20 spændende surbundsplanter - variation til rhododendronbedet

Mange surbundsbede starter med lutter rhododendron - og måske et par lyng. 
Vi forelsker os i de smukke planter, når de står på højdepunktet af deres blomstring, men når forelskelsen ikke længere er helt ny, opstår ønsket om noget andet.
Noget, der giver blomst på et andet tidspunkt. Noget der dækker bunden. Måske et lille spændende træ?

Læs med og bliv inspireret til fornyelse af dit surbundsbed - måske bliver du nødt til at udvide bedet, bare for at få plads til alt det spændende?

Kantlyng

Kantlyngens fine, klokkeformede blomster i maj og juni udfylder fint pladsen efter vårlyng og inden de lidt senere sommerblomstrende lyng kommer i gang. Uden for blomstringstiden ligner kantlyng slet ikke en lyng, men  en lille stedsegrøn busk med lav vækstform - for den har små taglagte nåleskæl, lidt som man ser det hos thuja og cypres.

Hasselbror

Sikke dog en yndig busk - og så tidlig en blomstring! Hasselbror har de fineste og tyndeste små grene, som den holder yndefuldt udbredt. De er tæt behængt med cremegule, let duftende blomster allerede i marts måned. Navnet har den fået, fordi de udsprungne blade har en lighed med hasselbuskens runde blade - blot i en trediedels størrelse. Efterårsfarverne er lysegule og giver fin kontrast mellem stedsegrønne rhododendron.

Andromede

En familie af små, stedsegrønne buske, som lyser op vinteren igennem, hvor alle blade er kraftigt røde i flere nuancer. I sommerperioden er bladene grønne og blanke. Ældre buske blomstrer i juni med små, papiragtige, hvide blomster, der hænger mange sammen, som små drueklaser. Planten kaldes derfor også for “druelyng”.

Kødbær 

Lille og lav, stedsegrøn busk, som kun breder sig langsomt. Ideel som bunddække mellem eller på nordsiden af det store bed. Gerne hvor man har mulighed for at mærke blomsternes duft i vinterhalvåret. Blomsterne er fine trevler i alle bladhjørner. Behagelig duft, som minder om hyacinter. Bærrene er ugiftige, men uden særlig smag.

Pieris

Pieris er langsomt voksende, stedsegrønne buske med meget smukke, blanke blade som kan være enten helt grønne eller hvidrandede. Blomsterknopper dannes i eftersommeren og sidder vinteren over, for at åbnes i april og sprede deres dejlige pudderagtige duft. Plantens største aktiv er de nye blade, som fra de bryder frem i maj, og til de er fuldt udviklede omkring midsommer, changerer i de mest vidunderlige røde og gule nuancer, 

Rosmarinlyng

Er en sjælden gæst i haverne, til trods for deres mange kvaliteter. De krukkeformede rosa eller pink blomster ses i maj og juni i stor mængde. Rosmarinlyngs navn giver sig selv, når man ser planten uden for blomstringstiden, hvor dens smalle, nåleformede blade minder om en tæt og lav rosmarin.

Linnæa

Når Linnæa blomstrer, så bliver det bare ikke mere yndigt - det er som små lette alfer der danser over det stedsegrønne løv. Linnæa er en  dværgplante med helt flad, krybende vækst - fin i den lette skygge mellem rhododendron og azalea - eller som forgrund i det skovbundsprægede surbundsbed.

Allåkerbær

Hvad Søren er dét? En anemone? En jordbærplante? Nej - det er allåkerbær - eller bjørnebær, som den også kaldes. En fin lille tæt, bunddækkende plante til sur jord.
Når blomstringen er overstået, udvikles bær, som til forveksling ligner små, orangerøde hindbær…og de er minsandten også spiselige. Når efteråret kommer, får du fine, gyldne høstfarver som bonus - smuk kontrast til stedsegrønne rhododendron.
Husk, at allåkerbær er en såkaldt “fremmedbestøver”, så du skal have begge sorter, for at få egne bjørnebær i haven.

Akshale

Akshale er en rigtig forårsbebuder, som allerede i starten af april står fyldt med lysende gule “haler” af blomster, som kan blive helt op til 15 cm. lange på buske i god udvikling.
Først efter endt blomstring, springer de spidse, grønne blade ud. Akshale kan blive ganske høj, men kaster kun let skygge - perfekt som skyggegiver over lave japanske azalea - eller som selskabsplante til middelstore rhododendron.

Troldel

Troldellen har fået sit navn på grund af de fine, runde, små blade, der kan ligne nyudsprungne elleblade. Før bladene kommer, er den lille busk dog dækket af utallige små hvide troldeparykker af blomst - som endda dufter sødt og behageligt af honning.
Efterårsfarverne er helt uovertrufne i både gule, røde og orange nuancer.

Kanelbusk

Nej - du kan ikke dyrke ægte kanel i surbundsbedet - for kanelbusken er slet ikke i familie med det træ, hvorfra man høster kanelbarken. Buskens bark har dog den karakteristiske krydrede duft, som vi kender fra julens småkager, og har også undertiden været anvendt som “falsk kanel”. De særprægede rødbrune blomster viser sig i juni-juli, og bidrager til hele buskens krydrede duft, da de dufter behageligt og kamferagtigt. Busken vokser langsomt og er glad for den lune plads i læ af en større plante.

