Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Roser i krukker: Sådan får du succes

Roser kan sagtens plantes krukker - og det ved vi jo egentlig allerede...for hvis de ikke kunne, så kunne vi ikke købe dem pottegroede i planteskolerne, hvor de står på rad og række i salgsbedene og bare venter på at komme hjem og blomstre videre i din have.

Du kan nemt indrette en lille rosenhave på terrassen eller et hjørne i haven, hvor du opholder dig mest. Men som med alle andre krukkeplanter, stiller roserne større krav til pasningen i en krukke end i et bed i jorden - Så hvordan får du succes med dine roser i krukker? 

Vi guider dig igennem plantning af krukkeroserne, så du har helt styr på, hvilken jord og gødning dine roser behøver, hvordan du lægger dræn og hvordan du beskytter din krukker henover vinteren. 

Du kan se hele udvalget af roser her

Brug altid rosenjord

Generelt bør du altid bruge rosenjord, når roser skal plantes.
Men særligt, når du planter i krukker, er rosenjord helt uundværligt. Almindelig krukkejord indeholder nemlig ikke den samme sammensætning af næringsstoffer, som rosenjord gør, og det kan få stor betydning for rosernes trivsel.


Undgå problemer - brug vækstler 

Roser elsker vækstler. Leret fungerer både som vandholdende element, så din rose får glæde af vandingsvandet i en længere periode, end hvis der kun er jorden til at "holde på vandet" - og samtidig forhindrer vækstler jorden i at blive massiv og iltfattig.
Læg gerne et godt i krukkens bund, men bland derefter også vækstler i selve rosenjorden.
Lagets tykkelse afhænger selvfølgelig af krukkens højde. En meget stor eller høj krukke bør måske have et tykkere lag leca, mens små og lave krukker ikke bør have et så tykt lag.


Hul i bunden!

Sørger du ikke for åbent drænhul i krukkens bund, vil rødderne have dårlige forhold for vækst og længere perioder med nedbør kan give stående vand i bunden af krukken - med rådne rodspidser og mistrivsel til følge.  I værste fald kan stående vand i krukken være årsag til rosens død.


Gød roserne regelmæssigt

Roser er forholdsvis grådige planter, når det gælder næringsstoffer. Derfor bør du gøde dine krukker 3-4 gange i løbet af foråret og sommeren, for at holde roserne i god vækst. Er rosen stor, bør du gøde helt op til 5-6 gange, altså 1 gang pr. måned hele vækstsæsonen.

Når du bruger granuleret gødning, bør du bruge gødning specielt egnet til roser. Med rosengødning får roserne netop de næringsstoffer, de har behov for. 
Foretrækker du en flydende gødning i vandingsvandet, kan du anvende Hornum i hver vanding hele vækstsæsonen igennem.


Beskyt roserne om vinteren 

Som med alt andet der plantes i krukker, så gælder det, at planterne skal hjælpes  gennem vinteren.
En mild vinter vil ikke give de store problemer. Men viser det sig at være en hård vinter med længerevarende frost, eller længere perioder med skiftevis frost og tø, kan det i sidste ende skade rødderne, hvis krukken ikke står beskyttet og i læ for vinden. Læs her om vinterbeskyttelse af krukkeplanter.


Er du rosenklar nu? Ellers kan du altid  spørge gartnerne - vi elsker roser...også i krukkerne!