Februar er årets koldeste måned, frosten har lukket jorden, og der er ikke meget at komme efter udenfor. Men en have med frost, sne og nøgne grene i silhuet mod himlen kan også være smuk, og lyset er på vej tilbage. I begyndelsen af februar er det en halv time tidligere lyst om morgenen og over en time senere mørkt om aftenen. Og om en måned er det allerede forår, så det er bare om at komme i gang med at planlægge årets have!
Havens flerårige planter tager ikke skade af kulden. Stauderne er visnet ned og har trukket deres kraft tilbage til rødderne, og de vil skyde igen helt af sig selv, når foråret kommer. De løvfældende træer har for længst smidt bladene og er også gået i dvale, og nogle har allerede nu synlige knopper på vej. Endelig er der de stedsegrønne, der stopper væksten om vinteren, men beholder deres grønne nåle eller blade, der typisk har et lag af voks eller hår til beskyttelse mod kulden.
LÆS: Fem fine stedsegrønne til vinterhaven HER.
Vægten af sne efter et snefald kan tynge de blad- og nålebærende buske og træer så meget ned, at de kan ende med at knække. Tag derfor en runde og bank grenene fri, hvis der er meget sne. Det er især aktuelt, hvis temperaturen svinger lige omkring frysepunktet, så sneen skiftevis tør og fryser og derfor nemt klumper sig sammen i tunge kager.
Vær klar med skovl og kost og fjern sneen fra indkørslen og havegangen før den lette hvide dyne bliver trådt sammen til is. Drys efter med grus eller spray med det svanemærkede tø-middel Ice & Dust-Away. Lad være med at bruge salt, det kan ødelægge dine planter.
Erantis og vintergækker er på vej gennem den frosne jord, og senere på måneden får de selskab af bl.a. krokus. Du kan også være heldig at finde et par tusindfryd i blomst i græsplænen, måske endda under sneen. Blandt de fine vinterblomstrende buske er vinterjasmin, der får glade gule blomster, kejserbusk med fint duftende lyserøde blomster og troldnød med sjove lysegule kvaster.
Sne et meget isolerende materiale, og for dyrene er en dyne af sne langt bedre end en nøgen og frossen jord. Neden under sneen er mulden blød og fuld af biller og orme, der lever i laget af halvt formuldede blade. Der er derfor, at fuglene især roder op i sneen under træer og buske.
I den nyfaldne sne kan du finde friske dyrespor. Sporene viser, om det er kat, hund, ræv, rådyr eller hare, der har været forbi, og de kan også vise, hvad dyret har foretaget sig. Hvis dyret er stoppet op, bliver sporene dybere, og du kan se, hvor hjorten har skrabet i sneen efter græs, eller hvor hunden har gravet efter mus, der pusler rundt i gange under sneen.
Småfuglene skal bruge meget energi på at holde varmen, og uden mad til at holde forbrændingen oppe, vil de dø af kulde. Hvis du fodrer hver dag på et bestemt tidspunkt, vil fuglene sidde klar og vente på dig, og i løbet af den næste måned kan du på den måde redde rigtig mange fugleliv. Husk også at fylder fuglebadet op med frisk vand. Hvis det fryser, har fuglene svært ved at få væske nok, og det kan i sig selv tage livet af dem. Du kan læse mere om hvordan du får flere fugle i vinterhaven her
Se udvalg af fuglefrø og fuglefoderhuse