Plantetorvet.dk
Indkøbskurv
Din kurv er tom

Det magiske staudebed

Det magiske staudebed rummer 8 arter, alle udvalgt specielt for deres lange, dejlige blomstring og for deres egenskaber som foderkilder først for trækkende insekter i blomstringstiden og senere for havens fugle, der i løbet af vinteren tager for sig af de næringsholdige frø i blomsternes frøstande. Der er endda spændende arter af sommerfugle, der vil bruge nogle af arterne som værtsplanter!

Arterne er alle hårdføre, let dyrkelige og tørketålende og trives på alle lyse eller halvskyggede voksepladser. På grund af tolerancen overfor tørke, kan bedet også etableres i højbede.
Blomstringen fordeler sig jævnt over året fra maj til udgangen af oktober - og alle de anvendte arter, kommer i et utal af farver, så du kan få (næsten)nøjagtigt den farvepalette du ønsker dig i DIT magiske bed!
Mød de otte tryllekunstnere herunder.


Sankthansurt

Sankthansurt er i sin oprindelige lysegule form en typisk plante for strandenge og tørre overdrev, tørketålende, solelskende og salttolerant som den er. Ved dygtige gartneres arbejde, er der fundet og fremelsket varianter med mange farver. Disse har dog stadig de oprindelige planters egenskaber - inklusive at være de rene magneter for nytteinsekter.

Men blomstrer den så til Sankt Hans? Nej. Navnet fik den, fordi man i gamle tider brugte planten til at tage varsler med netop til Sankt Hans. Blomsterne må vi vente på lidt endnu: ikke før i juli begynder de at dannes - og fuldt udsprungne blomster må vi vente til august med at se.

Til gengæld blomstrer den lille plante så utrætteligt, at vi skal helt hen i slutningen af oktober eller starten af november, før de fine blomsterstande tørrer ind. Herefter sidder de vinteren over som mørkebrune parasoller, fulde af mad til frøædende fugle. Har vi hvid vinter, får sankthansurten endnu en "blomstring" når der dannes hvide snehatte på de fine skærme. Læs mere om den dejlige og let dyrkelige staude her


Asters

Asters er dejlige sommer- og efterårsblomstrende stauder, som med deres farvepragt er næsten uundværlige, både i haven og i buketterne. Asters kan gro på de fleste jordtyper, men foretrækker dog en veldrænet jord, som ikke bliver alt for tør.  Asters skal plantes lyst - enten i  sol eller i halvskygge. Står dine asters for mørkt, så går det ud over blomsterrigdommen.

Asters er en familie med mange medlemmer, så du kan altid finde en Asters der passer til din have, om du så har brug for en lille tæt Pudeasters eller Alpeaster, en høj og statelig Høstasters - eller bare vil vinke på gensyn til sommeren og hilse efteråret velkommen med Lyngasters og Aster laterifolius, hvor sidstnævnte har det passende navn 'Sommerens Farvel'


Storkenæb

Storkenæb er en familie med mange medlemmer og der kommer til stadighed nye på markedet i takt med at forædlerne finder nye varianter og laver nye krydsninger. Blomsternes farver er oftest i nuancerne blå, violette, hvide eller rosa - men der findes afvigere med næsten sorte blomster, ligesom der også findes typer med løv i spændende farver. Perioden med blomstring kan forløbe fra ultimo maj og i visse tilfælde helt frem til ultimo frem til oktober, afhængig af sorten. Nogle sorter blomstrer kontinuerligt, mens andre har en kortere blomstringsperiode, eller blomstrer i flere hold sommeren over. Geranium sanguineum, Geranium sylvaticum disses sorter er hjemmehørende i Danmark og værtsplanter for flere insektarter.

Pileurt

Pileurtens familie er stor og mangfoldig og du kan finde en pileurt til enhver plads: lige fra den sødeste lille bunddækkende tæppepileurt over alle mellemformer til den mere end mandshøje stor pileurt. Alle er de dog kendetegnet ved deres aflange, nærmest pilespidsformede blade, den træagtige rod, der gør dem konkurrencedygtige over for ukrudt - og naturligvis for deres blomsteraks i hvide, rosa og røde nuancer, som alle søges af sommerfugle, sværmere og andre insekter, da blomsterne er rige på nektar og pollen. Blomsterne er velegnede i buketter og holder længe som afskårne. Lavere typer er velegnede som bunddække på lysere voksesteder.


