Endnu er det ikke så galt, som i westernfilm hvor indtørrede vindhekse bæres med vinden over de afsvedne prærier - men tørke er et tilbagevendende problem også i den danske sommer. Græsplænen gulner, hortensiaerne nikker med hovederne og "sover" i varmen - og roserne blomstrer alt for hurtigt af.
Problemet kan naturligvis løses med vanding, men så skal vi være der til at gøre det - og vil skal bruge litervis af kostbart vand hver eneste sommer, for at sikre frodigheden i haverne. Det er vi ikke altid og det vil vi ikke altid - men blomster vil vi have - både i krukker og bede - og dét kan vi også få!
For heldigvis er der masser og masser af blomster, som elsker sol, varme og tørke og blot skal hjælpes igennem etableringsfasen, for derefter at klare sig år efter år efter år, selv i de tørre og varme sommermåneder. Ja, selv i de tørre områder i skyggen er der planter, som lystigt vil vokse og blomstre, når blot de først er etableret på voksestedet. Læs med og få masser af blomsterglæde - selv midt i den tørreste sommer!
Sølvpotentil, engelsk græs, røllike, blodrød storkenæb, høgeurt, slangehoved, blåhat, okseøje, stenurt, timian, bakkenellike, kællingetand, dueskabiosa, blåhat, fingerbøl og mørk kongelys vil trives på havens tørre plads, nøjagtigt som de trives og blomstrer i den danske natur hvor de hører hjemme: på strandenge, naturgrunde, magre solbeskinnede overdrev - og sågar i grusstriben langs asfaltvejenes kanter, hvor returvarmen fra den sorte asfalt ellers nok kan give enhver sved på panden.
Men også mange af de dejlige haveplanter, som er kommet til os fra middelhavslandene elsker sommervarmen og bringer blomst og duft selv i de tørreste somre. Lavendel, oregano og salvie er klassikere i så henseende, både i deres oprindelige former og i de mange prydformer - men mange andre planter trives under de selvsamme forhold, f.eks. sølvbynke, perovskia, tamarisk, blåskæg, småblomstrende asters, perlekurv, virginsk ærenpris, hjortetrøst og alle de mange forskellige solhatte nyder det i solen og summer af liv. Det samme gør mange haveejeres favorit: sommerfuglebusken.
Men her er både mørkt og tørt? Hvad vil mon dog vokse her?
Det er der mærkeligt nok mange der vil, når først de blot har fået fat. De kendte bunddækkere efeu og vinca giver ikke op så let, så har de først fået fat, vil de gerne danne grønne tæpper selv helt ind i den sorte skygge og på ganske tørre pladser.
Skal der mere farve på, skaber storkenæb, løvefod, bispehue, biskophat og kæmpestenbræk sammen med stargræsser, skovgræsser og frytle frodighed selv på nordsiden af huset eller i skyggen under store gamle stedsegrønne planter.
Også den fine lille tvetand er mere sejlivet end dens blege ynde antyder, og den skal nok brede sig, når først den har fat.
Er der ikke fuldstændig støvtørt året rundt, vil også de smukke og farvestrålende alunrod gerne trives på den skyggefulde plads, hvor især sorterne med gule eller gyldne blade vil lyse op i en mørk krog.
Ja, hvornår kan vi det? Klassisk har plantesæsonerne jo været tidligt forår inden væksten starter eller sent efterår, når planternes top har standset væksten. Det er stadig et godt råd. Det ER nemmere for den lille nye plante at etablere sig, når den ikke både skal ernære top og rod - og når der ikke er netop de tørre forhold, som vi har i sen forår og sommer.
Står du med en helt ny have, kan du derfor med fordel udsætte plantearbejdet til senere på året - men er det "bare lige" et lille fint bed, hvor du kan holde øje med etableringen og hjælpe til med vand, når det er nødvendigt, så behøver du ikke at holde dig tilbage.
Måske det var på tide at få en fin blomstrende rand af sankthansurt langs terrassens kant? Fuld af blomst og sommerfugle fra først i august, hvis du planter nu!
Læs mere her om plantning i sommeren - eller spørg gartnerne!