Pæoner i haven - en varig glæde

Pæoner! Bare sig ordet - og straks kan du se dem for dit indre øje: De røde skud i det tidlige forår, de kuglerunde knopper, de utallige, silkeagtige kronblade og endelig, som kronen på værket: de thekopstore blomster med den dejligste duft!
Pæoner er indbegrebet af sommerromantik og har været det i århundreder.
De kan blive meget store og gamle hvor de trives - og kan endda overleve os mennesker, hvilket er forklaringen på, at man undertiden finder store kolonier af pæoner på steder, hvor der engang stod huse og gårde, der nu for længst er revet ned.

Pæoner er ikke bare pæoner!

Pæonerne opdeles i flere typer, hver med deres særlige kendetegn. De to, der oftest plantes i haverne er bonderoserne og silkepæonerne, som har rigtig mange fællestræk og derfor let forveksles.
Ser man blot den afskårne blomst i vasen, kan det da også være ganske overordentligt svært at se forskellen - men i haverne opfører de sig forskelligt, hvorfor det kan give god mening at kunne kende dem fra hinanden inden køb og plantning i havens bede.

Bonderoser 

Bonderoser bærer det botaniske navn Paeonia officinalis og kan kendes fra silkepæonerne ved deres lidt lavere og mere udbredte vækstform - sjældent over 60 cm høje.
Om foråret når skuddene bryder frem fra jordoverfladen, kan de også kendes ved den blegrøde til grøn/røde farve på skuddene, og et fuldt udviklet blad på en bonderose vil oftest have mere afrundede indskæringer og bredere blade end silkepæonen.
Bonderoser er særlig velegnet til plantning i grupper, så de kan støtte hinanden. Du kan også udnytte den lavere vækstform og plante dem som forgrundsplante i større bede eller som en bred kantplante langs eks. terrasser.Bonderoser blomstrer i maj-juni - lidt tidligere end silkepæonerne gør og har almindeligvis ret stærkt fyldte blomster i enten hvid, mørkrosa eller kraftigt magentarød.
Former med enkelte blomster eksisterer, dog ses de ualmindeligt sjældent i handlen.

 

Trådpæoner

Trådpæonerne har fået helt deres eget navn, nemlig Paeonia tenuifolia, som betyder "med tynde blade" - og dét er netop trådpæonens særkende: de fine, tynde, snitdelte blade, som næsten kan ligne dildplantens.
Trådpæoner er sjældent i handlen, og i det omfang de findes, er det oftest den rent rød, enkeltblomstrende type man ser. I ældre, veletablerede haver kan man dog undertiden finde den fyldtblomstrende Paeonia tenuifolia 'Plena' og måske få lov at få en lille knold forærende på en sen efterårsdag.

Silkepæoner

Silkepæoner har fået det botaniske navn Paeonia lactiflora, hvilket antyder, at den først fundne af slagsen var hvid, eftersom lactiflora betyder “med mælkehvide blomster”.
Žrhundreders målrettet forædlingsarbejde har dog skabt silkepæoner med mange andre farvenuancer lige fra den skæreste rosa over pink, magenta, mørkerød, koralrosa og sågar lysegul til den cremehvide og den helt snehvide med eller uden røde tegninger på kronbladene.

Silkepæoner har en højere og mere opret vækstform end bonderoserne og bliver nemt både 70 og 90 cm høje. Silkepæoner er på grund af højden bedst placeret længere tilbage i bedene, hvor de også får støtte af omkringstående planter, for uanset deres naturligt oprette vækst, så vejer de store fyldte blomster godt til og kan få et skud til at “lægge sig” når der kommer en sommerbyge med friske vindstød.

Silkepæonernes nye skud er ofte lysende røde, når de om foråret gennembryder jordoverfladen, ligesom unge bladskud også kan have fint og skinnende rødligt løv. Udnyt gerne den enestående mulighed for kontrast, ved at plante hvide krokus eller vintergækker omkring pæonerne.  

Træpæoner

Træpæoner med det botaniske navn Paeonia suffruticosa, skiller sig en del ud fra søskendeflokken både i vækstform og vækstkrav. Træpæon er nemlig ikke som sine søskende en staude, men i stedet en 1-2 meter høj, løvfældende busk, med åben vækstform og tykke, glatte grene. De ualmindeligt store blomster - ofte i spændende farver - fremkommer i grenenes skudspidser.
Træpæoner formeres ved podning på roden af en silkepæon. De har en langsom vækst og er ofte meget små, når man køber dem. Produktionen er ofte begrænset, hvorfor de ikke altid kan findes i salgssortimentet.
Træpæoner bør plantes på en vindbeskyttet og lun plads, beskyttet mod den stærkeste morgensol.
Modsat sine staudeagtige søskende, skal træpæoner ved nyplantning, sættes dybere end de stod i salgspotten: Der skal gerne jord helt op til 10 cm. over podestedet, der ses som en fortykkelse på rodhalsen.
Har du været heldig at få en etableret plante forærende af en have-ven, skal den plantes i din have i den højde den tidligere stod i. 

