidt ny jord med på vejen.
Hvis ikke du kan komme i jorden, uden at ødelægge rødder - så må du snyde!
Selv store dahlia er villige til at gro i en lille høj af dejlig plantejord, blot du sørger for, at de ikke bliver tørre - husk på, at vandet hurtigt løber gennem højen og ned i bedet. Ned, hvor sommerblomsten ikke har en chance for at nå det.

Vand derfor lidt, men tit, hvis du er nødt til at “snyde” for at få den ønskede effekt af  et bånd af margueritter blandt etablerede stedsegrønne - eller biblomme under og foran roserne.

Pasning og pleje

Sommerblomster vil vokse og blomstre helt uden ophør, nøjagtigt så længe som du passer dem - helt indtil frosten kommer og slutter deres liv.
Men intet kommer af intet, heller ikke hos sommerblomsterne.

De små sommerblomster du plantede ud i april, maj eller juni, skal naturligvis passes som enhver anden haveplante, sommeren igennem. Især dem, du har plantet lidt “letsindigt”  - oven på jorden mellem etablerede buske, måske -  eller i en vindudsat position, fordi det var lige dér krukken med de knaldrøde pelargonier tog sig allerbedst ud.

Vand, vand og atter vand - ja, naturligvis. Men også gødskning og renholdelse i nødvendigt omfang samt evt. fjernelse af frøstande, som kan hæmme den fortsatte blomstring.
Mange sommerblomster - bacopa, tvillingeblomst, fjerblomst, betulia og tyrolerpelagonier er selvrensende, hvilket vil sige, at de selv kaster alt afblomstret materiale.

Så heldige er vi ikke med de planter, der har meget store, tunge eller fyldte blomster. De får brug for lidt hjælp, for at slippe af med det brune og visne.
Det kan virke lidt langsommeligt - men på den anden side også hyggeligt - og det betaler sig, for ikke bare forlænges blomstringen i ugevis, måske månedsvis - planterne ser også friskere og sundere ud, når du har rystet eller pillet dem for visne blomster.

Og så skal man selvfølgelig også skære buketter af egnede sorter. Deres store styrke ligger jo netop i, at mange sorter er fine til afskæring og/eller tørring.
Rigtig god sommerblomstfornøjelse - husk, at du altid kan få gratis råd g vejledning hos Plantetorvet.dk - bare spørg gartnerne!