Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Plantning og pasning af blåregn

Blåregn er en overdådig slyngplanten, der pryder haven med skønhed og spreder en dejlig duft. 

I denne artikel kan du læse alt, du bør vide om plantning, opbinding, pasning og meget andet. 

Blåregn. Alene ordet er magisk. Nøjagtigt som plantens lange elegante klaser af duftende blomster og dens friske lysegrønne løv. 

Den smukke slyngplante egner sig særlig godt til pergola eller espalier. De hængende blomster er vidunderlige og spreder en berusende duft i hele haven.

Du finder hele udvalget af blåregn og andre slyngplanter her. 

Sorter af blåregn

Man skelner mellem flere typer af blåregn: Kinesisk, Japansk, Silkehåret og Amerikansk blåregn. Det er dog ikke en opdeling, man bruger specielt meget i planteverdenen, da alle de forskellige typer af blåregn skal plantes og passes på nogenlunde samme måde. 

Blåregn 'Prolific'

Wisteria sinensis

'Prolific' er en velkendt ældre sort af kinesisk blåregn, som stadig er den førende på markedet - og af gode grunde.

Dens op mod 30 cm lange, hængende blomsterranker er som blå poesi, og springer ud i maj-juni inden løvet for alvor folder sig ud, hvorved de bliver endnu mere iøjnefaldende.

Blomsterne dufter sødt og dejligt. Ældre planter vil sommetider berige med endnu en blomstring i sensommeren. Bladene er lysegrønne til friskgrønne indtil efterårskulden kommer snigende og farver dem lysende gule.

Blåregn 'Alba'

Wisteria sinensis 

'Alba' er en hvide mutation af 'Prolific’. Bortset fra farven, ligner de to planter hinanden på en prik. 

Navnet blåregn bliver en anelse misvisende, når vi snakker om den hvide variant. De duftende blomster er nemlig hvide som sne. Bladene er gulgrønne i udspring og senere lysegrønne. I efteråret vil planten få smukke gule høstfarver. 

Blåregn 'Domino'

Wisteria floribunda ‘Domino’ 

'Domino' er en prisvindende japansk blåregn. Den er særlig anerkendt på grund af sine duftende pastelblå blomstrer, der har et lille gult 'øje' i midten af blomsten. 

Den får kraftige klaser af blomster, som bliver omkring 20 cm lange og springer ud samtidig med plantens grønne blade. Denne japanske variant er dog knap så kraftig som den kinesiske, og er derfor bedre egnet til under mindre forhold. 

I efteråret får den de smukkeste gyldne og orange høstfarver.

Podede sorter af blåregn 

Mange blåregn er lavet ved nedkrogning og er således på egen rod.  Podede sorter findes dog stadig i et vist omfang i handlen. De podes på frøplanter af blåregn, hvis blade og skud er meget svære at kende fra den ædle sort. 

Har du købt en sådan podet sort, vil podestedet være synligt på købstidspunktet som et lille “ar” måske stadig med voks eller resterne af en elastik omkring.

Alle skud der kommer nedenfor dette ar, er vildskud og skal fjernes, da de ellers vil overvokse ædelriset og du vil ende med at have en “vild” blåregn, som skal være mange år gammel, før den blomstrer. Podede og nedkrogede sorter blomstrer ofte allerede som unge planter.

Placering af blåregn

Blåregn er en kraftigt voksende plante, som klatrer ved at sno sine unge skud om alt, der er inden for rækkevidde. Ældre planter kan blive endog meget store og kraftige, så giv den god plads og et solidt “klatrestativ” fra starten af. 

