Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Undgå omveje - tag den direkte vej til det perfekte staudebed

Romantiske rosa nuancer: Echinacea, Veronicastrum, Eupatorium og Sedum. I baggrunden anes Panicum med lette aks.

Når du planlægger dit nye staudebed er det nemt at finde inspiration mange steder på nettet, i naboens have, i mosters have eller på Plantetorvet.dk. Det er forførende læsning og der er gode ideer fra alle sider.
Øjet vil have alt, hvad det ser - men hvordan kommer det til at se ud, som jeg ønsker hjemme i min have?
Læs gartnerens 7 trin til varig staudesucces herunder


Det tørre bed. Sedum, Nepeta, Cerastium og Achillea. I forgrunden giver Calamagrostis højde og lethed

Afklaring

Det første skridt på vejen til DIT perfekte staudebed, må derfor være afklaring af, hvilke forhold du har på voksestedet.
Er der skyggefuldt eller solrigt? Er der fed og tung jord eller let og veldrænet jord? Er der fugtigt eller tørt? Er der læ eller blæst?
Derefter kan du begynde at se på, hvilke stauder der naturligt trives under netop de forhold, som DU kan tilbyde. Måske du må undvære en enkelt yndling - til gengæld er der mange hundrede andre, som vil elske at vokse netop dér, hvor du har planlagt at lave et staudebed.



Eremurus danner tag over lavere stauder og græsser, bl.a. Aquilegia, Sanguisorba og Deschampsia

Stauder søger selskab 

Når du ser de dejlige billeder af vellykkede staudebede - eller bare kaster et blik på en blomstrende eng eller grøftekant, vil du især bemærke een ting: Stauder står aldrig enkeltvis.
Selv de såkaldt solitære stauder, som er store og kraftige nok til at stå alene uden at vælte, står altid flere steder i bedet, i grøftekanten og på engen.




Salvia nemorosa som gentagende tema i et langt staudebed. 

Gentagelse med variation

Efterlign naturen og plant især lavere stauder gruppevis. Gentag grupper af den samme staude flere steder - det skaber ro for øjet og giver flere blomster at plukke af, så du kan lave nogle ordentlige buketter uden at rydde hele bedet.
Grupperne behøver til gengæld ikke at være lige store, eller af samme form, for at give den ønskede helhedsvirkning. Naturen er aldrig helt symmetrisk.




Allium aflatunense blomstrer, Astilber overtager efterfølgende. I baggrunden Rodgersia og Iris sibirica

Blomster i skiftehold

Hverken i naturen eller i bedene er der plads til et tomt areal - og planter du ikke SELV noget, så gør naturen det. Desværre ofte i form af ukrudt.
Undgå ukrudt og forlæng perioden med blomstring ved at lægge tidlige forårsløg under og mellem de stauder, som “vågner” sent om foråret.
Omvendt, vil en del af de meget tidligt blomstrende stauder visne ned efter endt blomstring, og ikke vise sig igen før til næste forår: plant derfor sent blomstrende stauder eller knoldplanter mellem disse, så de kan overtage pladsen og give et ekstra flor.



Achillea  filipendulina  danner gule parasoller over Nepeta. I baggrunden Helenium og  Allium.

Højde blandt de lave

Selv mellem de tidlige, lave stauder, som IKKE visner efter blomstringen, kan du få plads til et ekstra hold blomst: vælg høje, slanke stauder med let løv og stive stilke: de kan klemme sig op mellem bladene på de tidligt blomstrende og ud på eftersommeren danne et let, blomstrende “tag” over dit bed. Prydgræsser er også meget anvendelige til dette formål.



Geranium 'Ingwersens variety' som kant foran bl.a Aquilegia vulgaris'

Der må være en (blomstrende) kant

Som hovedregel er et bed altid pænt, når kanten er pæn. Kanten behøver ikke at bestå af kun een type planter. Det er smukt med en ensartet kant i meget formelle bede, men hvor der ønskes et mere “vildt” eller naturligt udseende, kan man udmærket lave kanten bestå af flere forskellige stauder i smalle rækker, som afløser hinanden eller flettes sammen.
Som kant på et bed vælges stauder med lang blomstring, med sen blomstring - eller med flot løv, selv når de ikke blomstrer.



Helleborus ori. ssp. abchasicus  med Polystichum bregner.

Helårsflot

Husk, at stauder pr. definition visner ned om vinteren, for derefter at gro en ny og fin top til foråret - fuld af dejlige blomster!
I vinterperioden kan staudebedet derfor se noget tomt og trist ud, hvis ikke du har tænkt på at få plantet lidt vintergrønne stauder mellem alle de andre.
Også stauder og prydgræsser med fine frøstande, kan bidrage til at give dig et bed, der glæder hele året.



Nu er du klar til staudestart

Hos Plantetorvet.dk vil vi dog gerne hjælpe dig endnu mere på vej - og de gode råd er helt gratis. Skriv til gartneren på [email protected]

Helenium blandt Salvia nemorosa og Miscanthus