Undskyld hr. -  Må jeg byde Dem et kirsebær?

Et, der er sødt, et der er blødt, et der er rosenrødt!
Jo - tak som byder! Hvem vil ikke gerne have et kirsebær - eller flere kilo af dem?

Kirsebær er en rigtig luxusfrugt med en kort, men ualmindeligt lækker sæson. Hvis ikke det var for prisen, kunne vi spise dem i kilovis!
Der er gode grunde til, at de delikate bær er så dyre at købe i butikkerne: De er sarte overfor tryk og stød, så de skal behandles forsigtigt, hvilket ikke altid er lige nemt, når først plukkes maskinelt og derefter transporteres til butikkerne, ofte over lange strækninger. Ofte er der et stort spild forbundet med disse arbejdsgange - og det afspejler sig i prisen.

Derimod er kirsebær nemme træer at have med at gøre i haverne - både de søde og de sure - og ikke mange prydtræer slår synet af et kirsebærtræ i blomst - så hvorfor ikke plante kirsebærtræer i haverne?

Et, der er sødt..?

Mange efterspørger "moreller" når de ønsker træer, der bærer søde kirsebær - og ender derfor undertiden med det stik modsatte. Moreller er nemlig syrlige syltekirsebær, men et sted undervejs fra produktionsplanteskolerne og til frugt- og grøntafdelingerne i landets butikker, sker noget mærkeligt og navnene bliver byttet om.
Uanset at grønthandlere og supermarkeder annoncerer med "moreller" når de sælger søde kirsebær, så bærer et morel træ  syrlige kirsebær, beregnet til syltning, til saft og til juletidens kirsebærsovs, fordi de i modsætning til sødkirsebær tåler opvarmning til over kogepunktet uden at miste kirsebæraromaen.

De søde kirsebær mister derimod det meste af smagen ved opvarmning, og skal derfor anvendes friske - i desserter, i smooties, i is og non-bake cheesecakes - eller i håndfuldevis direkte fra træet.

Skal du bruge søde kirsebær, skal du med andre ord ikke købe moreltræet - og heller ikke et af de andre surkirsebærtræer eller -  surkirsebærbuske.  Sure kirsebær behøver nemlig ikke at vokse på træer.

De nyere sorter Athos,  Porthos og Carmine Jewel vokser nemlig som middelstore til store buske - lige til at "putte ind" i hegnet eller blandt større prydbuske, hvor de kan pynte med deres mange snehvide blomster i maj og et væld af lysende røde kirsebær i sommerperioden. Som bonus giver de endda et "ekstranummer" om efteråret, når bladene får de smukkeste gyldne høstfarver.
Alle de sure kirsebær er selvbestøvende - så du kan nøjes med en enkelt plante og alligevel få væltende mange bær.

Et, der er sødt!

Når du  vil have store,  søde kirsebær, der er lige til at spise allerede ude ved træet, skal du altså rette øjnene væk fra morellerne - og i stedet kigge på gruppen af sødkirsebær!
De søde kirsebær vokser - i modsætning til de sure - altid på træer. Ingen buskformede sødkirsebær her, for deres natur er at udvikle sig til middelstore, ofte ret bredkronede træer med kraftige grene.

Mormors kirsebærtræer blev både 6 og 7 meter høje og næsten lige så brede. De kunne nemt rumme en halv skoleklasse på kirsebærrov, men nutidens haver er ikke til disse meget store træer - og derfor poder man nu om dage på vækstbegrænsende grundstammer, så du kan få masser af store, lækre bær, på et noget mindre træ!
De fleste søde kirsebær podes på grundstammen Colt, der har flere fordele for haveejeren: Dels giver Colt en hurtig tilvækst på unge træer, netop når man er lidt utålmodig og gerne vil se noget vækst, samtidig give den en stor frugtbæring selv på unge træer, dette giver en aftagende vækst, og derfor er et udvokset kirsebærtræ på stamme Colt ofte 20-25 % mindre end et tilsvarende "gammeldags" kirsebærtræ.

Skal det være endnu mindre, findes der deciderede dværgstammer, der holder kirsebærtræerne nede i noget under den halve størrelse af kirsebærtræerne fra mormors have - men bærrene er lige så store og lækre, selv om vi nu kan plukke dem uden brug af stigen!

Et, der er blødt? Et der er rosenrødt?