Uanset hvilken sort du vælger, vil blåreng trives i en lys og gerne solbeskinnet vokseplads på en veldrænet jord

Plantning af blåregn trin for trin 

  • Inden du planter, er det en fordel, hvis du sætter potteklumpen under vand i 15-20 min. På den måde sikrer du dig, at planten er rigelig gennemvædet, før du planter. 
  • Men planten trækker vand, kan du gå i gang med at grave plantehullet. 
  • Plantehullet skal være 2-3 gange så stort som rodklumpen, og jorden bør løsnes godt i bunden af hullet. Dette er vigtigt, da blåregn hader en massiv og sammentrykt jord.
  • Fyld den løse muld tilbage i plantehullet, så hullet er få centimeter dybere end rodklumpens højde.
  • Placer nu rodklumpen centralt i hullet
  • Fyld hullet op med muld og træd denne til, så der er god kontakt mellem jord og rodklump.
  • Vand godt efter, så jorden falder til
  • Efterfyld om nødvendigt med jord, så rodklumpen lige akkurat er dækket af jord.

Hvordan kan blåregn bruges? 

Blåregn kan med sin kraftige vækst dække selv større pergolaer og buegange. De udgør et overdådigt syn, når de blomstrer og senere, når løvet folder sig ud og danner en behagelig, let og flimrende skygge. 

Espaliering mod en mur er også en oplagt mulighed. Især vil blåregnen sætte pris på vestvendte vægge med dejlig eftermiddags- og aftensol. Ofte kan der blive meget tørt tæt på husmure, så husk at give blåregnen rigeligt med vand de første år, indtil den har fået en stor nok rod til, at den kan klarer sig selv.

Blåregn er ikke særlig velegnet i krukker på grund af deres kraftige vækst.  

Blåregn som opstammede træer

Undertiden ses blåregn tiltrukket som små stammede træer med overhængende kroner. De kan være meget dyre at anskaffe, men heldigvis kan du lave et selv. 

  • Vælg det kraftigste skud på din unge plante og bind det til en kraftig stok i den ønskede stammehøjde.
  • Sideskud fjernes løbende. 
  • Når topskuddet når enden af stokken, knibes skudspidsen af, så du får “krongrene” på dit “træ”.
  • Krongrenenes spidser knibes et par gange på samme vis, så du får flere, men kortere grene.
  • Herefter beskæres træet årligt i august måned, hvor årets lange tilvækst afkortes til halv længde.

Beskæring af blåregn

Den smukke slyngplante klarer sig glimrende uden beskæring -  næsten for glimrende - og derfor kan det naturligvis blive nødvendigt at indskrænke den lidt.

Beskæres den på den rette måde og på det rette tidspunkt, er det endda muligt at opnå en endnu rigere blomstring, end på en blåregn, som blot får lov at passe sig selv.

Ønsker du at beskære, bør det ske i slutningen af juli eller starten af august. Da kan de lange, tynde, unge skud med fordel skæres tilbage til 5-6 blade. 

Herefter vil de bryde igen, men meget af genvæksten vil udelukkende være blomsteranlæg, som det følgende forår vil springe ud med masser af blomst.

De enkelte nye langskud, som måtte komme, kan klippes tilbage til 2-3 knopper i januar/februar inden væksten starter påny. Hermed bliver plantens bladmasse mindre i starten af sæsonen og blomsterne derfor mere synlige.

Gødning og vanding af blåregn

Blåregn har en nærmest magisk evne til selv at skaffe sig kvælstof. Når planten er veletablerede vil den i samarbejde med knoldbakterier trække kvælstof ud af luften og på den måde danne sin egen kvælstofgødning. 

Det er derfor sjældent nødvendigt at gøde en veletableret blåregn. Unge planter kan udmærket hjælpes på vej med et lille drys af en organisk gødning med lavt kvælstofindhold, men kraftig gødning kan give problemer med udeblivende blomstring.

Vanding er sjældent nødvendigt, når først planten er etableret på voksestedet, med mindre den er plantet meget tørt, fx under tagudhæng eller tæt på mure.

Er blåregn giftig?  

Blåregn bør ikke spises. I varmere somre modnes af og til bløde, dunede frøkapsler som kan have lighed med en ærtebælg. Men hverken disse bælge eller resten af blåregnen bør spises. 

Hele planten indeholder nemlig glykosider, som gør den uegnet til indtagelse. Spiser man af planten, vil man få mavepine, opkast og diarré.

Har du brug for råd til haven?  Spørg gartneren