Slyngende og rankende planter kan noget helt unikt, som gør dem næsten uundværlige i haven. De kan udsmykke lodrette vægge, kedelige hegn og udhuse, klatre til tops i levende og døde træer og krone dem med blomster - eller danne skyggefulde,  blomstrende og duftende tag over terrasser og pergolaer. Nogle har endda spiselig frugt til glæde for mennesker og dyr.

De planter vi omtaler som slyngplanter, er karakteristiske ved deres evne til på den ene eller den anden måde at kunne klatre til vejrs.
De har dog vidt forskellige måder at nå deres mål på - og når du skal vælge en slyngplante, skal du være klar over hvordan de gror, så du kan finde den helt rigtige plante til stedet….eller omvendt: det helt rigtige sted til den plante, der har slynget sig helt ind i hjertet på dig, og nu bare MÅ hjem i haven og gro.

Snoninger

Slyngplanter i klassisk forstand er de, der kan sno unge skud eller sågar bladstilke rundt om alt inden for rækkevidde - om så det er deres egne sideskud - og på den måde komme opad - op i solen, hvor de blomstrer. Planter der klatrer ved at sno sig, må nødvendigvis have noget, de kan sno sig om, hvis ikke de skal ende som en stor portion blomstrende spaghetti nede på jorden, fordi de i mangel på bedre klatrestativ vil sno sig om deres egne skud. Skal de vokse på en væg eller lignende flade, må du altså give dem et espalier af lister, wirer eller net, så de har noget at sno sig om. Skal de op i en trækrone, må du hjælpe dem med en stok at sno sig om, til de når op i trækronen

Men hvorfor snor de sig? Jo, snoningerne opstår, fordi planterne afkorter deres celler, hvor de rører ved noget - indtil der er kontakt med noget, vil skuddene blot vokse ud i luften mere eller mindre tilfældigt.

Hvem snor sig?

klematis
kaprifolie
blåregn
kiwi
kamæleonbusk
akebia
humle
træmorder
arkitektens trøst
tobakspibeplante

Clematis og humle kan sno både skud og bladstilke. Gruppens øvrige medlemmer snor ikke deres bladstilke, men blot skuddene.Dét gør de til gengæld også - og som planterne ældes, bliver skuddene tykkere og tykkere og stærkere og stærkere, så de kan holde hele den store plante fast.

Den lille bitte blåregn, som for 25 år siden fik lov at sno sig om nedløbsrøret, har pludselig en dag forvandlet det til en proptrækker i overstørrelse, blot ved sin tykkelsesvækst.
Vælg derfor lige fra starten en korrekt, holdbar og stærk løsning til støtte for dine slyngplanter.

Husk, du kan altid lave en bue mere, når behovet opstår. Gammel blåregn danner tunnel på solidt stativ af galvaniserede rør.

Klatreliner, tråde og superlim

Hvis ikke man kan sno sine skud og bladstilke, må slyngplanterne finde andre løsninger.
Nogle planter klatrer i stedet ved slyngtråde: Fra unge skud vokser fine tråde frem, som straks de rører ved noget, omgående snor sig omkring det og holder fast. 

Hvem har slyngtråde?

vinranker
vildvin
passionsblomst
flerårig ærteblomst

Vildvin har i større eller mindre omfang et ekstra værktøj, når det kommer til fastholdelse: de typer, der kaldes klatrevildvin, kan udsondre en væske fra slyngtrådenes spidser, som kan “lime” dem til overflader - næsten som superlim - og de kan derfor komme til vejrs på flader uden hjælp fra mennesker.

Gruppens øvrige medlemmer kræver noget de kan sno deres slyngtråde om, for at kunne klatre.
De må have et net, et espalier, et stativ eller et system af udspændte wirer, hvis de skal til vejrs, hvor vi ønsker det. Vinranker på en pergola kan have små tværpinde på stolperne så slyngtrådene kan gribe fat om, indtil de når overliggerne.

Husk, at en vinranke med store blade og mange kilo druer, vejer godt til og at rankerne vokser i tykkelse for hvert år - giv plads og dimensionér anlægget solidt fra starten, så ikke vinranken, der fik en lille sidegren ind bag espalieret for ti år siden pludselig en morgen har trukket det ud af væggen med skruer og det hele.

