En kvæde? Med glæde!

"Sikke et yndigt lille træ!" Det hører man ofte, når kvædetræet blomstrer med sine store, svagt rosa blomster, der ligner små vilde roser eller æbleblomster i dobbeltstørrelse. Oven i købet vender de "ansigtet opad" så man kan kigge ned i den fine skål, som kronbladene danner.
Træets grene er tynde og udbredte, og de nye blade er dækket af et tyndt, blødt filtlag, som ud på sommeren er "slidt af" på oversiden -  nu er den friskgrøn og fin.

Senere på sommeren kommer så frugterne: Gule, dunede og duftende som en hel æbleplantage, æbleformede eller pæreformede alt efter sort. Men hvad skal vi dog bruge dem til? Som rå er de jo aldeles uspiselige: Hårde, grynede og så sure, at de næsten tager emaljen af tænderne!
Hvis ikke vi blot vil have dem liggende til pynt i en skål og dufte fantastisk, så må vi i gang i køkkenet og måske lave FLÆSK!
Ja, ikke æbleflæsk, eller det stegte flæsk med persillesovs - men det sukkervendte bløde, vingummiagtige slik, som kun kan købes i butikkerne i juletiden.

Udgangspunktet for frugtflæsk er mos af kvæder, som koges møre i ganske lidt vand og derefter moses gennem en si og tilsættes sukker i vægtforholdet 1:1.
Herefter koges mosen under helt svag varme og med regelmæssig omrøring, til den skifter farve fra gullig til rødlig. Nu kan du hælde frugtmosen op i en flad form eller bradepande, der er smurt med en smagsneutral olie - og så skal du bare vente. Når mosen er kold og fast, kan du skære dit frugtflæsk i passende mundrette stykker og trille dem i perlesukker. De knapt så velformede stykker må naturligvis spises under processen!
I Spanien kendes frugtflæsk som dulce de membrillo og i Frankrig kaldes den lækre konfekt for cotignac - kær slik har mange navne!
Vil du ikke lave flæsk af kvæderne, er der masser af andre muligheder. Det, der gør de rå kvæder så sure og uspiselige er deres høje indhold af pektin. Pektin er dét, der gør gele og marmelade stift og "liggefast" så det ikke render af brødet, når vi spiser. Vi kan med andre ord bruge kvæderne til en fantastisk aromatisk gele- alene eller sammen med æbler, pærer og paradisæbler.
Alternativt i en alliancemarmelade sammen med frugter, der safter meget og har det med at give en alt for tynd marmelade. Kvæder er med andre ord "naturens egen Melatin".
Er du ikke så meget til det søde, kan du også lave en virkeligt delikat og aromatisk kvæde/blommechutney krydret med ingefær og chili eller skære kvæderne i både og sylte dem med eddike, sukker og krydderier som et pikant tilbehør til tapas eller til vinterens mange stegte kødretter.

Familien fra Japan

I forårsmånederne ser vi ofte nogle små brede buske i haverne: De står fulde af de sødeste røde, orange, hvide eller rosa blomster, der tilsyneladende springer direkte ud af tynde, nøgne og let tornede grene. Det er japankvæderne, der slet ikke kan vente med at få lov at byde foråret velkommen.

Trods de store forskelle i både vækstform, blomstringstid og -farve, er japankvæderne tæt beslægtet med kvædetræet og selv om vi oftest planter japankvæderne alene for at nyde synet af den tidlige blomstring, kan deres frugter anvendes på samme måde som kvædetræets - eller blot efterlades til havens fugle som et tiltrængt vinterfoder.
For selv om de gule, duftende frugter er hårde som kanonkugler, blødgøres de gradvist af frost og pludselig en dag er de blevet bløde nok til at kunne hakkes itu med et lille næb og 1-2-3 er de væk!
Lige i tide til at vi igen kan glæde os over svulmende blomsterknopper på den lille busk.

Japankvæder plantes som enhver anden frugtbusk og træerne som du ville plante en af dens slægtninge, som f.eks. et ikke så stort æbletræ. Læs plantevejledningerne her - eller spørg gartnerne, hvis du er i tvivl om noget eller blot søger inspiration. Bare skriv til os, det er helt gratis!