Salvie

Salvie er en dejlig staude: Lang blomstringstid, net og kompakt, slank og opret. De små læbeblomster sidder samlet i spydformede aks og tiltrækker sommerfugle, bier og andre nytteinsekter. Løvet har en skarp og aromatisk duft, som minder om dens nære slægtskab med kryddersalvien.

Salvie er velegnet sammen med roser, som kantplante eller i staudebedet blandt andre sent blomstrende.

Klippes afbårne blomster af, vil planten danne nye blomster i bladhjørnerne, hvilket kan forlænge blomstringen i månedsvis.

Vil du vide mere om salvie i haven til pryd og nytte? Læs vor artikel her

Røllike

Røllike er i sin vilde version en lille flerårig urteagtig plante med seje stilke, fint snitdelt, duftende løv og hvide eller svagt rosa blomster. Røllikens fine blomsterskærme ses ofte på lysåbne områder som grøftekanter, på græsarealer og enge, især på veldrænet og mager jord. Forædlere verden over har krydset sig frem til typer med stærkere farvet blomst eller tættere, lavere vækst, så at du kan få den lille let dyrkelige røllike i mange farver, hjemme i din egen have - til glæde for dig og for alle de små insekter og fugle som elsker rølliken og dens frø.

Navnesorterne har bevaret alle den vilde røllikes egenskaber og er derfor  velegnet i den vilde have, men også en kær gæst i de mere formelle staudebede. Blomsterne er velegnede i buketter og dekorationer, både som friske og som tørrede.

Hjortetrøst

Når hjortetrøsten blomstrer, summer haverne af liv. De mange store, flade blomsterstande i vekslende nuancer af rosa eller hvid, tiltrækker sommerfugle og andre nytteinsekter til haven. Når vinteren kommer, er der mad til havens fugle i frøstandene.

Flere af hjortetrøst-typerne kan blive endog meget høje - helt op til 200 cm - men er dejligt stivstilkede og kræver ingen opbinding. Der findes dog også lavere former til det mindre bed eller den lille have.
Bemærk også hjortetrøstens fine blade, der sidder i kranse op ad stænglerne. Nogle sorter har endda rødbrune stængler eller blade: Smuk kontrast til havens grønne nuancer.
Trives i sol både sol og halvskygge på en veldrænet og gerne næringsrig bund. Blomsterne står også fint i buketter.


Mosebunke

Mosebunken er en dejlig og let dyrkelig prydgræs med fine, lette aks.  Arten er hjemmehørende i Danmark, hvor den vokser på fugtig bund, så måske du allerede kender den fra grøftekanterne?Vækstformen er tæt tuedannende med tynde, friskgrønne strå og Mosebunke sætter mange fine, lette aks højt hævet over bladtuen - som en lys og let sommersky.
Aksene fremkommer allerede tidligt på sommeren - ofte før sankthans.
På den rene art og på navnesorterne ‘Goldtau’ og ‘Goldschleier’ er aksene hvidgyldne til gyldne. Bronzeschleier har mørkere aks.

Klipper du toppen, før de små frø modner, vil den flittige mosebunke ofte sætte et nyt hold aks senere på året - men klip ikke for langt ned: Mosebunke er vært for den lille sommerfugl græsrandøje og den bryder sig ikke om alt for kortklippet græs.
Lader du i stedet aksene modne frø, vil disse blive til stor glæde for havens fugle i efteråret.
Ønsker du en græs med mørkere aks - og måske en mere net, opretvækstform? Så kan du med fordel kigge nærmere på den ligeledes hjemmehørende blåtop, når du planlægger dit magiske bed!

Hvilke farver og hvilken form skal DIT magiske bed have? Husk, at Plantetorvets gartnere altid er klar til at hjælpe - også med en bedplan, der er skræddersyet til nøjagtigt DIN have. Bare skriv til os - vi er fulde af gode ideer!