Sugekopper, fødder og hår

Andre klatrende planter er såkaldt selvhæftende: de slynger sig reelt ikke rundt om noget, men holder fast på alle overflader med små “fødder” eller hårlignende hæfterødder.
Har de ikke noget at vokse op ad, kravler de i stedet hen ad jorden og slår rod, hvor de kan. De kan danne hele tæpper og udgør fine bunddækkere på flade arealer.
Men er der den mindste ting at klatre op på og dække - så vil de gøre det, om det så er et træ, en mur eller et plankeværk. Skal de ikke dét, må du ind af og til klippe “pandehår” på dem, så de ikke kommer for godt i gang.
Det er ikke så slemt som det lyder og klares som et hyggeligt lille arbejde to gange om året.

Hvem er selvhæftende?

Klatrehortensia
Schizophragma
Trompetblomst
Efeu
Rådhusvin

De fire første klatrer ved hjælp af små hårlignende hæfterødder, rådhusvin derimod holder sig fast med små “fødder”, der ligner sugekopperne på en blækspruttes arme.

Man kan udmærket “tvinge” alle selvhæftende til at klatre i f.eks. et trådnet, hvorved især efeu kan danne veritable grønne mure eller hække, hvor det indre trådnet i løbet af ganske få år er fuldstændig skjult.
Det fordrer blot at man de første år hjælper planterne på vej, ved løbende at sno nye skud ind i nettets masker. 

De selvhæftende planter har helt ufortjent fået ry for at ødelægge murværk, trods det at teknologisk institut for mange år siden modbeviste påstanden gennem en årelang undersøgelse af mure med og uden selvhæftende slyngplanter.
Hvad der derimod kan ødelægge sundt murværk er, hvis du vil rive en gammel, selvhæftende plante ned. De holder så godt fast med deres små “fødder” og hår, at der kan trækkes puds eller små skaller af mursten med, hvis man bare hiver til.

Snyderne

Reelt er de såkaldte slyngroser eller klatreroser, hverken slyngende eller klatrende.
De er rankende med lange årsskud og er fra naturens side udstyret med torne, der skal hjælpe dem med at holde fast i grenkløfter på større buske og træer og på den måde få deres blomster op i lyset.

Skal du have en rosenbue, en pergola eller lignende, skal du altså regne med at skulle hjælpe rosen på vej: de kan ikke selv klatre op og de kan ikke aktivt sno deres skud, som de “rigtige” slyngplanter kan.
De må bindes til stolper, buer, espalierer og pergolaer, når vi ønsker at anvende dem der - og hjælpes på vej, når de skal “klatre i træer”.
Har de først fået fat i pergolaens tværpinde eller træernes krongrene, skal de dog nok klare resten selv.

Noget af det samme gør sig gældende for vinterjasminen: Den kan hverken slynge eller klatre, men dens tynde buede grene kan kile sig fast i grenvinkler og på den måde kan den komme opad, ligesom du kan hjælpe den ved at binde den til espalier.
Overladt til sig selv, danner vinterjasmin et lavt krat eller et åbent bunddække, hvor de buede grene slår rod, når de rammer jorden.

Endelig er der ganske få typer af klematis, der ikke klatrer. Det er de såkaldt staudeagtige klematis, som hvert år starter helt fra bunden og sætter lange, bløde urteagtige skud, hver med store stande af blomster for enderne.
De bliver sjældent højere end 100-150 cm., og er ikke slyngende. De støtter sig i stedet til omgivende planter og kan på den måde snige sig op gennem en åben prydbusk og pludselig dække den med en “ekstra blomstring”.
I planternes verden, skal de, der vil op, også nok komme det, for alle kneb gælder.
Fandt du rette plante til rette plads? Ellers spørg gartnerne! 

Husk også at nyde synet af din clematis i vintertilstand, mens den står med sine yndige dunede frøstande. Ud på vinteren forsvinder de - havens fugle bruger dem som lunt for i rederne.