Itoh-pæoner

Alle Itoh-hybrider bygger på den japanske gartner Toici Itoh's mangeårige forædlingsarbejde i 1920-1940'erne, hvor han arbejdede på at skabe den perfekte pæon: En krydsning mellem træpæon og silkepæon, med begge disse arters allerbedste sider:  den skulle have de kæmpestore blomster i de særprægede farver, som man ser på træpæonen - men den skulle have silkepæonens urteagtige vækst, som beskyttede planten i hårde vintre og gav den en mere begrænset størrelse, hvorved den kunne rummes også i mindre haver.
Da det endelige lykkedes for ham, og en lille række frøplanter spirede i den ældre herres have, døde han desværre uden at have set blomsten af sit mangeårige arbejde - men siden da har gartnere i mange lande fortsat hans arbejde - og resultaterne giver både nulevende gartnere og hr. Itoh i hans himmel grund til at smile, når de blomstrer.

Aldrig har du set så store, dobbelte blomster - og farverne er et helt kapitel for sig selv. ofte changerende i nuancerne og altid med en tynd rød linje ved hvert kronblads basis.
Itoh-pæoner beholder grene, men ikke blade om vinteren. Planten kræver et par år til at etablere sig i, før du kan forvente blomster - men de er værd at vente på!

Itoh-pæoner udvikler sig med tiden til små, løvfældende  halvbuske på ca. 1 meter. De er fuldt hårdføre og har kraftige stængler. De behøver derfor ikke opbinding, til trods for blomsternes størrelse.
Itoh pæoner er kun i produktion i begrænset antal og findes derfor ikke altid i salgssortimentet.

Hvor vil de vokse?

Pæoner trives bedst i en veldrænet jord, som er både muld- og kalkrig, og blomstrer bedst på en lys eller ganske let skygget plads.
De er ikke vanskelige med indholdet af sand eller ler og trives langt de fleste steder, blot jorden er veldrænet og ikke kemisk sur. Altså ingen pæoner i rhododendronbedet, hvor de ofte bliver ramt af svampeangreb.

Pæoner købes ofte som pottegroede og kan derfor plantes alle dage, hvor jorden er fugtig og let at grave i. Vælger du at etablere dine pæoner fra rodknolde, må de enten lægges i efteråret eller i det tidlige forår, inden væksten starter.
Efteråret er også den bedste tid at dele etablerede planter, hvis du ønsker at formere dine egne planter, eller måske få lov at få en knold af en særligt attråværdig pæon i naboens have.

Husk på, at dine pæoner potentielt kan blive meget store og gamle og skal stå på den samme plads i mange år efter at du har plantet dem.
Sørg derfor godt for dem, når du planter: Løsn jorden godt i plantehullet, så nye rødder rigtigt kan få lov at brede sig ud.
Bland gerne lidt havekalk og kompost i jorden forud for plantning og vand godt op, før du sætter planten på dens nye plads, så ikke tør jord i plantehullet trækker vand ud af rodklumpen.
Sæt herefter planten i hullet og kom jord omkring rodklumpen. Træd eller tryk forsigtigt jorden til for at sikre at der god jordkontakt til rødderne. Vand igen. Når jorden efterfølgende har sat sig, bør der efterfyldes med jord.

Planter du i foråret, skal du regne med at måtte vande løbende over den første sommer. Planter du i efteråret, skal der ikke vandes yderligere, før væksten starter det følgende år

Vær opmærksom på at plantedybden afhænger af hvilken pæon type der skal plantes, da silkepæoner, trådpæoner, bonderoser og itoh-hybrider skal plantes med knoldenes vækstpunkter ca 3 cm under jordoverfladen, mens podede træpæoner skal have 10 cm jord over podestedet, hvilket ofte vil sige, at kun en lille bitte “pind” stikker op af jorden efter korrekt plantning.

Plantes de staudeagtige pæoner for dybt, kan de springe blomstringen over i nogle år, til de har “trukket sig selv op ved hårene” og fået vækstpunktet op, hvor det skal være.
Plantes de for overfladisk, kan blomsteranlæg undertiden tørre ud, inden de udvikles fuldt.

Skal du flytte eller dele etablerede pæoner, er det bedste tidspunkt i september eller oktober. Flyt kun dine pæoner, hvis det er meget nødvendigt, da de kan være længe om at komme sig efter en flytning. Dette gælder særligt træpæoner. 

Hvad kan man plante sammen med pæoner? 

Pæoner trives fint blandt andre stauder med samme krav til tilværelsen.
I større bede kan man med fordel arbejde på at skabe en passende balance mellem blomsterformerne, så at man fremhæver pæonernes store, halvkugler af blomst med småblomstrende stauder som storkenæb eller stjerneskærm, og stauder med samme gammeldags og romantiske udtryk som pæonen - fx akelejer og brudeslør - alternativt lette skærmblomstrende som vild gulerod og sødskærm.
Som kontrast vælger du oprette blomsteraks som man ser dem på fx ridderspore og fingerbøl.
Husk også at få nogle sent blomstrende stauder med, så at dit bed ikke står blomsterløst og trist allerede fra juli!

Skal de støttes?

Pæoner og andre høje stauder med tunge blomster kan undertiden vælte, hvis de plantes enkeltvis. Plant derfor i grupper, snarere end at lade een pæon stå alene og udsat for kastevinde. Har de først har lagt sig, er det for sent at rette dem op.

Er du af pladshensyn nødt til at nøjes med enkeltstående staudepæoner, må du derfor hjælpe dem INDEN det går galt.
Staudestøtter - både købte og hjemmelavede - skal opstilles allerede om foråret, når de første skud viser sig, så at planterne kan vokse op gennem støtterne. At give en fuldt udviklet plante “korset” på, giver sjældent et smukt udtryk og du risikerer at brække stilke og blade.