Liljekonvalbusk

Ingen er i tvivl, når liljekonvalbusken blomstrer - den karakteristiske parfumerede duft kan mærkes på flere meters afstand, når de korte aks af små blomster springer ud i august og september måned og bringer farve til et for længst afblomstret rhododendronbed.
Senere, når nætterne bliver kolde, får busken fine gyldne efterårsfarver.
Den rene art har cremehvide blomster, men der findes også sorter med rosa blomst.

Skæbnetræ

Skæbnetræ gør ikke meget væsen af sig selv om foråret  - den står som en nøgen pind til langt ind i maj - men det bemærker man sjældent, når den er i selskab med blomstrende rhododendron. Til gengæld vækker det lille træ opsigt i eftersommeren, først med sine ualmindeligt velduftende hvide blomster og senere med de knaldblå bær, som hver sidder i et rødt, læderagtigt bæger - og endelig med sine gule høstfarver inden løvfald.
Smukkest på beskyttet plads i en lukket have med læ.

Duetræ

Har du én gang set et blomstrende duetræ, så glemmer du det aldrig. Det høje træ med den pyramideformede krone er tæt behængt med flagrende hvide “duevinger”og udgør et betagende syn.
Men duetræet er træet for den tålmodige: du må ikke regne med blomst de første mange år.
Til gengæld kaster det så let en skygge, at du sagtens kan have rhododendron og andre surbundsplanter under det. Også om mange år.

Japansk skilla

Japansk skilla kendes også under navnene “druelilje” og  “konvalgræs” og danner tætte og fine kolonier i skyggen i surbundsbedet. Her lyser den op i eftersommeren, når de blå eller violette blomsterspyd pludselig i august rejser sig mellem de stedsegrønne, græslignende blade.

Egebladet hortensia

Hortensia er ikke en ukendt gæst i surbundsbedet, uanset at de fleste hortensia reelt klarer sig lige så fint uden surbundsjord, som med. En undtagelse er dog den egebladede hortensia, som kræver surbundsjorden for rigtigt at trives. Dens store kogleformede stande af cremehvide blomster dufter svagt men sødt, især i aftentimerne og i overskyet vejr.
Når de kolde nætter kommer, skifter de takkede grønne blade farve og bliver intenst røde, brune og orange, mens blomsterne får svagt rosa og lysegrønne farvetoner.
De almindelige hortensia kan have en tendens til at vælte ud over naboplanterne, men ikke den egebladede, som har slank, opret grenbygning.

Canadisk hønsebær

Som hvide stjerner lyser blomsterne på canadisk hønsebær op i bunden af rhododendronbedet i maj og juni. Efter endt blomstring dannes lysende røde bær, som endda er spiselige og kan syltes til marmelade, hvis ikke havens fugle skal have lov at spise dem - det er nemlig ikke kun høns, der gerne sætter næbbene i de knaldrøde bær.
Dejlig bunddækker, som endda får fine høstfarver.

Stenfrø

Når stenfrø har sin hovedblomstring i juni, juli og august - så bliver det bare ikke mere blåt!
Endda giver den ekstranummer i form af lidt spredt efterblomstring lige til frosten kommer.
Bladene er smalle, stedsegrønne og tæt besat med små dunhår, der giver planten et loddent udtryk.Væksten er ganske lav og krybende - en ideel forgrundsplante til en lys placering.
Stenfrø sætter pris på en let grandækning i hårde frostperioder.

Treblad

Treblad har sit navn af indlysende årsager: de smukke, liljelignende blomster har kun tre kronblade hver - og under hver blomst ses tre grønne blade, hverken flere eller færre.
Den snehvide blomst dukker op i maj, og skifter langsomt farve til rosa, hen mod blomstringens afslutning. Andre sorter findes, med gule, brune eller røde blomster.
Efter endt blomstring ses en dekorativ, kantet frøstand.Treblad kan under optimale vilkår så sig selv - så hold øje med småplanter - måske der kan blive en gave til en haveven?

Loebner’s magnolia

Mange kender den lille, hvide stjernemagnolia. Men ikke mange kender Loebner’s magnolia, som er en krydsning mellem stjernemagnoliaen og den store, hvide japanske kobus-magnolia. Loebner’s magnolia har arvet hårdførheden, duften, den store blomst og den træagtige vækst fra den japanske forælder - og de mange kronblade og villigheden til rig blomstring allerede som ung, fra stjernemagnoliaen.
Loebner’s magnolia findes i en lille håndfuld sorter, som afviger fra hinanden i antallet af kronblade - og i farverne. De mest almindelige er hvide, men der findes også rosa og pink typer. Meget let dyrkelige og nogle af de mest hårdføre og vindføre magnolia.

Blev du inspireret til en udvidelse af rhododendronbedet?
Plantetorvets gartnere besvarer gerne spørgsmål eller hjælper med gode plantesammensætninger - bare skriv til os, det er helt gratis!