Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Plantning og pasning af alunrod

Du kender sikkert alunroden på de smukke, farvestrålende blade. Læs alt om plantning og pasning af den fine staude. 

Alunrod - også kaldet heuchera - har fået sit populærnavn, fordi roden efter sigende har en sammensnerpende metallisk smag, som minder om alun.

For os, der ikke går og spiser af tilfældige stauders rødder, er alunroden så utrolig meget andet. Den fungerer både som bunddække, som krukke plante og som almindelig staude i bedet. Den blomstrer smukt i buketter og er desuden smuk året rundt med sit ofte fantastisk farvede løv. 

Alunrod har tætte relationer til Skumblomsten (Tiarella), Biskophatten (Tellima) og Mor-og-Barn (Tolmiea) - så tætte, at der kan opstå hybrider mellem disse, med kendetegn fra begge parter i formeringen. 'Solar Eclipse' er et fremragende eksempel herpå.

Du kan se hele udvalget af alunrod og andre stauder her.

Sorter af alunrod

Der findes mange sorter af alunrod, hvor især farven på bladene skiller dem fra hinanden. Nogle er grønne, mens andre er blodrøde. 

Alunrod 'Ruby Bells'

Heuchera sanguinea 

Alunrod er kendt helt tilbage fra bedstemors have, hvor sorter som 'Ruby Bells' stod med ensfarvede grønne blade og små røde blomster. Denne variant blomstrer fra juni-juli. 


Alunrod 'Palace Purple'

Heuchera micrantha

Omkring 1990 så vi den første rødbladede amerikanske hybrid på det danske marked, nemlig 'Palace Purple'. Siden da er nye hybrider i alle farver myldret frem hvert eneste år. Denne smukke alunrod blomstrer i maj-juni med små cremefarvede blomster på lage dunede stængler. 

Alunrod 'Green Spice'

Heuchera h. 
Indenfor de seneste år har man ikke bare avlet efter smukt og iøjnefaldende løv og god hårdførhed, men også efter stadigt bedre, større og flottere farvede blomster. Sorten 'Green Spice' er et godt eksempel her på. Andre sorter som 'Peppermint',  'Cherry Cola' og serien af ‘Timeless’-sorter er også eksempler på hårdføre alunrod med store smukke blomster.

Placering af alunrod

Alunrod trives bedst i en almindelig, muldrig havejord på en plads uden alt for skarp, direkte sol. Især typerne med limefarvede blade kan få svidningsskader i alt for stærkt lys. De flest alunrod foretrækker en ganske let, flimrende skygge, eller blot en lys plads udenfor den skarpeste sol. 

Tidspunkt for plantning af alunrod

Alunrod i potte kan plantes året rundt, så længe jorden ikke er frossen. Ofte ses det største udvalg i efteråret, hvor mange anvender de farvestrålende alunrod i efterårskrukkerne, såvel som i haven.

Guide til plantning af alunrod- trin for trin

Inden du planter dine alunrod, skal du sørge for at rodklumpen har fået rigeligt med vand. Lad derfor planterne trække vand i 15-20 minutter, inden du planter. Planter du i krukker og kummer, anbefales det at anvende en god, let og næringsrig jord. 

  • Grav et plantehul, der hvor din alunrod skal plantes. 
  • Løsn jorden godt i plantehullet 
  • Fyld hullet med vand, og lad vandet sive ned i jorden, så jorden bliver godt fugtig. 
  • Tag potten af din alunrod og tjek plantens rødder. Er rodnettet meget kompakt, kan du skære et par snit i rodnettet, så det har mulighed for at brede sig. 
  • Sæt alunroden i plantehullet og fyld op med jord. 
  • Træd jorden til, så rødderne får god kontakt med jorden 
  • Vand i rigelige mængder. 

Gødning af alunrod 

Alunrod er af gode grunde populære i kummer og krukker, hvor de ofte klarer sig godt i årevis, blot de får tilført næring i vækstsæsonen - fra medio april til medio september. Når du gøder i krukker eller kummer, skal du gerne gøde med flydende gødning i vandingsvandet. 

Etablerede planter i bede klarer sig ofte uden anden næring, end den som findes i havejorden som resultat af mikroorganismers nedbrydning af dødt plantemateriale. Under magre forhold, f.eks. på let jord, eller hvor større træer tager deres del af næringen, gives i forsommeren en organisk havegødning.

Vanding af alunrod

Alunrod i kummer og krukker er afhængig af regelmæssig vanding. Husk dem også om vinteren, hvis der kommer længere perioder uden nedbør, eller hvis krukkerne står under et tagudhæng eller lignende, hvor nedbørsmængden er lille.

Planter i bede klarer sig bedre, men tænk alligevel på dem, især i etableringsperioden: en plante, som ikke mangler vand og næring, præsterer bedst.

Beskæring af alunrod

Alunrod kræver ingen beskæring, men af æstetiske årsager kan man efter vinteren ønske at nippe ældre blade af. Dette kan ske uden risiko for planten, når de nye skud begynder at vise sig.

Blomstringstidspunkt for alunrod

Mange sorters hovedblomstring ligger i juli-august, men ofte vil blomstringen være spredt både før og efter dette tidspunkt. 

Plukker man ind til buketter, vil der ofte dannes et nyt, mindre hold blomster efter det første.
Tellima, Tiarella og andre hybrider, de såkaldte Heucherella, vil ofte begynde blomstringen noget tidligere - nogle gange allerede i april.

Vinterbeskyttelse af alunrod

Især planter med lysegrønne, limefarvede eller gyldne blade kan have godt af en let grandækning, hvis de står på pladser med meget vind og/eller morgensol. Grønbladede og mørke eller sølvfarvede har sjældent behov herfor.

Omplantning af alunrod 

Alunrod har en hård og træagtig rodstok, som efter nogle år kan begynde at være synlig over jorden. Når det sker, vil det være en god idé at omplante din alunrod, så den igen har jord omkring hele roden. 

Har du lyst, kan du samtidig dele planten i flere nye, hver med én bladroset og et stykke rodstok. Måske du kan glæde naboen med et par stykker - eller I kan bytte?