Moden skifter - også indenfor kirsebær!
I gamle dage var mange søde kirsebær ret bløde i frugtkøddet og havde en tynd og blød skræl, men skiftende smag og behovet for et bær, der kunne høstes maskinelt uden at blive til mos, har gjort at langt de fleste sorter i handlen nu er faste bær med sprødt skind, hvilket er meget udpræget i sorterne 'Regina' og 'Kordia'. Også i klassikeren 'Hedelfinger' som har været i produktion siden 1861 og derfor må siges at være en "firstmover" indenfor gruppen af søde kirsebær med meget faste bær. Den har da også den klassiske rosenrøde farve, endda smukt marmoreret med lysere prikker og striber i den tynde skræl.

På grund af de meget faste bær, bar 'Hedelfinger' i sin tid det lidet flatterende tilnavn "bruskkirsebær"  - men heldigvis også det kønnere kælenavn "hjertekirsebær" på grund af frugtens form.
Som undtagelsen, der bekræfter reglen, er Hedelfinger i stand til at bevare kirsebærsmag og -aroma ved opvarmning og kan derfor også anvendes som syltebær.

Ønsker du blødere bær, skal du gå langt udenom både Hedelfinger og udenom de moderne sorter med store, sortrøde bær - dem vi nu om dage kender bedst.
Sorter som 'Büttners Rote', 'Merton Glory', 'Victor' og den knaldgule 'Dönnisens' er i stedet oplagte bær i så henseende, for de er bløde og søde og lækre med en ganske tynd skræl - og iøjnefaldende tillige med de anderledes farver.

Der kan yderligere være en ide i at plante disse sorter, hvis man får mange "ubudne gæster" i sine kirsebærtræer i form af fugle, da fuglene ofte går udenom de gule og gulrøde bær, i den tro at de er umodne.

To må man være...eller hvad?

Hvad med bestøvningen? Vi kender historien om bien og blomsten og ved godt, at æbler og pærer er såkaldte fremmedbestøvere, der kræver et træ af samme art, men forskellig sort indenfor en rimelig afstand, så havernes flittige bier kan bringe fremmed pollen til blomsterne, før der kan udvikles frugt.
Har kirsebær det også sådan? Nogle af dem har - men bestemt ikke alle.

Sure kirsebær klarer sagerne selv: De kan bruge eget pollen i egen blomst, så dem er der aldrig vrøvl med. Er der blomst, kommer der også bær.
Det samme gør sig gældende for mange af de moderne sorter af søde kirsebær - og dem kan du finde HER.

Nogle af de allermest storfrugtede som 'Van', 'Sam', 'Regina'  og 'Kordia' kræver dog pollen fra en anden sort end deres egen, lige som også den gamle, hårdføre og længelevende 'Hedelfinger' yder langt mere, hvis der kan finde fremmedbestøvning sted, end hvis den er overladt til sig selv.

De sorter, der kræver fremmed bestøver vil dog gerne bruge pollen fra de selvbestøvende sorter - eller fra hegnets vilde fuglekirsebær - så du behøver ikke at have en hel skov af forskellige kirsebærtræer, for også at få bær!
Er du i tvivl om det kirsebærtræ du ønsker dig nu også er selvbestøvende, så står det oftest oplyst i varebeskrivelserne, men du er også altid velkommen til at spørge gartnerne.

Kom godt i gang!

Kirsebærtræer er nogle af de nemmeste og mindst krævende frugttræer, hvad angår jordbunden. Selv den mere lerede jord, som æbletræer ofte "stejler" over, vokser kirsebærtræerne glad og gerne i - blot du sørger for renholdelse, gødskning og en vandingspose  - samt den nødvendige opbinding i de første to sæsoner.

Beskæring? Ud over at klippe unge træer til krone, studse unge skudspidser for luseangreb eller fjerne en lejlighedsvis sygdomsramt kvist, kan både søde og sure kirsebær klare sig helt uden beskæring.

Kirsebær bærer allerede som helt unge træer små "smagsprøver", da de fleste unge træer allerede i planteskolerne har ansat enkelte blomsterknopper til overvintring og blomstring det følgende år.
Det kan vi se, fordi knopper der sidder samlet i klynge altid er blomsterknopper, og enkeltsiddende er bladknopper. Mængden af bær tiltager med mængden af grene, som er mindst et år gamle - hellere to. De grene der yder bedst, er de 3-4 år gamle grene, så om en tre års tid, begynder der at være bær nok til mavepiner, hvis træerne passes som foreskrevet.

