Få variation i frugtskålen og marmeladekrukken med spændende frugttyper, som du måske slet ikke regnede med at kunne dyrke selv. Husk, der er altid plads til en frugtbusk eller et frugttræ mere.
De frugtbærende planter giver liv i haven på enhver måde: blomster og frugt giver føde til bier og fugle…og til dig!
Bløde, søde og milde sommerhindbær. Bærrene er sorte ved fuld modenhed og ligner runde brombær. Interessant variant, som kræver opbinding, da skuddene bliver lange og buede.
Vilde blåbær fra Nordamerika. Massevis af milde, søde, blåsorte bær, der under gode forhold kan sidde i tykke klaser op ad grenene. Husk, at der skal to til tango - så køb ikke blot en enkelt busk, men to, så de kan bestøve hinanden.
Kan du ikke få det lyserødt og yndigt nok? Så er er ‘Pink Lemonade’ blåbærret til dig. Smagen er som på de kendte, storfrugtede blåbær - og busken kræver en bestøver blandt de blå, for at kunne overraske dig med lysende pink “blå”bær i eftersommeren.
Dejlig frisk ribs, næsten uden kerner. Bærrene er som det klareste glas med rosa striber - smuk i salatskålen, hvor du mangler et lille syrligt pift, eller blandet med de hvide og de røde til verdens smukkeste skål med rysteribs. Selvbestøvende, sund og let dyrkelig.
God biplante.
Æblesorten ‘Santana’ giver håb til dig, som elsker æbler, men ikke kan tåle dem.
De sprøde og saftige æbler har et lavt indhold af allergener, og hollandske undersøgelser viser, at 75 % af æbleallergikerne kan spise dem uden gener.
Uhm, søde kirsebær - men alt for ofte får vi ikke et eneste bær selv, fordi fuglene snupper de lækre bær, så snart de er det mindste røde. Snyd fuglene med ‘Dønissens Gule’, som er citrongule, selv som fuldmodne, og få alle bærrene for dig selv, helt uden net!
Når du ikke kan få æblerne røde nok, så kig til ‘Rosette’ og ‘Baya Marisa’, som er såkaldte “blodæbler” - røde helt ind i kernehuset. Rød skræl, rødt frugtkød - og naturligvis dejlig smag og sprødt bid.
Sunde og let dyrkelige træer, især ‘Rosette’ yder rigt allerede som ungt træ.
Surkirsebær er syltebær, som giver den dejligste saft, vin, kirsebærsovs eller marmelade, da bærrene kan opvarmes til kogepunktet uden at miste den karakteristiske kirsebærsmag. De buskformede sorter af surkirsebær yder godt, selv på halvskyggede eller skyggefulde pladser. Overvej også at plante syltekirsebær som prydbusk, da den med sine tynde grene, rige blomstring og frugtsætning, samt smukke høstfarver, er en pryd i enhver have. God biplante.
Kender du vinbrombær? Nej, sikkert ikke, for den er sjælden i de danske haver. Overvej den dog, da de klart orangerøde brombær virkelig lyser op i efterårshaven, frugttærten eller marmeladeskålen. Lige så let at dyrke som almindelig brombær - har gavn af opbinding, da rankerne er overhængende.
Hvorfor skal figner altid være brune eller violette? Det skal de heller ikke, hvis du dyrker sorten ‘White Marseille’ som er dugget lysegrøn med gyldengult indre. Smuk til en forret sammen med en skive tørret skinke - eller som dessert med en skefuld honning i midten og lidt kølig flødeyoghurt.
Figentræer trives bedst på en solrig plads.
Har du fået solstik? Ellers smag dem nu, i din egen have. Solstik er resultatet af en naturlig krydsning mellem solbær og stikkelsbær - dejlige, store og velsmagende bær på en helt tornfri busk. Spis dem friske, eller lav saft og marmelade til vinterforråd - så får du sol hver morgen.
Grønne solbær? Ja, da - dem har du i fred for fuglene, der ikke kan regne ud, at de er modne. Grønne solbær giver glasklar saft med den karakteristiske solbærsmag, men kan også bruges til marmelade (f.eks. sammen med æbler) eller til din helt egen hvide solbærrom!
Kan de spises? De kuglerunde, gule frugter er jo hårde som sten? Ja, du kan tro at de kan spises. Sammen med æbler, græskar eller brombær giver de en aromatisk marmelade, der ikke smager som noget andet du kender. Har du ikke lyst at sylte, så læg de modne frugter i en skål i stuen og mærk den dejlige duft brede sig i stuen - de dufter som en hel æbleplantage.
Sikke dog et dejligt lille træ! Bred og fin krone, store hvide blomster i juni - og bagefter de mærkelige gulbrune frugter…men de er jo både hårde og bitre?
Vent lidt og prøv så igen: Når frosten har været der, er frugterne pludselig bløde, møre og søde - lige til at lave marmelade af. Eller måske som fyld i en dejlig tærte, krydret med kanel?
Du ser dem undertiden i basaren: de kuglerunde, næsten hvide pærer, pakket i hver deres lille net. Når du sætter tænderne i dem, er de så sprøde, at de næsten eksploderer af saftpresset. Dyrkes på en lidt lun plads, hvor frugterne udvikles bedst. Skal de være helt hvide i skrællen, som de købte, så skal hver enkelt frugt beskyttes mod direkte sollys: træk en papirpose over frugterne i de sidste fjorten dage før høst.
Meget smuk i blomstringstiden, hvor træet står dækket af hvide blomster.
Hvad i alverden er en kræge? Det er blommens “kusine” fra landet: vilde, søde og kuglerunde små blommer på slanke træer. Normalt er de blå - men den selvbestøvende og hårdføre, finske sort ‘Gul Wilma’ sætter lysende gule frugter.
Også et dejligt træ til bierne, som i stort tal søger de mange små hvide blomster i det tidlige forår.
Når du bare ikke kan vente på at blåbærrene skal modne i august, så kommer majbær til undsætning. En fjern slægtning til kaprifolia, hvilket kan ses på de små rørformede blomster - men den snor sig ingen steder, og de aflange bær er søde og velsmagende og klar til at plukke allerede sidst i maj.
Har du plads langs rækværket, eller er der et andet sted, hvor minikiwi må sno sig? Så kan du glæde dig både over de små, men velduftende hvide blomster - og senere hen over de mange små “kiwibær” som er tyndskrællede og uden den “pels” som kendetegner de store kiwifrugter. Minikiwi er hårdfør nok til at klare sig på friland, og sorten ‘Issai’ er selvbestøvende, så du kan nøjes med én plante.
Mirabeller fra naturen er ofte en blandet fornøjelse: for hver lækker frugt er der ti smagløse eller melede. Planter du de storfrugtede mirabeller, har gartneren lavet udvælgelsesarbejdet for dig, og du får KUN de lækre, søde mirabellefrugter.
Selvbestøvende og let at dyrke. God biplante.
Kombinerer det nyttige ved bunddække i surbundsbedet, med det lækre ved spiselige afgrøder. Når de smukke rosa blomster visner bort, dannes røde bær, som til forveksling ligner vilde hindbær. Bærrene kaldes også for bjørnebær - men mennesker må gerne spise dem! Husk, at du skal plante to forskellige sorter, da allåkerbær er afhængig af fremmedbestøvning.
Blev du fristet? Spørg gartnerne, hvis du er i tvivl om noget - eller har brug for inspiration til sortsvalg og placering i haven. Det er helt gratis, og vi er fyldt med ideer til en frugtbar have.