Ønsker du at optimere udbyttet kan du tynde ud i kronen ind i mellem, så du fjerner de ældste grene og giver plads til de yngre - men skal du ikke leve af udbyttet, får du selv helt uden beskæring masser og masser af lækre kirsebær.
Værs'go' at nyde - sæsonen er kort og nok en mavepine værd!

Er der noget galt, Doktor?

Der er kun få ting, som rutinemæssigt plager et kirsebærtræ - og den ene ting er bladlus.
Bladlusene suger saft af bladcellerne og giver de karakteristiske sammenkrøllede blade i skudspidserne, som lusene rigtigt kan gemme sig i, når vi er ude med den hårde stråle af koldt vand, som ellers nok kan tage livet af mange bladlus. Generer de krøllede blade dit øje, og kan du ikke vente på at havens fugle og nytteinsekter løser problemet,  kan du med hård hånd og en skarp saks klippe alle de angrebne skudspidser af og brænde dem. Så er du af med lusene og træet vokser glad videre, og sætter endda flere sidegrene efter sådan en lille studsning.

Har du købt et ungt træ med kun få krongrene, kan du derfor udmærket skære disse grene tilbage med 30-50% af længden. Så bryder hver gren med 2-3 nye skud i den kommende vækstsæson og straks er der en lille fin og rund krone på træet.
En sådan beskæring kaldes "at klippe til krone" og udføres bedst i juli og august måned. Dette lille job kan allerede være udført, når du køber træet: det er med andre ord ikke en fejl, hvis træets topskud eller krongrene er blevet kortet af hos produktionsgartneren.

Periodisk kan man også se enkelte svampe- eller bakteriesygdomme på kirsebærtræer. Sporerne bæres med vinden fra ældre inficerede træer, der ofte kan stå flere kilometer væk - og de kommer ind i træet via åben blomst, sår i barken eller åbne bladknopper, og overføres til overflod også med stikkende/sugende skadedyr - som f.eks. bladlus.

Symptomerne er karakteristiske: Visne skud, der pludselig står som "svedet af en fakkel" med hængende blade, som hurtigt bliver brune - og også det såkaldte gummiflåd ved basis af angrebet, hvor planten forsøger at bekæmpe infektionen selv.
Behandlingen er et akut kirurgisk indgreb, hvor man afskærer angrebet så snart man ser det - og sørger godt for patienten, så træet ikke mangler noget at leve af.

Sørger du godt for dit kirsebærtræ, så det aldrig mangler vand og næring, modstår det angreb af både lus og andre skadevoldere end et træ, som lider nød på området. Læs mere her.

Hvad er nu dét!?

I visse områder af landet, ser man periodisk angreb af kirsebærfluen - den, hvis larver ses i kirsebærret på billedet ovenfor. Finder man sådan et par stykker, tager det forståeligt nok lidt af begejstringen for de friske bær og ofte efterlades træet herefter urørt resten af bærsæsonen.
Men det er reelt den forkerte vej at gå - for så er risikoen stor, for at der også næste år er kirsebærfluer i større eller mindre omfang.
Er der angreb af kirsebærflue i ens lokalområde, er den bedste kur forebyggelse. Men hvordan forebygger man så?
Det gør man ved at plukke HELT rent, modne og umodne mellem hinanden, mens larverne stadig sidder i bærrene - og få bærrene bortskaffet. Naboens høns hjælper gerne i den anledning: De elsker både bær og larver.

Dernæst ved at holde jorden ren og kultiveret under træerne, så fugle, der gerne vil æde eventuelle oversete larver, når de forlader bærrene og forpupper sig i jorden, nemmere kan komme "til fadet".
Holder man jorden revet eller kultiveret, vendes pupperne også op i overfladen hvor de tørrer ud - eller fryser ihjel, når frosten kommer om vinteren.
Hårde vintre (og høns i haven, som æder pupperne) er noget nær den bedste "terminator" af den kommende generation.

Virker tanken helt uoverskuelig, så husk at kirsebærfluer aldrig går i syltekirsebær. Ikke engang i sorten Athos, der ellers har så højt et sukkerindhold, at den kan spises direkte fra træet.
Så hvis det er et problem år efter år efter år og alle tiltag er forgæves, kan Athos være det gode alternativ, når du ønsker at have kirsebær i haven!

Læs her, hvordan du bedst planter dine frugttræer eller spørg gartnerne!